FOBU overtager pr. 1. juli 2026 Aspia Institutionsservice, der i dag leverer administrationsydelser til 53 private og selvejende dagtilbud.
Med overtagelsen vokser FOBU yderligere og kommer samlet til at administrere omkring 200 private og selvejende dagtilbud, fremgår det af en pressemeddelelse. Her lægger FOBU vægt på, at overgangen skal opleves så smidig som muligt for institutionerne.
“Vi glæder os til at byde de nye institutioner velkommen. De bliver en del af et fællesskab, hvor vi deler erfaringer, hjælper hinanden og sammen arbejder for at skabe de bedst mulige rammer for børn, medarbejdere og ledere,” siger Maiken Grønvall, formand for FOBU.
Tilbage til en specialiseret dagtilbudsaktør
Der har et stykke tid været rygter omkring denne mulige fusion, så det kommer ikke som en overraskelse og hænger potentielt sammen med behovet for rubusthed i en fortsat mere kompleks velfærd med øgede krav til økonomi, personalejura, administration og ledelse.
“Vi oplever et stigende behov for specialiseret viden om dagtilbud. Med overtagelsen får endnu flere institutioner adgang til et fagligt miljø, der alene arbejder med dagtilbudsområdet. Det glæder vi os meget til,” siger direktør Claus Thykjær.
Når direktøren ligesom understreger betydningen af faglig fra dagtilbudsområdet, for at kunne administrere disse institutioner kan det hænge sammen med fortiden.
Historien begynder med et kollaps i 2015
For at forstå betydningen af overtagelsen skal man næsten 11 år tilbage.
I maj 2015 gik paraplyorganisationen Frie Børnehaver og Fritidshjem konkurs. Organisationen havde på daværende tidspunkt tilknyttet flere hundrede institutioner, og konkursen udløste en større rokade på dagtilbudsområdet. Det kan man læse mere om i en gammel DKartikel.
Mange institutioner søgte mod etablerede aktører som Børneringen, Menighedernes Daginstitutioner og SPIA som den nye iværksættervirksomhed, der sprang ud af Frie Børnehaver, mens andre valgte at fortsætte under den nye ejer, Accountor.
På daværende tidspunkt lød meldingen:
“Vi er glade for efter et kort men meget væsentligt driftsstop i Frie Børnehaver og Fritidshjem samt Fonden Frie Børnehaver at kunne meddele, at Frie Børnehaver fortsætter driften fra i dag tirsdag den 12. maj,” lød det i forbindelse med overtagelsen.
Fra Accountor til Aspia
Institutionerne blev siden en del af den administrationsforretning, som Accountor drev.
I 2024 solgte Accountor hele sin outsourcingforretning til den nordiske rådgivnings- og administrationskoncern Aspia som led i en strategisk omlægning af virksomheden.
Dengang beskrev Accountor salget som et led i ønsket om at fokusere på software- og SaaS-løsninger, mens Aspia så opkøbet som en mulighed for at styrke sin position på det nordiske marked.
Nu bliver dagtilbudsområdet under Asdpia igen flyttet videre – denne gang til en organisation, der alene beskæftiger sig med dagtilbud. Både Accountor og Aspia må nemlig siges at have levet et relativt anonymt liv i den dagtilbudspolitiske arena.
Institutionerne bestemmer selv
Overtagelsen betyder ikke nødvendigvis, at alle 53 institutioner permanent bliver en del af FOBU-fællesskabet.
De enkelte institutioner er selvstændige enheder med egne bestyrelser og administrationsaftaler. Historisk har institutionerne på det her marked flere gange flyttet sig mellem forskellige administrationsfællesskaber/interesseorganisationer, når de har vurderet, at andre løsninger passede bedre til deres behov.
Derfor bliver den egentlige test af overtagelsen først, om institutionerne også på længere sigt vælger at blive hos FOBU.
For dagtilbudsområdet markerer aftalen dog et bemærkelsesværdigt punktum i en historie, der begyndte med Frie Børnehavers konkurs i 2015, fortsatte gennem Accountor og Aspia – og som nu fører en gruppe institutioner tilbage til en af sektorens traditionelle aktører.





