Dansk økonomi er kommet usædvanligt stærkt ind i 2026. BNP voksede med 1,9 pct. i årets første kvartal, og meget af fremgangen kan spores direkte tilbage til medicinalindustrien.

Det fremgår både af nye tal fra Danmarks Statistik og af en ny pressemeddelelse fra Lægemiddelindustriforeningen, Lif, som kalder udviklingen en “vild start på året”.

Men selv om life science lige nu dominerer væksthistorien, peger flere analyser på, at medicinalsektorens succes i virkeligheden er et resultat af nogle langt bredere styrker i den danske økonomi.

Læs også: Stor fremgang i BNP er ikke kun en medicinalhistorie 

For bag de rekordstore eksporttal ligger en økonomisk model præget af høj digitalisering, fleksibelt arbejdsmarked, offentlige investeringer i forskning og et usædvanligt tæt samspil mellem stat, universiteter og virksomheder.

Medicinalindustrien trækker resten af økonomien med

Danmarks Statistik vurderer, at den øvrige økonomi næsten stod stille i første kvartal. Når medicinalindustrien trækkes ud af regnestykket, voksede resten af økonomien kun med 0,2 pct. målt på bruttoværditilvæksten.

Det understreger ifølge Lif, hvor afgørende sektoren er blevet.

“Vi ser en vild start på året. Det er bemærkelsesværdigt, hvor meget lægemiddelindustrien bidrager til dansk økonomi netop nu,” siger administrerende direktør i Lægemiddelindustriforeningen, Thomas Senderovitz.

Han peger især på eksporten som drivkraft.

“Den høje aktivitet og eksport er med til at løfte væksten markant – også i en tid, hvor virksomhederne oplever et voldsomt pres på konkurrenceevnen og udfordrende markedsvilkår,” siger han.

Samtidig viser nationalregnskabet, at også handel, transport og søtransport bidrager positivt til væksten.

Mere end en enkelt sektor

Men her er det værd at bemærke, at en ny analyse fra Deloitte og Kraka i stedet beskriver dansk økonomi som et system med usædvanlig høj omstillingsevne, hvor arbejdskraft og kapital hurtigt bevæger sig mod de mest produktive virksomheder.

Ifølge analysen bliver 10-15 pct. af arbejdsstyrken i den private sektor hvert år flyttet mellem virksomheder.

Det er netop denne dynamik, som mange peger på som forklaringen på, hvorfor Danmark igen og igen formår at skabe nye globale styrkepositioner.

Kraka-direktør Peter Mogensen beskriver udviklingen som bemærkelsesværdig robust: “Dansk økonomi har ikke bare holdt skindet på næsen gennem de seneste 15 år. Den er kommet styrket ud af en periode, hvor verden omkring os nærmest har været præget af konstante rystelser.”

“Resultaterne taler deres tydelige sprog”

Hos Lif er budskabet klart: Danmark har opbygget en global styrkeposition, men den kan ikke tages for givet.

“Resultaterne taler deres tydelige sprog: Lægemiddelindustrien er en af Danmarks absolut vigtigste vækstmotorer,” siger Thomas Senderovitz.

Han advarer samtidig om, at fortsat succes kræver stabile rammevilkår: “Hvis vi også fremover skal bidrage i samme skala, kræver det, at Danmark fastholder sin konkurrenceevne og sikrer attraktive vilkår for forskning, produktion og eksport.”

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind