Velfærdsteknologi bliver år for år fremhævet som en af de mest nødvendige løsninger på det pres, kommunerne står overfor. Man skulle derfor tro at udbredelsen af nye teknologier buldrede derudaf.
Men nej – en nye undersøgelse blandt kommunerne fra CareNet og Danish.Care viser, at billedet næsten ikke flytter sig. Implementering er fortsat den største barriere. Tid er fortsat en knap ressource. Potentialet er fortsat kun delvist indfriet.
Vi er dykket ned i undersøgelsen og her viser vores analyse, at det skaber et paradoks: Teknologien modnes – men kommunernes evne til at absorbere den gør ikke.
Samtidig vokser personalemanglen og budgetpresset. Det tegner et scenarie, hvor kommunerne kan stå over for en egentlig ketchupeffekt: Et tidspunkt, hvor behovet for velfærdsteknologi eksploderer – men hvor organisationerne er mindst i stand til at implementere den.
“Tiden er altså inde til, at vi som samfund, nu, for alvor tager skeen i den anden hånd og får skabt rammerne for, at bedre implementering og ibrugtagning kan lade sig gøre, hvilket vi samstemmende hører fra både regeringen og det samlede økosystem for velfærdsinnovation”, lyder det fra Anders Lyck Fogh-Schultz, som er netværksleder i CareNet og chefkonsulent i Danish.Care.
Behovet for teknologi vokser – men implementeringskraften falder
Fire tal fra årets undersøgelse viser problemets kerne i kommunerne:
- 84 % forventer større indsats med velfærdsteknologi de kommende år
- 98,7 % ser tid som en barriere for implementering
- 50,6 % angiver implementering i praksis som største udfordring
- 48,7 % mener, at teknologien kun ”i mindre grad” har indfriet sit potentiale
Kommunerne vil mere – men kan mindre. Det er en klassisk opskrift på politisk og organisatorisk overophedning: Ambitioner uden kapacitet.
Og når tiden mangler, rammer kommunerne det største paradoks i undersøgelsen:
Implementering kræver tid – teknologien skal netop skaffe tid.
Personalemangel som accelerator – og stopklods
70 % af kommunerne oplever problemer med at rekruttere SOSU-medarbejdere, og 96 % forventer mangel på hænder i de kommende år. Det skaber samtidig en villighed til at bruge mere teknologi: 92 % overvejer det.
Men her opstår ketchupeffektens kerne:
- Teknologien bliver mere nødvendig, jo færre hænder der er
- Men implementeringen afhænger af – netop – hænder
Jo længere kommunerne venter, jo sværere bliver det at indføre de løsninger, som skulle afhjælpe netop den personalemangel, man allerede mærker.
Det bliver et strategisk tidstab, hvor teknologien først for alvor vælter ind, når man ikke længere har personale til at få den i drift.
Hvorfor sker der så lidt – når alle ved, det er nødvendigt?
At tallene er næsten identiske med tidligere års undersøgelser, er ikke tilfældigt. Det afspejler fire strukturelle forhold, der holder udviklingen tilbage:
1. Kommunerne er fanget i et organisatorisk catch-22
Man mangler tid til at implementere teknologien, der skal skabe tid. Det fører til små piloter, forsigtige indkøb og manglende skalering.
2. Organisatorisk modenhed stiger langsommere end teknologien
Robotter, sensorer og AI udvikles i måneders tempo. Kommunernes ledelsesstrukturer, arbejdsgange og kompetencer ændres i årenes tempo. Hullet mellem de to bliver større for hvert år.
3. Manglende national koordinering
Kommunerne står alene med test, drift og implementering. Der er ingen nationale standarder for fx dokumentation, integration, datamodel eller gevinstrealisering. Resultatet er, at 98 kommuner hver især opfinder deres egen model – langsomt og fragmenteret.
4. Velfærdsteknologi er en intention – ikke en prioritet
97,6 % mener, at teknologi er vigtig for at fastholde velfærden. Men økonomi er stadig en topbarriere, og driften æder innovationskapaciteten. Det skaber et ”intention gap” mellem det politikerne ønsker, og det organisationen kan levere.
Leverandørmarkedet risikerer også at blive ramt
Mens kommunerne kæmper med tiden, rykker leverandørmarkedet fremad med stor fart:
- sensor- og monitoreringsløsninger modnes
- AI til ruteplanlægning, dokumentation og triagering udvikles eksplosivt
- robotteknologier bliver billigere og mere driftssikre
Markedet står snart klar med en lang række anvendelige løsninger – som kommunerne ikke har kapacitet til at løfte. Risikoen er, at efterspørgslen pludselig stiger markant, og at leverandørerne skal levere i klumper, fordi kommunerne efterspørger det samme på samme tid.
Hvis kommunerne skal undgå at drukne i et ”teknologisk efterslæb”, kalder situationen på en anden OPS-logik end den, vi har været vant til:
- flerårige samarbejder frem for korte pilotprojekter
- national standardisering frem for lokale skræddersyninger
- faste implementeringsmodeller i stedet for ad hoc-forsøg
- fælles finansiering eller investeringspuljer for implementeringskapacitet
- partnerskaber hvor leverandørerne tager større ansvar for drift, oplæring og gevinstrealisering
Strukturel stilstand øger risiko for ketchupeffekt
Med andre ord: Implementeringskapacitet skal ikke alene være en kommunal byrde. Vi befinder os med andre ord i en situation, hvor stilstanden er ikke passiv – den er strukturel.
Når kommunerne år efter år svarer det samme i undersøgelsen, er det ikke udtryk for manglende vilje. Det er udtryk for, at teknologien udvikler sig hurtigere end organisationerne, men samtidig æder personalemanglen innovationskapaciteten.
Endelig mangler der fælles standarder og national koordinering, samtidig med at tid er blevet den mest begrænsede ressource i velfærdsstaten
Det er sandsynligvis først, når presset bliver akut – når hænderne er væk, og budgetterne stramme – at teknologien for alvor vælter ind. Det er netop dér, ketchupeffekten rammer. – Hvordan vi reagere er et ubesvaret spørgsmål, men vi må håbe, at vi kan finde styrken fra corona, hvor meget lykkedes til trods.
