En række anonyme politikere i Lolland Kommune tegner et billede af en kommune, hvor administrationen i praksis sætter retningen – og hvor politikerne ofte blot godkender beslutninger.

Kritikken er så markant, at den får eksperter til at reagere.

“Hvis det er, som de siger, så er det selvfølgelig ulovligt,” siger professor Frederik Waage. Og han tilføjer: “Jeg har aldrig rigtig set noget lignende den her kritik,” siger han til Folketidende, som er det medie, der har rejst sagen.

Casen er interessant, fordi kommunerne køber ind for over 110 milliarder kroner årligt og for de virksomheder og medier der vil samarbejde med kommunerne, er det væsentligt at vide, hvem der er “ den rigtige indkøber” – Politikerne eller personer i administrationen.

I den konkrete sag peger forskningschef Roger Buch på, at udviklingen med, at politikerne får forelagt indstillinger til beslutning, som ikke direkte er afledt af en politisk drøftelse eller ønske, ikke er enestående:

“Det er ikke normalt, men afspejler en tendens… så kan embedsfolkene få mere magt,” lyder det.

Politisk ansvar – eller embedsmandsstyre?

Selv om kritikken retter sig mod administrationen, peger eksperterne også på politikerne:

“I sidste ende har politikerne magten. De skal bare bruge den”

Dermed bliver sagen også et spørgsmål om politisk svaghed – ikke kun embedsværkets styrke.

Kommunaldirektør Thomas Knudsen, der har siddet i stillingen siden kommunalreformen i 2007 bliver i en serie artikler udsat for stærk kritik, og afviser overfor Folketidende at tage debatten offentligt.

Flere politikere fortæller til Folketidende, at det føles som om, at administrationen former politikken, og får derefter politikerne til at stemme det igennem.

Når kritisk journalistik udløser modreaktion

Sagen stopper dog ikke ved magtspørgsmålet. Den tidligere borgmester, Holger Schou Rasmussen har reageret ved at foreslå, at kommunen stopper abonnementer og annoncer i lokalavisen:

“Jeg synes ikke, vi bliver dækket af faktuel viden… når den bruger anonyme kilder,” siger han til fagbladet Journalisten.

Det får chefredaktør Ole Sloth fra Folketidende til at slå igen:

Jeg synes faktisk også, at det er usselt, at man truer den frie presse på dens eksistens ved at vælge at spille det ind som beslutningsforslag i byrådet.”

Han erkender over for Journalisten, at beslutningen om at køre en kritisk artikel udelukkende baseret på anonyme kilder er kontroversiel.

Når historien alligevel er vigtig at fortælle, hænger det ifølge Ole Sloth sammen med, at flere af politikerne har ”knap så mange stjerner på skuldrene” efter at man har skiftet borgmester og frygter det fremtidige samarbejde med administrationen i kommunen.

Et spejl for andre kommuner

Sagen fra Lolland er både ekstrem og genkendelig. Ekstrem, fordi eksperter taler om en “uhørt situation”.  Genkendelig, fordi balancen mellem politikere og embedsværk mange steder er under pres.

Og måske er det netop pointen: Magt i kommunerne er ikke bare noget, man har –  det er noget, man bruger. Eller lader være.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind