Når Fonden Incita for tiende gang præsenterer sin årlige arbejdsgiveranalyse, er det ikke bare en statusopgørelse – det er en temperaturmåling på, hvordan det står til med ambitionen om et rummeligt arbejdsmarked. Og 2025-udgaven tegner et billede, der både rummer håb og hæmsko.
Analysen bygger på 578 svar fra små og mellemstore virksomheder i Region Hovedstaden og Midtjylland – virksomheder, som ofte fungerer som beskæftigelsespolitikkens frontlinje, når det handler om at inkludere mennesker med nedsat arbejdsevne, psykiske lidelser eller funktionsnedsættelser.
Når arbejdsgiverne i undersøgelsen skal pege på, hvad der vejer tungest ved en ansættelse på særlige vilkår, er svaret klart: Motivation, mødestabilitet og en positiv indstilling.
Faktisk angiver blot 11,8 %, at det vigtigste er kompetencerne, når der skal indgås aftale om en praktik til et menneske med særlige behov. Ved lønnet ansættelse nævner kun 38,6 % kompetencer som vigtigst – det er lavere end motivation (29 %) og mødestabilitet (13,1 %) tilsammen.
”Det viser at motivation slår eksamensbeviset,” lyder det fra Incitas direktør Christina Grøntved i en pressemeddelelse, hvor hun samtidig peger på, at alt for mange fortsat sorteres fra uden at få en chance.
Vi har læst analysens 58 sider igennem beskæftigelsesbriller – og med et blik for potentialet i offentligt-privat samarbejde og her springer fire hovediagttagelser i øjnene:
Rummelighed, muligheden for fastansættelse, behovet for virksomhedsstøtte og et uudnyttet potentiale.
Rummeligheden er stabil – men ikke i vækst
Der er fortsat virksomheder, som åbner døren for fleksjobbere, praktikanter og småjobbere. Men data fra de seneste ti år viser, at udviklingen står stille. Inklusionsviljen er til stede – men er også skrøbelig. Det er ikke nye grupper, der inkluderes; det er de samme mekanismer, der fortsætter i en slags stilstand.
“Hver tredje arbejdsgiver siger direkte, at det ville være nemmere at ansætte mennesker på særlige vilkår, hvis det administrative var lettere. 21,6 % peger på, at det er svært at finde kandidater – og næsten 18 % ønsker bedre adgang til støtte og sparring undervejs,” lyder det fra Christina Grøntved.
Man tager altså gerne imod, hvis virksomheden har overskud og passende opgaver – men det er ofte en undtagelse, ikke en regel og det indikerer, at det rummelige arbejdsmarked hviler på et grundlag af lokal velvilje snarere end strukturelle drivkræfter. Og det gør det sårbart.
Praktik og løntilskud fører sjældent til fast ansættelse
Et af de mest markante fund i rapporten er, at mange virksomheder tager imod borgere i praktik eller løntilskud uden at se det som en vej til fastansættelse. Kun en mindre andel (14 pct) angiver rekruttering som motiv og den andel har været faldende de seneste år.
Langt de fleste (54 pct) tænker i at man gerne vil hjælpe personen videre, men altså ikke, nødvendigvis som fastansat når eksempelvis praktikken er overstået.
Det sætter spørgsmålstegn ved beskæftigelsessystemets præmis: At midlertidige indsatser skal føre til varig tilknytning. I praksis bliver mange forløb snarere et stop end en start.
Her opstår en diskussion om, hvordan jobcentre og socialøkonomiske aktører som Incita kan styrke overgangen fra praktik til job, fx gennem klare målsætninger, opfølgning og fleksibel tilpasning til virksomheden.
Virksomhederne vil gerne – men mangler støtte og struktur
En gennemgående frustration blandt arbejdsgiverne handler om samarbejdet med det offentlige. Mange nævner, at de ikke bliver kontaktet proaktivt, at der er for lidt opfølgning, og at de oplever det kommunale system som ufleksibelt. Samtidig udtrykker flere, at de ikke kender til relevante støtteordninger som personlig assistance eller hjælpemidler.
”Vi har ikke opgaver nok til det giver mening. Ingen gider feje gulv hele tiden,” lyder en kommentar.
Gennemgående vil mange gerne tage flere ind, men det er et ressourcespørgsmål.
Unge med autisme rummer et uudnyttet potentiale
En af de mest positive iagttagelser i rapporten handler om virksomhedernes erfaringer med unge med særlige behov og personer med autisme. Her fremhæves blandt andet:
- Høj mødestabilitet, Loyalitet og grundighed og Særlige kompetencer (fx systematik, detaljesans)
Men potentialet realiseres kun, når arbejdsgiveren kan tilbyde struktur, forudsigelighed og støtte – og det kræver enten viden eller hjælp udefra. Flere peger på behovet for tilknyttede støttepersoner, bedre viden om målgruppen og mulighed for afprøvning i praksis.
Det oplagte svar er partnerskaber. Her har Incita – og lignende aktører – en rolle som vidensbro og implementeringspartner for både kommune og virksomheder.
Incitas jubilæumsrapport er ikke blot en status. Den er en påmindelse om, at den rummelige beskæftigelse kræver mere end gode intentioner: Den kræver systematisk støtte, strukturerede partnerskaber og en større investeringsvilje fra myndighederne.
I en tid hvor både manglen på arbejdskraft og behovet for social bæredygtighed er i fokus, er spørgsmålet ikke, om vi har råd til at inkludere – men om vi har råd til at lade være.
