Det er præcis tre år siden, at vi på OPS-Indsigt kunne skrive om konkursen af Meta Mariehjemmet i Gadbjerg. Fredag morgen skulle dele af plejehjemmet være solgt på tvangsauktion. Men i sidste øjeblik blev auktionen aflyst.
Årsagen er, at en mulig køber har meldt sig på banen.
Det er Danske Diakonhjem, som nu arbejder på at overtage dele af det konkursramte friplejehjem – nærmere bestemt “Store Meta” med 28 boliger, som ellers stod til at komme under hammeren. De øvrige 10 boliger, som indgår blandt Meta Mariehjemmets 38 boliger, har ikke været en del af tvangsauktionen
Administrerende direktør Christiane Dahlerup bekræfter fredag eftermiddag overfor OPS-Indsigt, at dialogen allerede er i gang:
“Jeg kan bekræfte, at vi har en god dialog med kurator og kreditor, der har været tilstrækkelig til, at tvangsauktionen er blevet udsat.”
Hun kan ikke kommenterer på, hvorfor de 10 boliger ikke indgik i tvangsauktionen, men forventer, at der kan indgås en aftale om de 28 inden for få uger efter påske – og understreger samtidig, at der endnu ikke er tale om en endelig handel:
“Der foreligger ikke et decideret køb endnu, men jeg forventer at der indgås en aftale inden for tre til fire uger efter påske,” siger hun til OPS-Indsigt.
Herudover peger hun på, at en overtagelse kræver godkendelser fra både Social- og Boligstyrelsen og Sundhedsstyrelsen, men samtidig skal man også have fat i kommunen.
“Vi påbegynder naturligvis allerede nu en dialog med Vejle Kommune,” lyder det fra Christiane Dahlerup.
Den melding siger en hel del. – Det vender vi tilbage til.
Markedet griber ind i sidste øjeblik
At en aktør melder sig på banen i ellevte time ændrer perspektivet markant. Efter tre år i et konkurs-limbo med kommunal drift er der nu udsigt til, at plejehjemmet igen kan få en privat driftsherre – og dermed reelt vende tilbage til friplejemodellen.
Samtidig er situationen langt fra enkel.
For det handler ikke kun om bygninger, men om drift, medarbejdere og beboere, som siden konkursen har været i kommunalt regi.
Det er her værd at bemærke, at man i en artikel fra Vejle Amts Folkeblad kan læse, at Tobias Smal, der er chefkonsulent ved Vejle Kommune, bekræfter, at både medarbejdere og beboere først fredag formiddag er blevet orienteret om en mulig køber.
Kommunen har siden 2023 haft ansvaret for driften og er fortsat forpligtet til at sikre borgernes ydelser, indtil en ny aktør eventuelt overtager.
Dermed står både ansatte – som nu er kommunalt ledet – og beboere nu i en situation, hvor en ny driftsherre kan være på vej – men det kommer ikke til at ske med et snuptag.
Taksten bliver afgørende igen
Hvis Danske Diakonhjem skal overtage driften, er én faktor helt central: økonomien og taksten. – Og her peger sagen direkte tilbage på den konflikt, der i sin tid førte til konkursen.
Meta Mariehjemmet, som tidligere hørte ind under Fonden Mariehjemmene gik konkurs af flere årsager i marts 2023, men det sidste skub ud i konkursen kom efter et længere forhandlingsforløb med Vejle Kommune om taksten.
Læs også: Kommunal takstberegning skubbede friplejehjem ud over kanten
Bestyrelsen vurderede dengang, at den kommunale takst ikke kunne sikre et økonomisk bæredygtigt grundlag for driften.
“Den takst som Vejle Kommune vil betale kan ikke sikre et økonomisk grundlag for at drive friplejehjem,” forstod vi dengang på den nu tidligere bestyrelsesformand.
På det tidspunkt var døgntaksten ifølge bestyrelsesformanden: 1345, kr., hvilket også på det tidspunkt var i den lave ende ifølge Vive.
Samtidig pegede man på strukturelle udfordringer for friplejehjemmet:
- Manglende stordriftsfordele
- Risiko for tomme pladser
- Sen visitering fra kommunen
Det betød, at selv en effektiv drift ikke kunne opveje forskellen mellem indtægter og omkostninger.
Netop derfor bliver dialogen mellem Danske Diakonhjem og Vejle Kommune nu afgørende. Hvis historien skal ende anderledes denne gang, kræver det, at en ny operatør kan få forhandlet en takst med Vejle Kommune, der hænger sammen.
Og det er ikke urealistisk vurderes det, fra eksperter vi taler med, “for kommunen burde jo nu kende de præcise omkostninger ved at drive Meta Mariehjemmet,” lyder det til baggrund.
Et muligt vendepunkt
At Danske Diakonhjem nu melder sig på banen, kan altså vise sig at blive et vendepunkt – ikke kun for Meta Mariehjemmet, men også som signal om, at markedet er derude, hvis taksterne hænger sammen og man rækker ud fra bobestyrer og kommune.
Men sagen illustrerer samtidig, at en overtagelse kræver:
- myndighedsgodkendelser
- enighed med kommunen
- og en bæredygtig økonomisk model
Ellers risikerer historien at køre videre.
Indtil videre er tvangsauktionen aflyst. Men om Meta Mariehjemmet reelt kommer ud af det limbo institutionen har været i de sidste tre år – afhænger nu af forhandlingerne mellem parterne i de kommende uger.





