Embedet som kammeradvokat blev grundlagt af Christian den 5. i 1684. Oprindeligt var der kun tale om en advokat for statskassen – kongens kammer. Embedet har ikke altid været besat med en privat advokat. Frem til 1936 var kammeradvokaten en embedsmand
Den første privatpraktiserende kammeradvokat var Højesteretssagfører Arne Kemp, der i 1936 grundlagde det advokatfirma vi i dag kender som Poul Schmidt, hvor alle senere kammeradvokater også er kommet fra.
Kammeradvokaten er som sagt ikke en statslig institution, men et privat advokatfirma der gennem Finansministeriet har aftale med staten om at levere advokatydelser til centraladministrationen.
Kammeradvokaten fører ikke offentlige straffesager, og embedet må således ikke forveksles med Rigsadvokaten, der er statens øverste anklager.Undersøgelse af kammeradvokaten Kammeradvokatens opgaver er flere gange blevet undersøgt mhp om der kunne være en anden model. bl.a. i 2003 og siden i 2012 I 2003 vurderede finansministeriet, at kammeradvokatordningen ikke var udbudsegnet af bl.a. følgende årsager:
- Hvervet som Kammeradvokat kræver omfattende stats- og forvaltningsretlig erfaring og viden, som man ikke kan forvente hos andre advokatfirmaer.
- Det er ikke forventeligt, at der er et marked, fordi hvervet som Kammeradvokat næppe forekommer attraktivt for den trods alt mindre kreds af større advokatkontorer, som kunne tænkes at byde på opgaven. Dette skyldes, at disse advokatkontorer ville være nødt til at afgive en del klienter af habilitetshensyn.
I 2012 undersøgte Moderniseringsstyrelsen Kammeradvokatordningen (Den såkaldte B14 sag). I den sammenhæng så man på fire modeller for en fremtidig kammeradvokatordning.
- Central myndighed, hvor juridiske opgaver, henlægges til en central statslig myndighed, der servicerer alle statsinstitutioner.
- Centralt koordineret aftalegrundlag med én leverandør. Den model vi kender i dag.
- Centralt koordineret aftalegrundlag med flere leverandører.
- Decentral ordning, hvor det overlades til de enkelte myndigheder selv at tilrettelægge løsningen af advokatopgaver.
Vurderingen var den gang, at man valgte model to, idet man lagde vægt på, at en central koordineret ordning modsat en decentral gav en række synergigevinster på tværs af sags-og ministerområder. Blandt andet gav det muligheden for at opbygge viden og ekspertise, samt muligheden for bedre priser pga. volumen. Hertil kom at man både forudså øgede udgifter ved en decentral ordning, samt øget administration og vanskeligheder ved at opbygge viden på specialområder ved brug af flere leverandører.
Man valgte altså en model, hvor priskonkurrenceelementet blev reduceret, til fordel for viden, synergi på sagsområder og administrationsudgifter.Nedenfor kort skitse af moderniseringsstyrelsens analyse af kammeradvokataftalen
