Mens Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) lover handling i en sag om indkøb af lægevikarer uden om EU`s udbudsregler for godt 23 millioner kroner det sidste år, så har branchedirektør i Dansk Erhverv Morten Jung svært ved at se effekten af regionsrådsformandens forslag.
Regionsrådsformanden i Region Hovedstaden har over OPS-Indsigt tilkendegivet, at han til september, medens vi lige nu skriver juni, vil sætte en stopper for den ulovlige trafik ved at indfører et vikarstop i forhold til brug af lægevikarer på det somatiske område i regionen.
Læs også: Regionsrådsformand overrasket over manglende udbud: “Reglerne skal følges”
“Hvordan har de forestillet sig, at en kæmpe region med et dokumenteret forbrug på over 23 millioner kroner til lægevikarer det sidste år, skal kunne komme en prop i hullet med et vikarstop? – Det lyder helt absurd. De har jo ikke ageret lovligt,” siger Morten Jung til OPS-Indsigt.
Kan anvende hasteprocedurer
Han understreger, at regionen uden problemer kan anvende en hasteprocedure for udbud.
En hasteprocedure er en undtagelsesregel i forbindelse med et udbud, der kan bruges, når der er et akut behov for at indgå en kontrakt, og her kan den normale tilbudsfrist på 30 dage forkortes til 15 dage. Det kræver dog, at det vurderes absolut nødvendigt.
“Mit budskab er her: Se nu bare at få lavet det udbud. Det kan godt være lidt vanskeligt, men få det nu bare gjort. I princippet kan de lave copy-paste af det udbud, de har gennemført i Region Sjælland. Leverandørerne står helt sikkert klar til at byde,” siger Morten Jung til OPS-Indsigt.
I leverandørfeltet er Christian Hansen, direktør i VikTeam, der netop har vundet store dele af Region Sjællands lægevikarudbud godt tilfreds med Lars Gaardhøjs udmelding, hvis den føre til et udbud i Region Hovedstaden:
“Vi er glade for, at sagen har fået regionens opmærksomhed. Vi ser frem til, at der bliver lavet et udbud, så vi har mulighed for at byde ind på opgaverne,” siger Christian Hansen, da OPS-Indsigt taler med ham søndag.
Det ser ikke godt ud for regionen
Sagen handler ikke kun om manglende konkurrenceudsættelse. For i branchen er der nemlig opstået et principielt problem, idet en overlæge på et af regionens hospitaler er medejer af det selskab, som uden udbud – aktuelt har fået langt de fleste opgaver med at dække vikarudfordringen inden for somatikken i Region Hovedstaden.
Sidste år fakturerede virksomheden – SurgiTeam – Regionen for næsten for 60 pct. af regionens udgifter til lægevikarer i somatikken.
“Det ser ikke godt ud, når der sidder en offentlig ansat overlæge, som ovenikøbet arbejder på et af de sygehuse, der køber vikarer ind og oven i sin egen løn fakturaer regionen. Det er grotesk,” siger Morten Jung.
Han køber heller ikke regionsrådsformandens forklaring med, at det er uproblematisk, fordi den pågældende overlæge ikke deltager direkte i bestillingerne af lægevikarerne.
Advokat og forvaltningsekspert Anja Piening har tidligere stillet sig kritisk over for den måde det foregår på og peget på, at regionen har en udfordring, når kollegaer til den pågældende overlæge begynder at “bijobbe” i overlægens virksomhed.
“Man kunne jo sådan set godt have mistanke om, at det var det, der skete her, hvor regionen har entreret med en virksomhed, som er ejet af en overlæge, der er ansat i regionen,” har hun tidligere sagt til OPS-Indsigt.
Læs også: Region forsvarer millionindkøb uden udbud – Ekspert kalder forklaringen noget vrøvl
Baggrund:
Region Hovedstaden har de seneste mange år, viser data som OPS-Indsigt har adgang til, købt lægevikarydelser for langt over tærskelværdien for Light-regimet på 5,6 mio. kr. uden at udbyde opgaverne. Ifølge regionen skyldes det kompleksiteten i somatikken og de mange specialer, men flere jurister og branchefolk vurderer, at argumentationen ikke holder.
Regionen har nu annonceret et vikarstop fra september, men det er uklart, hvordan der skal skabes lægekapacitet uden at risikere mangel på lægedækning.
Dansk Erhverv understreger, at der findes lovhjemlede hasteprocedurer, som kan bringes i anvendelse:
“Hvis regionen virkelig vil have orden i penalhuset, kan de inden udgangen af sommerferien have et udbud klar,” siger Morten Jung.