Hvem tjener på velfærd?

Del artiklen:
Landsorganisationen af socialtilbud (LOS) havde onsdag d. 24/4 indbudt over 100 aktører fra det offentlige og private Danmark til konference om velfærd og profit.

Konferencen blev afholdt i Christiansborgs provianthus. Svaret på konferencens hovedspørgsmål, Hvem tjener på velfærd, kom hurtigt og udfordrende, da Direktøren for LOS, Michael Gråtang tog ordet. “Det gør alle dem der beskæftiger sig med velfærd, pædagogen, social- og sundhedsassistenten, lederen og ejerne, hvad enten disse er offentlige eller private.”

Du må godt få løn, men at trække overskud ud skiller vandene
Der var på konferencen bred enighed om at personalet skal have løn for at arbejde på det sociale område, men det med at private virksomheder eller ejere af et botilbud trækker penge ud. Det skilte vandene blandt de inviterede politiske ordfører fra rød og blå blok. Orla Hav (S) var af den klare overbevisning, at der på ingen måde måtte trækkes overskud ud af velfærd. Undtaget var dog apoteker og praktiserende læger. Det var noget andet mente han. De måtte godt sælge deres praksis.
Overvægt af offentlige tilbud, der har et overskud på en million kroner om året
Ifølge Michael Gråtang er forestillingen om at der kan tjenes millioner på social botilbud kraftigt overvurderet. ”Virkeligheden er snare, at du skal have penge med hjemmefra for at starte et socialt tilbud”, sagde han.
LOS præsenterede en opgørelse, hvoraf det fremgik at kun 142 botilbud ud af godt 1500 har et overskud på en million eller derover. Her fremgik det endvidere at over 60 % af de botilbud der havde et overskud på en million eller over var ejet af det offentlige. Det vil sige kommuner og regioner tjener også penge på at sælge pladser til hinanden, men generelt er der ikke tale om mange tilbud der har overskud i millionklassen.
Ejerformen er ligegyldig så længe den levere varen
Konferencen var et godt udtryk for de bevægelser og holdningstilkendegivelser vi møder, når vi debatterer velfærd og offentlig-privat samarbejde. En slags stillingskrig, hvor man slås om definitionsretten til den rigtige løsning. Lidt karikeret kan man sige at nogen har forskanset sig bag en mur, der hedder, man må ikke tjene på velfærd og andre giver udtryk for at ejerformen er ligegyldig, så længe katten bare fanger mus på den rigtige måde. Men hvad er lige den rigtige måde?
De sociale x-faktorkompetencer foldes godt ud i de private botilbud
En del af konferencen havde fokus på kvalitet i leverancen. Med udgangspunkt i evalueringsrapporten fra social-tilsynene konstaterede man at kvalitetsforskellene mellem de offentlige og private er meget små. De private botilbud er kun en anelse bedre end de offentlige. Flere debattører pegede på, at årsagen til at kvaliteten var bedre på de private tilbud kunne skyldes et større råderum for lederne end, hvad der er muligt i det offentlige. Det blev også nævnt, at man oftere i det private har mulighed for at udfolde de sociale x-faktorkompetencer der ligger hos ildsjælene, hvor man i det offentlige er bundet mere ind i formalia og større kommunikations-bureaukratier.
Kommunernes visitations- og forhandlingsadfærd stimulerer udviklingen af et discount lavprismarked
Dokumentationsbureaukratiet og presset på kommunernes økonomi har påvirket måden kommunerne gennemføre det personrelateret tilsyn på. Virkeligheden havde ifølge flere af de tilstedeværende botilbudsledere udviklet sig fra et holistisk fokus på den enkelte borger til ensidig forhandling om prisreducering. En situation der blev betragtet som uholdbar.
”Vi har ganske enkelt behov for sammenhæng mellem borgerens behov, pris, leverance og måleindikatorer på den oplevede og den faktisk dokumenterede kvalitet, frem for at vi skal sidde og hugge om prisen” udtrykte en botilbudsleder.
Debattanterne cirklede om begrebet markedsvilkår uden at nævne det
Gentagende gange cirklede de inviterede politiske debattanter Orla Hau (S) Liselott Blixt (DF) Martin Lindegaard (R) omkring udfordringerne på socialområdet herunder ejerform, de ansattes kvalifikationer, rekrutteringsgrundlaget, de faglige metoder, behovet for de sociale tilbud, kvalitet, pris, kommunernes indkøbsadfærd og overskud. Samlet set emner tilhørende de hovedingredienser du altid har fat i, når du taler om et marked og de vilkår der præger det. Det eneste de ikke rigtig berørte var begrebet markedsvilkår.

Vi har behov for en debat om markedsvilkår på fremtidens velfærdsområde
Debattanterne havde fat i ingredienserne enkeltvis, men manglede en fælles erkendelse og i nogen tilfælde viden om, at uanset hvordan vi vender og drejer udfordringerne på socialområdet, så har vi et marked for sociale botilbud. Et marked hvor det offentlige samtidig med at det er storindkøber også er storleverandør. Det er samtidig et marked der har udviklet sig henover mere end 100 år. ”Vi har et marked der opstod længe inden man havde debatten om offentlig eller privat.” Forklarede Michael Gråtang
Spørgsmålet bliver derfor, hvad er det for nogle markedsvilkår vi ønsker, skal præge fremtidens velfærdsmarked?