Skip to main content

Det kan lyde lidt tung og fjernt, når man taler om ideologisk mobilisering, man føler sig næsten hensat til 60-erne og 70-erne, hvor venstrefløjen mobiliserede den slumrende befolkning i forskellige sammenhæng mod eksempelvis de onde kapitalister.  

Den Ideologiske mobilisering er dog ikke så lang væk, som man skulle tro. Aktuelt kan man iagttage en mobilisering af en af samfundets sektorer – Civilsamfundet – der kraftigt er ude og markere sig i kampen mod profit-virksomheder på socialområdet.

Orkestreret markedsføring af selveje på Altinget

De selvejende er ude og markere sig som den rigtig virksomhedsmæssige løsning på det sociale område. Det sker løbende i Altinget. I sidste uge var det Selveje Danmark, der sammen med blandt andet fagforbundet Socialpædagogerne (SL), i et debatindlæg klart markerede, at de midler, som bruges på udsatteområdet ikke skal gå til privat profitskabelse. Underforstået privat-sektor-virksomheder.

Hermed skære man en hel sektor over en kam og sætter sig selv og sin egen sektor i spil som den eneste løsning, når det gælder levering af velfærd til socialt udsatte uden for den offentlige sektor.

I denne uge har der så været endnu et debatindlæg i Altinget, hvor en gruppe debattører fra blandt andet, Invandrer Kvindecentret og brancheorganisationen Kooperationen skrev om grænser for udbytte til ejere af sociale tilbud. Det skete med en klar adressering til privat-sektor-virksomheder. 

Tilsvarende indlægget i sidste uge havde man et forslag til ministeren, der favoriserer selvejende virksomheder. Det var en reklame for den socialøkonomiske virksomhedsmodel, som på mange måder vil gøre det vanskeligt for de mere privatsektor orienterede virksomheder. 

Spørgsmålet er her, hvilket forslag vil civilsamfundssektoren komme op med i næste uge?

Den fjerde statsmagt levere ammunition

Debatten om profit eller non-profit virksomheder får lige nu ammunition fra den fjerde statsmagt. Senest har Ekstra Bladet leveret en forside, der ikke fremmer troen på private virksomheders virke inden for velfærd. Kraftigt skyts, som sagtens kan anvendes i en debat, men hvor meget hold er der rent juridisk i de her forsider?

Kryber de her ejere eller direktører ned i et musehul og gemmer sig indtil det er ovre? Nogle gør, men ikke alle og det siger måske noget, ligesom det er værd at reflekterer over, at formiddagsaviserne næppe bringer historien om, at en direktør for en koncern af botilbud giver FOA ret i, at hele området for botilbud skal endevendes.

Der er ganske enkel ikke tilstrækkelig folkelig appel i den historie og dermed bliver debatten lidt ensidig.

Den labile bundlinje er et markedsvilkår i den offentlige bermudatrekant

Generelt kan man iagttage, at de her sager får let medløb i den folkelige opinion i den måde de fremstilles på af medierne. Ofte meget forenklet og når du går til bunds i sagerne, er de rent faktisk lovlige. Der er ingen, der kan dømmes og der rejses ingen retssager. 

Når de sager alligevel taler til læseren og vælgeren, handler det om den labile bundlinje i det marked som den offentlige bermudatrekant udgør. Det handler om etik, moral eller slet og ret irrationelle følelser. Den labile bundlinje er en del af den offentlige bermudatrekants markedsvilkår og den kolliderer i de her sager med de mere rationelle og formelle bundlinjer, der ofte er styrende for privatsektor virksomheder.

Det kan siges så kort. At hvis virksomhederne på det offentlige marked ikke anerkender den labile bundlinje som et meget væsentligt vilkår, men alene tænker, at når det er lovligt og økonomisk forsvarligt, er det i orden, så er man allerede på kollisionskurs.

Privatsektor virksomhederne bliver altså nødt til at tage højde for dette markedsvilkår i Danmark og det samme gør deres investorer.

Fagforbund spiller underlægningsmusik

Man kunne så antage, at det her alene drejede sig om en markedskamp mellem virksomheder i civilsamfundssektoren og den private sektor, men det skal her bemærkes, at to store fagforbund spiller en underlægningsmusik af ideologisk karakter. 

Det handler om fagforbund som SL og FOA. 

Næstformand i FOA Thomas Enghausen siger det ganske tydeligt i en pressemeddelelse fra FOA, der vel at bemærke kom ganske få timer efter, at Ekstra Bladet havde bragt en forside med overskriften: “Udsatte børn er en millionforretning – ejet i skattely.”

Lige præcis den type af overskrifter, der har en labil og folkelig appel.

 ”Jeg mener, at der skal sættes en grænse for, hvor meget man skal kunne tjene som ejer af et privat bosted. Det er ikke rimeligt at trække store millionbeløb ud enten via snedige virksomhedsstrukturer, ned i skattely eller som udbytte – penge som kunne være gået til velfærd for vores svageste medborgere,” siger Thomas Enghausen .

Fra nul-tolerance til max-grænse

Samtidig skal det bemærkes, at Thomas Enghausen i samme pressemeddelelse taler om en grænse for, hvad det er man må tjene som privat bosted. Lige præcis den nuance vidner om en ret hurtig udvikling hos FOA i retningen af at acceptere tilstedeværelsen af private velfærdsvirksomheder. For i 2018 og var meldingen på Folkemødets OPS-Scene en ganske anden. Her sagde man konsekvent nej til nogen former for overskud.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply