Både Region Sjælland og Region Hovedstaden har på det seneste meldt ud, at de sætter ekstra midler ind for at få bugt med lange ventelister.
I Region Hovedstaden har man endda brystet sig af, at ventetiden i gennemsnit ligger under de 30 dage (28) og det skal ses i perspektiv af, at der stadig er områder som knæoperationer, hvor ventetiderne er lange.
I Region Sjælland afsættes 25,5 mio. kr. fra et mindreforbrug til en akut indsats, som betyder, at 7.100 patienter bliver ringet direkte op med tilbud om hurtigere udredning eller behandling – enten på regionens egne sygehuse, i Garantiklinikken eller på privathospitaler.
I Region Hovedstaden har Sundhedsudvalget på tilsvarende vis prioriteret 43 mio. kr. til ventelisteafvikling her og nu – især målrettet knæoperationer og kæbekirurgi – samt yderligere midler i de kommende år for varigt at øge kapaciteten
I begge regioner ledsages udmeldingerne af politiske budskaber om hurtig handling og mærkbare forbedringer for patienterne.
Private ventetider: Uger – ikke måneder
Men ser man uden for det offentlige system, tegner der sig et markant anderledes billede.
Ifølge venteinfor.dk, som samler ventetider fra private og offentlige hospitaler, er ventetiden for en knæoperation i den private sektor typisk:
- 0,5 uge til undersøgelse (se grafik)
- 1,5 uge til selve behandlingen
Det står i skarp kontrast til ventetiderne i det offentlige hospitalsvæsen, hvor patienter i praksis ofte venter mellem 9–14 uger på knæoperationer. (Artiklen fortsætter efter grafikken)
Forskellen på ventetid i den offentlige og private hospitalssektor er til at få øje på. Så snart man bevæger sig over i den offentlige sektor stiger graferne væsentligt som udtryk for den gennemsnitlige ventetid.
Behovet har været der længe
Grafikken rejser et oplagt spørgsmål:
Hvorfor har regionerne først nu – med julepuljer og ekstra bevillinger – valgt at udnytte den private kapacitet i større omfang?
I Region Sjælland er den umiddelbare årsag et mindreforbrug i 2025 og i Region Hovedstaden peger man på et stigende antal henvisninger af patienter til operation.
Men der er ikke tale om en pludselig opstået situation. Regional-Indsigt, har afdækket, at der i sommeren 2025 var den gennemsnitlige ventetid for en knæoperation 46 dage i Region Hovedstaden og kun 196 patienter ud af 838 var blevet behandlet inden for 30 dage.
Sundhed Danmark: Stop-and-go skader patienterne
Hos Brancheorganisationen Sundhed Danmark, der repræsenterer de private hospitaler, kvitterer formand Søren Lunde for, at regionerne nu prioriterer midler til ventelisteindsats, men han retter samtidig en klar kritik af måden, samarbejdet foregår på:
“Vi er naturligvis meget glade for, at regionerne prioriterer midler til at nedbringe ventetiden for patienterne. Det er positivt, at man ønsker at udnytte den kapacitet og ekspertise, som de private hospitaler står klar med,” siger han til OPS-Indsigt.
Ifølge Sundhed Danmark har vi dog grundlæggende brug for at nedbryde den kunstige skillelinje mellem det offentlige og det private og i stedet sætte patienten i centrum.
For patienterne er det nemlig underordnet, om behandlingen foregår i offentligt eller privat regi – det afgørende er kort ventetid og høj kvalitet.Men ifølge Sundhed Danmark er indsatsen for svingende:
“Det er ærgerligt, når regionerne arbejder med en stop-and-go-tilgang, hvor henvisningerne til private hospitaler kan svinge markant, afhængigt af hvilke puljer der er afsat. Med et mere stabilt og forudsigeligt patientflow kan vi skabe et bedre samarbejde og sikre mere smidige overgange mellem det offentlige og det private,” slutter Søren Lunde.
Ventetid som styringsproblem – ikke kapacitetsmangel
Tager vi de analytiske briller på og ser det i et OPS-perspektiv, tegner der sig et gennemgående mønster i de to regioner i Østdanmark:
- Ventelisterne vokser i løbet af året
- Regionerne holder igen med henvisninger til private
- Et mindreforbrug eller en økonomirapport frigør midler
- Og først derefter sættes der massivt ind med private løsninger
Samtidig viser ventetiderne på “venteinfo.dk”, at kapaciteten reelt har været til stede i den private sektor – også før julepuljerne blev åbnet.
Dermed fremstår de aktuelle indsatser mindre som et udtryk for akut kapacitetsmangel og mere som et styrings- og prioriteringsproblem, hvor patienterne i perioder må vente i det offentlige, selv om hurtigere behandling var mulig andre steder.
Når regionerne nu markedsfører indsatserne som en slags julegave til patienterne, rejser der sig mere principielle spørgsmål:
Kunne en del af ventetiden være undgået, hvis samarbejdet med private hospitaler havde været mere stabilt igennem året, og hvordan står det lige til med information om patienternes frie valg?
