Ældreområdet har for første gang modtaget en omfattende analyse baseret på 18 parametre udviklet i samarbejde med 3 forskere og ni kommunale topchefer.
Den landede smukt med kommunalvalget lige om hjørnet i sidste uge, hvor ældreområdet er blevet italesat som et af valgkampens vigtigste emner. Det er ganske enkelt smart af NB-Ældre, som står bag undersøgelsen og de er ikke alene om at sende deres undersøgelse af ældreområdet på markedet midt i valgkampen. I denne uge fik vi resultatet af Danmarks bedste plejehjem, der blev afholdt for femte gang af Danske Seniorer.
Den undersøgelse er relativt let tilgængelig og minder mere om en rigtig konkurrence, hvor de nominerede ud fra årets fokus kan blive stemt ind af medlemsbasen hos Danske Seniorer.
Hos NB-Ældre er der tale om en mere omfattende kortlægning, hvor de har gennemgået landets 98 kommuner ud fra 18 forskellige indikatorer. Her er konklusionen klar, i forhold til hvilke kommuner der står bedst med ældreplejen, men når man dykker ned i de bagvedliggende data, er det samtidig tydeligt, at undersøgelsen er mere kompleks, end ranglisten om at være Danmarks bedste kommune umiddelbart antyder.
Undersøgelsen har næsten naturligvis fået en del kritik ude i kommunedanmark og det vender vi tilbage til.
Offentlige bias
For hvis vi fokusere på undersøgelsen i et OPS-Perspektiv, så vil man få et billede af kompleksiteten, herunder også et par af de misforståelser og udfordringer der lige popper op, når man læser ind i undersøgelsens datamateriale.
Der er særligt to elementer, der springer i øjnene.1) ingen tilstedeværelse af private aktører i det ekspertudvalg, der har medvirket til at udvikle og vægtet parametre. 2) håndteringen af frit valg.
Under udviklingen af de 18 parametre som ligger til grund for den relative komplicerede vægtning, der til sidst medvirker til den score, som den enkelte kommune får ift de enkelte parametre, har NB Ældre inviteret tolv eksperter ind. – Tre forskere og ni kommunale topchefer.
Den konstalation giver en offentlig og myndighedsmæssig bias i en del af grundarbejdet, som man kunne have undgået, hvis man havde inddraget privatsektor-erfaring al den stund, at op mod 45 procent af borgerne der modtager hjemmepleje og tæt på 20 procent af dem der bor på plejehjem, befinder sig i hænderne på en ikke-kommunal aktør.
Og vi ved, at virkeligheden bare ser anderledes ud blandt de private leverandører.
Leverandørtyper vejes på samme skål
Der hvor det bliver virkelig interessant i et OPS-perspektiv, er, når vi ser på nogle af de to parametre, der direkte omhandler frit valg. Det ene drejer sig om antallet af leverandører i den enkelte kommune og her tæller det højt, at man har flere leverandører.
Det betyder, at en kommunen som fx har to madleverandører, to indkøbsleverandører, fire til praktisk hjælp og ingen private til personlig pleje,- ( i alt 8) scorer højere end en kommune, der har 6, hvoraf den ene er en privat leverandør, der levere personlig pleje.
Pointen er her, at typerne af leverandører er blandet sammen og det er et problem. For med det fokus der har været det sidste år på pleje, (Helhedspleje) så kan en kommune godt ligge fint på parameteren for antallet af leverandører, selvom man har svært ved at opfylde lovens krav om valgfrihed på pleje.
Og det giver alt andet lige en skæv scoring ift det frie valg.
Bonuspoint for færre leverandørskift
Det paradoksale på det her felt om frit valg er, at det er godt med flere leverandører som borgeren kan vælge imellem, men borgerne skal helst ikke benytte sig af det og skifte leverandør. Man har decideret langt en antagelse ind i undersøgelsen, hvor et skifte er udtryk for en utilfredshed med det eksisterende. Det vil sige et leverandørskift er udtryk for dårlig ældrepleje.
Med andre ord, mindre brug af frit valg giver kommunen bonuspoint. Og de bonuspoint er langt flere end, hvis du har mange leverandører, det viser den vægtning, der ligger bag scoren.
Det er lige her, man godt kunne have benyttet sig af dels noget historik, dels erfaring fra den private del af ældreplejen.
Hvis vi skruer tiden tilbage til slutningen af 90-erne, hvor vi var nogle stykker der lagde grundstenene for frit valg, så var der to ting der spillede ind.
Markedstænkning og frisættelse af borgerens ret til selv at vælge præcis, når de ville og hvad de ville ud af markedets muligheder. Her sigtede vi mod et diverst og dynamisk marked, hvor det at vælge til og fra var kvalitetsfremmende og tilfredshedskabende, modsat et låst marked, hvor borgerne har få eller ingen muligheder for at bevæge sig.
Det handlede naturligvis også om et opgør med en dårlig kommunal hjemmepleje, hvor man troede, at ved konkurrence ville vi forbedre den kommunale hjemmepleje, det man ikke kunne opnå via management-mekanismer (ledelse og styring).
Overser frihedseffekten
Pointen her er, at konkurrence medfører skift og jo mere konkurrence, jo større mulighed for skift. Vi ser det inden for detailhandel – de byer der kun har en brugsforening har et hav af problemer, hvor kunderne søger derhen, hvor der er flere valgmuligheder.
Når man skifter mellem Brugsen, Føtex og Netto er det ikke et udtryk for utilfredshed, men i høj grad et udtryk for leverandørernes tilbud kombineret med borgerens selvbestemmelse og frihed til, at vælge det man lige nu synes, er det man vil have.
I Greve, Græsted-Gilleleje og Gribskov Kommuner, hvor undertegnede har været myndighedschef, lavede vi i 90-erne og nullerne jævnligt tilfredshedsundersøgelser og her var der ingen stor sammenhæng mellem utilfredshed og leverandørskifte. De meget tilfredse borgere skiftede også leverandør og var måske netop tilfredse, fordi de gjorde det, og ikke blev fastholdt i en gammeldags forståelse af, at man skulle blive ved sin leverandør.
Så i et OPS-perspektiv skal man nok justerer undersøgelsen en anelse.
Nye undersøgelser bliver altid kritiseret
Det skal understreges, at frit-valgs-mekanismen fylder ikke meget i undersøgelsen foretaget af NB Ældre, ligesom de to parametre vi har taget ud i denne kommentar.
Det betyder, at data for de her parametre ikke rykker så meget i den samlede placering af kommunerne og det er måske i sig selv en iagttagelse, der er værd at bemærke efter, at vi nu i flere år har talt om frisættelse og haft en Ældreminister, der nok er den minister, der flest gange har brugt udtrykket frit valg.
Det som her til sidst er særligt værd at bemærke, er, at hver gang vi får en ny type undersøgelse, der piller i kommunerne, så får den voldsom kritik ude i kommunerne. Spørg bare i Dansk Industri, da man lancerede Danmarks mest erhvervsvenlige kommune for godt femten år siden.
De første mange år blev undersøgelsen jævnligt kritiseret, bl.a. for det elevatorpres medierne satte på kommunerne, når de gik op og ned i score.
Hos vores søstermedie Regional-Indsigt har vi også set på undersøgelsen i et regionalt perspektiv og her har man lagt en anden vinkel, hvor man ser på, hvordan regionerne i de kommende sundhedsråd potentielt kan anvende data fra undersøgelsen som udgangspunkt for dialog med kommunerne.
