Social- og Boligministeriet har udsendt en ny håndbog om beregning af takster på det specialiserede socialområde.
På overfladen er der tale om en teknisk vejledning udarbejdet af BDO, som indtil nu ikke har fået den store mediemæssige opmærksomhed. Hverken minister eller ministerium har gjort det store nummer ud af håndbogen udover at lægge den op på hjemmesiden.
Det er interessant af flere årsager, for dels har ministeriet lige lagt en velfærdspolitisk analyse op, som har fået samme stille lancering og dels så er den nye håndbog i praksis en markant præcisering af, hvordan offentlige midler må omsættes til takster.
Budskabet er klart: Takster skal være omkostningsægte, dokumenterbare – og fri for både krydssubsidiering og uigennemsigtige konstruktioner.
Håndbogen ændrer ikke lovgivningen. Men den reducerer fortolkningsrummet.
Læs også: Analyse af botilbudsområdet kan føre politikerne på afveje
Formålet med håndbogen
Håndbogen har til hensigt, at samle og operationalisere reglerne i takstbekendtgørelsen og serviceloven og præcisere, hvordan tilbud skal beregne deres takster.
Kernen er princippet om, at takster skal:
- Dække de faktiske driftsomkostninger
- Indeholde korrekt fordelte fællesudgifter
- Håndtere over- og underskud transparent
- Kunne dokumenteres og efterprøves
Der lægges vægt på sporbarhed i budgetter, konsistente fordelingsnøgler og klar adskillelse mellem funktioner.
Håndbogen fungerer dermed som et fælles styringsgrundlag – og et kontrolredskab.
Hvad kan læseren bruge den til?
For kommuner som myndighed giver håndbogen et styrket afsæt til at:
- Efterprøve takstgrundlag
- Kræve dokumentation
- Udfordre uigennemsigtige omkostningsposter
For leverandører – kommunale, regionale, selvejende og private – bliver den en målestok for, hvad der kan forsvares i takstberegningen.
Den er med andre ord ikke blot en vejledning – men et pejlemærke for fremtidige takstdrøftelser.
Offentlige eller private: Samme regler – forskellig risikoprofil
Håndbogen skelner ikke ideologisk mellem ejerformer. Principperne gælder alle tilbudsformer uanset ejerskab. Der er dog afsnit, som i højere grad retter sig mod kommunale leverandører end mod private.
Det skyldes, som man formulerer det: “forenklet sagt, at et regnskab for private leverandører efter årsregnskabsloven er som udgangspunkt allerede omkostningsbaseret, mens et kommuneregnskab er udgiftsbaseret. Da takstberegningen skal baseres på gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, skal en kommunal takstberegner ’gå fra udgifter til omkostninger’”.
Dette er en væsentlig forskel i forhold til private leverandører – den private takstberegner er allerede ’i omkostninger’ fra starten”.
Derfor indeholder håndbogen afsnit, der specifikt henvender sig til kommunale leverandører, med eksempler, som skal sikre, at alle omkostninger medtages.
Håndbogen adresserer desuden indirekte forskellige risikopunkter, hvor vi i det følgende fremhæver fem opmærksomhedspunkter:
1. Myndighed og drift skal holdes adskilt
Kommunale tilbud må ikke lade myndighedsomkostninger glide over i driftstaksten. Det gælder bl.a.:
- Visitationsfunktion
- Central administration
- Strategiske funktioner
Adskillelsen skal være tydelig og dokumenteret.
2. Fællesomkostninger skal fordeles objektivt (alle ejerformer)
HR, IT, ledelse og administration skal fordeles via gennemsigtige og konsistente nøgler.
Risikoen:
- I offentlige tilbud: Krydssubsidiering mellem tilbud
- I private tilbud: Uigennemsigtig overhead
Fordelingsnøgler skal kunne forklares – og tåle efterprøvning.
3. Koncerninterne dispositioner kommer i fokus (særligt private)
Private leverandører med koncernstruktur skal kunne redegøre for:
- Management fees
- Interne serviceaftaler
- Lejeaftaler mellem selskaber
Taksten må ikke påvirkes af uigennemsigtige interne handler.
Håndbogen regulerer ikke profit – men den regulerer, hvordan omkostninger kan indgå i taksten.
4. Bygningsomkostninger og kapital skal håndteres korrekt
Afskrivning, forrentning og husleje skal være sagligt begrundet.
For private ejere kan kapitalstruktur påvirke taksten.
For offentlige tilbud handler det om korrekt indregning af anlægsomkostninger.
Begge dele skal kunne dokumenteres.
5. Over- og underskud skal reguleres – ikke akkumuleres
For de kommunale og regionale tilbud opstilles regelsæt på op til 5 pct. overskud, som efterfølgende skal påvirke taksten det følgende år eller anvendes som minimum inden for 5 år, så der ikke sker en ophobning.
Men for private er situationen anderledes. Her har man ikke den samme regel om indregning af tidligere års resultat, idet det er tilladt at opnå et overskud og udtage udbytte. “Der kan dog ikke, som en ’omkostningspost’ i takstberegningen indregnes ’planlagt overskud’, skriver man i håndbogen på side 36.
