Det er efterhånden blevet et velkendt ritual: En rapport lander på bordet, tallene er bekymrende, og inden for timer går tyverialarmen i kommunale kontorer, fagforbund og store dele af medielandskabet. For et par uger siden var det Vive – Denne gang er det Hvidvasksekretariatets kvartalsrapport, der viser, at 46 ud af 301 kommercielle sociale botilbud, har fået mindst fem underretninger om mulig mistænkelig økonomi.
Og straks lød sirenen.
Læs også: Hvidvaskrapport skaber bølge af reaktioner
KL’s socialudvalgsformand kaldte tallene “helt uhørte” og pegede på risikoen for kriminalitet på linje med pizzeriaer og nedrivningsfirmaer. FOA gik endnu længere og talte om “systematisk hvidvask” og “udnyttelse af samfundets mest sårbare”. Socialpædagogerne erklærede, at der var tale om “et strukturelt problem”, og at profit skulle begrænses.
Der er kun ét problem: Intet af dette står i rapporten.
Rapporten siger alene, at underretninger er mistanker, der ikke kan afkræftes. Ikke beviser. Ikke kriminalitet. Ikke domme. Ikke svigt.
Læs også: Hvidvasksekretariatets rapport om botilbud: Fakta – og hvad der ikke står i den
Men alligevel eksploderede alarmsamtalen hurtigere end nogen kunne nå at læse, hvem rapporten egentlig handlede om — eller hvad den ikke handlede om.
Hvad der ikke blev sagt:
Midt i larmen overså de fleste én væsentlig detalje: Rapporten handler udelukkende om kommercielle, CVR-registrerede botilbud:
- Ikke om selvejende institutioner.
- Ikke om fondsdrevne tilbud.
Alligevel bredte flere reaktioner sig ud, som om hele “det private velfærdsmarked” stod i brand.
Når KL, FOA og Socialpædagogerne breder kritikken ud til hele den private del af sektoren, ignorerer de, at rapportens blindvinkel: Store dele af oplysningerne til Hvidvasksektariatet kommer fra KL:
“Hvidvasksekretariatet har på baggrund af egne data og oplysninger fra Kommunernes Landsforening (KL) undersøgt..” står der i rapporten.
Det er bemærkelsesværdigt, at når KL har været så tæt på indsamlingen af data, at man lige har glemt de fondsdrevne og kun husket de kommercielle. Særligt taget i betragtning af, at vi her på redaktionen ved, at der i den del af sektoren også findes udfordrede tilbud på det her felt.
Det er komplekst, lyder det fra NSK
Det betyder ikke, at rapportens tal ikke er alvorlige. Det er de. Men de er selektive, og de siger kun noget om én del af markedet.
Man kunne i den sammenhæng stille sig selv spørgsmålet, hvorfor reagerer vores politi tilsyneladende ikke, hvis det er så stort et problem? – Det hænger bl.a. sammen med – så vidt vi er informeret – prioritering af offentlige ressourcer. En lille sag på en halv million i hvidvask kræver næsten samme indsats som en meget større sag.
Men nu ved vi rent faktisk ikke, hvor stort det her er – underretninger er jo ikke det samme, som dokumenterede kriminelle hændelser.
Alligevel blev data fra denne rapport brugt som bevis for et stort generelt problem — selvom ingen endnu har dokumenteret det, fordi ingen har undersøgt det fulde felt.
Det vi til gengæld ved er, at feltet er meget komplekst, for i en opringning til OPS-Indsigt fra den Nationale enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) hedder det, at det vil tage noget tid at svare på vores spørgsmål på grund af kompleksiteten. – så det gør vi så – venter.
Når fingerpegeriet starter, stopper selvrefleksionen
Det andet mønster, der gik igen i reaktionerne, var behovet for at pege væk fra sig selv.
- KL pegede på staten og krævede flere redskaber.
- FOA pegede på profitten.
- Socialpædagogerne pegede på strukturen.
- Kommentatorer på sociale medier pegede på revisorerne, politiet og socialtilsynene.
Men stort set ingen pegede på det ansvar, der ligger tæt på:
Det fælles ansvar for sammen at opbygge standarder, der forhindrer, at useriøse aktører overhovedet kan slippe ind på markedet.
For hvad hjælper det at råbe “tyv!”, hvis døren stadig står åben?
Og så alligevel – nogen har forsøgt sig med at sætte en lås i døren. LOS er nemlig umiddelbart den eneste organisation, der dokumenteret har:
- indført screeningsproces af nye medlemmer
- ekskluderet medlemmer,
Læs også: Efter hvidvaskrapporten: Kommunal topchef kræver svar fra branchen
Det er ikke perfekt — men det er selvjustits og de eller andre kan naturligvis ikke gøre det alene, men hvis tyverialarmen er så sensitiv, som den tilsyneladende er, skaber man en støj, der næppe gør området attraktivt at arbejde på. – For dem der har ærlighed i sjælen.
Se blot på ældreområdet her har vi de sidste 5 – 10 år hørt en anden type alarm, hvor støjen hele tiden indeholdt det budskab, at kvaliteten var dårlig og minutstyringen stod i vejen for medarbejdernes faglige frihed.
Spørg en leder af hjemmeplejen, om den form for alarm har gjort det lettere at rekruttere til området?
Konklusion: Mindre alarm – mere konstruktion
Hvis de næste hvidvaskrapporter blot bliver en anledning til at råbe “tyv!”, uden at nogen faktisk skruer metaldørene på hængslerne, bliver vi ikke klogere.
En underretning er ikke en dom. – En branche er ikke en forbryder. – Og en rapport uden selvejende og måske endda kommunale tilbud er kun en del af billedet.
Den kommunale tyverialarm kan ringe nok så højt — men den stopper intet i sig selv.
Skal vi videre, kræver det blandt andet, men ikke udelukkende, for listen bliver hurtig lang, når du tænker efter. I udgangspunktet kan man derfor overveje: uafhængig certificering af ledelse og revisorer, handling hos myndighederne, samt erkendelse af egen andel af ansvaret, for nu blot at nævne et par stykker.
Indtil det sker, er der desværre stor risiko for, at alarmklokken bliver ved med at ringe. Og hver gang vil vi stå i samme situation:
- Mere larm.
- Mindre læring.
