Når seks centralt placerede kvinder i ops-landskabet med vidt forskellige roller – fra folketingspolitik og kommunal forvaltning til privat velfærd, jura og erhvervsorganisation – kigger ind i 2026, tegner der sig et overraskende samstemt billede.
Der bør ifølge dem blive talt mindre om nye strategier og store visioner og langt mere om implementering, kontraktstyring, samarbejde og reel effekt for borgere. Sundhedsreformen og ældreloven nævnes igen og igen som rammesættende begivenheder, men med en tydelig fælles erkendelse: Det afgørende bliver ikke, hvad der er besluttet, men hvordan det bliver udført.
Læs også: Offentligt-privat samarbejde uden illusioner
De seks kvinder repræsenterer et Vølve-panel, som OPS-Indsigt kort før jul bad kigge ind i det nye år og kommer med hver deres perspektiv ud fra deres ståsted:
- et folketingsmedlem, Dina Raabjerg (K) ser offentlig-privat samarbejde som et konkret redskab i grøn og industriel omstilling
- en advokat og udbudsekspert, Anja Piening peger på skærpet kontraktstyring og governance
- to topdirektører fra private velfærdsleverandører, Stine Louise Eising von Christierson, Forenede Care, og Christina Grøntved, Incita efterlyser begge kvalitet, tillid og fælles ansvar
- branchedirektør Katarina Feilberg Schouenborg, Dansk Erhverv advarer mod, at OPS reduceres til ren leverandørlogik
- og endelig den kommunale myndighedschef, Louise Vestring, chef for Sundhed og Forebyggelse i Haderslev Kommune, der ser samskabelse og velfærdsteknologi som nødvendige svar på reformpres og arbejdskraftmangel.
Fællesnævneren for vølvernes spådom er klar:
2026 bliver ikke året for nye strategier, men året hvor sundhedsreformen, ældreloven og andre store reformspor rammer drift, kontrakter og samarbejdsrelationer.
Offentlig-privat samarbejde bliver i den sammenhæng ikke et politisk signal, men et praktisk redskab – eller en belastning, hvis det ikke er skruet rigtigt sammen.
Seks stemmer, seks klare advarsler og forventninger
Ser man svarene samlet, er budskabet tydeligt:
2026 bliver et modenhedstjek for offentlig-privat samarbejde.
De samarbejder, der kan dokumentere kvalitet, håndtere kontrakter i praksis og skabe reel værdi for borgerne, vil få medvind. Resten risikerer at blive presset – ikke af ideologi, men af driftens realiteter.
I det følgende dykker vi ned i de seks kvinders individuelle betragtninger, for at gå et spadestik dybere end den umiddelbare fællesnævner.
Risiko for at blive reduceret til leverandør
For Katarina Feilberg Schouenborg, branchedirektør i Dansk Erhverv, er 2026 først og fremmest året, hvor sundhedsreformen skal vise, om den kan omsættes til fungerende samarbejder.
Hun peger på, at reformen rummer et grundlæggende valg: enten udvikles nye offentlig-private samarbejder – eller også ender kommuner og private aktører som rene leverandører til regionerne.
“Her er det ingen hemmelighed, at vi fra Dansk Erhvervs side, har en bekymring for om kommunerne bare bliver leverandører til regionerne, i stedet for fx at indgå i offentlig-private samarbejde om opgaveløsningen,” skriver hun til OPS-Indsigt.
Med henvisning til, hvordan opgaveflytningen af bl.a. rehabilitering og sundhed og omsorgspladser fra kommune til region kommer til at ske.
“Det samme gælder udruldningen af hjemmebehandling, her står flere leverandører klar til at indgå i samarbejde, både om udvikling og efterfølgende. Det bliver meget spændende at følge denne kæmpestore omstilling af sundhedsvæsenet,” understreger hun.
Samarbejdet bliver mere krævende – og mere konkret
Hos Anja Piening, partner og advokat i NP Advokater, er budskabet klart: 2026 bliver året, hvor OPS mister sin retoriske beskyttelse og møder virkeligheden.
“Vores bud er, at 2026 bliver året, hvor samarbejdet bliver mere styret og mere praktisk – mindre ‘fine formuleringer’ og langt mere drift,” skriver hun til OPS-Indsigt.
Hun peger bl.a. på, at vi vil se flere udbud med krav, der kan kontrolleres i praksis: “Ordregivere vil i højere grad bede om dokumentation, der kan efterprøves løbende (fx bemanding, underleverandører, nøgleprocesser, sikkerhed og compliance) – og koble det til konkrete konsekvenser,” skriver hun.
Og så peger hun på noget man ofte overser eller ikke ønsker at tale så meget om, nemlig fokus på overtagelse/exit (og ikke først når det brænder):
“Vi kommer til at se flere kontrakter, hvor der allerede fra start ligger en realistisk plan for, hvordan man skifter leverandør, får data ud, og sikrer drift ved kontraktophør,” skriver hun.
Endelig mener Anja Piening, at tilbudsgiverne godt kan begynde at spidse pennen ift begreber som: Skærpet styring af leverandørkæder og afhængigheder:
“Offentlige kunder vil i højere grad kræve overblik over, hvem der reelt leverer (underleverandører), og hvad der sker, hvis én brik falder ud,” skriver hun.
Endelig rykker kontraktstyring op på ledelsesniveau: Flere vil ifølge Piening organisere samarbejdet med faste governance-møder, klare beslutningsveje, simple KPI’er og tydelige eskalationsspor – fordi det er billigere at styre tidligt end at reparere sent.
“Derudover ser vi også et øget fokus på udbud inden for de helt “bløde” områder – herberger, sociale tilbud og lignende – hvor det bliver interessant at se, hvordan balancen i kontrakterne bliver mellem kvalitet og økonomi: Bliver det en ren spareøvelse, eller bliver kvaliteten i tilbuddene reelt det vigtigste styringspunkt?,” slutter hun.
Kvalitet skal kunne mærkes i borgernes liv
Hos Stine Louise Eising von Christierson, administrerende direktør i Forenede Care, er forventningerne til 2026 tæt knyttet til et opgør med abstrakte kvalitetsbegreber.
“For mig handler målbar kvalitet ikke om aktivitet og hurtige resultater, men om varig effekt for den enkelte borger og for samfundets samlede økonomi.”
Hun ønsker sig, at vi taler langt mere om kvalitet ikke som et abstrakt begreb, men som det, der reelt gør en forskel i menneskers liv. “Hvis vi for alvor vil udvikle velfærden, skal offentlig og privat sektor i langt højere grad turde måle på de samme effekter og bruge forskellene til at lære af hinanden frem for at holde hinanden adskilt,” skriver hun.
Noget af det bedste for Forenede Care i 2025 har ifølge Christierson været samspillet med de kommuner, hvor virksomheden driver plejecentre. Her har man opbygget et meget tæt og tillidsfuldt samarbejde, hvor man udvikler løsninger sammen og på tværs af opgaven.
“Der er ingen lukkede døre, og ledere på tværs af kommunalt og privat kan tale åbent med hinanden. Hvis flere kommuner fik øjnene op for den type samarbejde, tror jeg, man kunne rykke både mangfoldighed, kvalitet og udvikling – fordi man får sparring og perspektiver udefra,” skriver Christierson, men erkender, at der fortsat et stykke vej i
Specialisering og prioritering bliver afgørende
For Christina Grøntved, adm. direktør i Incita – Center for Autisme, bliver 2026 bliver det første år, hvor vi for alvor mærker konsekvenserne af den store beskæftigelsesreform, dvs. milliardbesparelsen.
“Jeg imødeser, at kommunerne vil være (nødt til at) være mere selektive og prioritere benhårdt, når de samarbejder med os, ikke-kommunale aktører med specialistviden om særlige målgrupper, fx autistiske mennesker og mennesker med komplekse udfordringer,” skriver hun og forventer optimistisk, at den udvikling vil være til fordel for de ikke-kommunale aktører med en høj kvalitet og stor erfaring.
Christina Grøntved ser desuden frem til et udvidet partnerskab med kommuner og andre faglige aktører (bosteder, specialskoler mm), fx gennem VISO-systemet, i forhold til at skabe sammenhængende forløb for unge og voksne med særlige behov – så vi i fællesskab skaber forudsætning for “gode overgange”.
Incita genvandt i 2025 VISO-rammeaftalen for specialiseret autisme-rådgivning vedrørende børn og voksne – og Christina Grøntved ser samtidig en stigende efterspørgsel efter autismerådgivning og netop derfor har man styrket virksomhedens rådgivningsafdeling med nye ressourcer.
Samskabelse og teknologi som reformens svar
Fra myndighedssiden peger Louise Vestring, chef for Sundhed og Forebyggelse i Haderslev Kommune, på, at reformerne kræver nye samarbejdsformer – ikke kun mellem offentlige aktører, men også med civilsamfund og private.
“Jeg ser meget frem til mere samskabelse med civilsamfundet og erhvervslivet, så vi i fællesskab kan skabe nye løsninger og viden, som vi som kommunen ikke kan udvikle alene,” skriver hun.
Hun peger bl.a. på nødvendigheden af et fælles fokus på patientrettet forebyggelse i nærmiljøet i kølvandet på sundhedsreformen, hvor kommunen og regionen, med hjælp fra civilsamfundet, samskaber for at reducere indlæggelser, styrke egenomsorg og borgernes værdi i deres liv.
“På den lidt større klinge bliver det rigtig spændende at følge den velfærdsteknologiske udvikling og hvorvidt vi som kommuner kommer til at indgå partnerskaber med private aktører om f.eks. implementering af digitale løsninger, der frigør arbejdskraft,” skriver hun i hendes perspektiv på 2026.
I 2025 har Haderslev Kommune desuden indgået en partnerskabsaftale med Røde Kors i Vojens og med Vision Gram, hvor kommunen og lokale foreninger, organisationer og frivillige ildsjæle er inviteret ind i samarbejdet. Dette forventes fremoverl at skabe en stærkere lokal forankring og åbnet for nye initiativer, der kombinerer offentlige og private ressourcer, lyder det fra myndighedschefen.
Offentlig-privat samarbejde som motor for omstilling
For folketingsmedlem Dina Raabjerg (K), er OPS allerede et centralt redskab – blandt andet i grøn omstilling og industrielle partnerskaber.
Hun peger på, at erfaringerne fra 2025 viser, at samarbejde mellem stat, kommuner og private virksomheder kan accelerere løsninger, når regulering og praksis hænger sammen – og at disse erfaringer bør udnyttes langt mere offensivt i 2026.
“I 2025 lancerede vi det, der hedder ungeløftet. Det er en større indsats, hvor vi over de næste år putter en del penge i, at civilsamfundet, virksomheder og kommuner arbejder sammen om at få de mest udfordrede unge ind i arbejdsfællesskabet,” skriver hun.
Dina Raabjerg betragter 2025 som året, hvor alt blev planlagt og sat i gang. I 2026 skulle vi gerne se, om alle de gode tanker og indsatser kommer til at bære frugt. Projektet løber over otte år. Og 2026 er det første hele år
Hun retter en stor tak til samarbejdet med bl.a. interesseorganisationerne, hvor mange embedsfolk og politikere har et horn i siden på interesseorganisationerne i forhold til deres virke og forsøg på at præge det politiske niveau.
“Men uden det samarbejde, får vi ikke kvalificeret problemstillinger og tryk-testet alle vores ideer. – Det var interesseorganisationer og virksomheder, der i 2025 gjorde mig opmærksom på problemerne med kinesiske komponenter i vores energiøsninger. Vi rejste sagen, og ministeren har lovet mig, at vi får sat ord på hvad der er kritisk sådan helt konkret. Og også hvor/hvilke lande det er okay at købe de kritiske komponenter fra,” skriver hun.
Endelig ser hun tilbage på 2025, hvor hun og andre fik forhandlet 11 nationale industriparker hjem. “Hvis det bliver udnyttet godt nok af kommunerne og virksomhederne, så er det noget, der virkelig har mulighed for at sætte gang i innovationen og elektrificering i de dele af landet, hvor industriparkerne er placeret,” slutter hun.
