Bare en uge efter den nye ældrelov trådte i kraft, er en af Danmarks største private hjemmeplejeleverandører kommet under økonomisk rekonstruktion.
Det fremgår af Virk.dk.
Hjemmehjælpen A/S leverer ifølge deres hjemmeside hjemmepleje til ca. 2.500 borgere i København, Frederiksberg, Glostrup og Tårnby og beskæftiger omkring 400 medarbejdere.
Selskabet har været i kontakt med alle fire kommuner, oplyser den administrerende direktør Jerper Thorneman Rasmussen til OPS-Indsigt.
“Vi har naturligvis været i kontakt med dem, og vi oplever, at der er forståelse for processen,” lyder det.
Læs også: Hjemmeplejedirektør: “Virksomheden er sund – men vi skal op i næste liga”
Selskabet har primært erhvervet sine opgaver i de fire kommuner via udbud og ikke godkendelsesordninger, herved adskiller virksomheden sig fra mange af de øvrige leverandører på frit-valgs-markedet..
Det vi ser nu, er, at selskabet giver sig selv en sidste chance efter, at det i længere tid har været økonomisk presset. I regnskabsåret 2023/24 kom Hjemmehjælpen A/S ud med en faldende omsætning og et underskud på over 20 mio. kr., mens egenkapitalen blev reduceret til 3,7 mio. kr.
Læs også: Kort opsummering: Hjemmehjælpen A/S’ økonomiske problemer
Væsentlige fejl viste sig efter overtagelse
Virksomheden blev i 2023 overtaget af den norske virksomhed Prima Nordic AS, der ejer 85 % af aktiekapitalen i Hjemmehjælpen A/S. I 2024 fik virksomheden ny direktør, men det har ikke kunnet vende udviklingen. I ledelsesberetningen peger selskabet selv på følgende:
“Den primære årsag til denne afvigelse kan henføres til en uventet udvikling i salg af timer, effektivitet og sygefravær.”
Det skal dog bemærkes, at selskabet siden maj 2024 været i stand til at realisere resultat måned for måned, der har været på niveau med de reviderede forventninger, skriver man.
Selskabet vurderes i regnskabet, der udkom januar, at have et kapitalberedskab tilstrækkeligt til at understøtte selskabets aktiviteter i 2024/25, men nu seks måneder senere er man altså nået derhen, at en rekonstruktion er nødvendig.
Hertil kommer, at den nye ledelse undervejs konstaterede væsentlige fejl i regnskabet for året før eller under ejerskiftet, blandt andet forkert bogført omsætning og manglende hensættelser.
”Selskabets ledelse har i årets løb konstateret, at regnskabet 2022-23 har været fejlbehæftet med væsentlige fejl,” hedder det i årsrapporten. Rettelserne medførte en negativ resultatpåvirkning på over 5 mio. kr.
Kun en kommune har meldt ud
Målet med rekonstruktionen er at finde en anden privat aktør, der kan overtage driften. Hvis det ikke lykkes, vil de kommuner, som i dag bruger Hjemmehjælpen A/S som leverandør, selv overtage opgaven.
Foreløbig har kun Tårnby Kommune meldt offentligt ud til borgerne, at hjælpen fortsætter som hidtil. Kommunen understreger i sin information, at borgerne ikke vil opleve ændringer i hverdagen lige nu, og at kommunen følger situationen tæt for at sikre, at alle fortsat får den nødvendige hjælp.
Tårnby fremhæver i et presseopslag, at målet er at finde en køber, men at kommunen står klar til at overtage opgaven, hvis det ikke lykkes.