Kommunale indkøb på hjælpemiddelområdet er komplekse og ofte fejlbehæftede, når det kommer til skelnen mellem leverandøraftaler og prisindhentninger.
Den oplevelse møder vi ofte på redaktionen, når vi taler med leverandørfeltet, men hvad betyder det egentligt?
Det spørgsmål har vi stillet advokat og stifter af NP advokater Anja Piening.
“Det handler ikke om at forstå juraen, men om at forstå baggrunden for juraen,” sige hun indledningsvist, da vi møder hende.
Vigtigt at skelne mellem udbud og prisindhentning
Når vi bevæger os ind på hjælpemiddelområdet, er det vigtigt, at hold tungen lige i munden rent juridisk.
Ifølge servicelovens § 112, stk. 2, skal kommuner indgå leverandøraftaler gennem udbud. Dette sikrer gennemsigtighed, konkurrence og overholdelse af EU’s udbudsregler. Den type af aftaler indebærer, at kommunen vælger en fast leverandør, som kan levere hjælpemidler til borgere, der ikke via borgerens frie valg vælger en anden leverandør.
Derimod er prisindhentning efter servicelovens § 112, stk. 3, en proces, hvor kommunen udelukkende skal skaffe sig viden om markedspriser for at fastsætte det beløb, der bevilges til en borger for et specifikt hjælpemiddel. Prisindhentning indebærer ikke en fast aftale med en leverandør.
Problemet opstår, når disse to processer forveksles.
“Hvis kommunen bruger sin leverandøraftale eller sin prisindhentning til at styre, hvilke hjælpemidler der kan bevilliges, er der stor sandsynlighed for, at borgeren ikke får det lægefagligt ’bedst egnede og billigste hjælpemiddel’, men derimod det, som fremgår af kommunens sortiment,” understreger Anja Piening.
Hun peger samtidig på, det ikke blot kan være til skade for borgerens sundhed, men kan også resultere i større samfundsudgifter på lang sigt.
Konsekvenser for borgere og leverandører
Men hvad sker der egentligt, hvis kommuner sammenblander udbud og prisindhentninger?
Udfordringerne opstår, når kommunale indkøbere ikke korrekt identificerer, hvornår en transaktion falder ind under udbudsreglerne, og hvornår der blot er tale om en prisindhentning for at etablere retvisende benchmark-priser.
Eksempelvis, når borgeren ønsker at benytte sig af det frie valg.
”Her skal man være opmærksom på, at prisindhentninger ikke har til formål at føre til en leverandøraftale, men derimod at give kommunen et grundlag for at vurdere, hvor mange penge de skal bevillige til borgerens indkøb af specifikke hjælpemidler,” siger Anja Piening.
Konkret udmønter det sig i tre problemer: Økonomisk ineffektivitet, reduceret retssikkerhed og markedsforvridning.
Økonomisk ineffektivitet: Kommunerne ender ofte med, at prisindhentninger bliver ”tildelt” til en leverandør, som har den ”samlet set billigste pris”, som var det et udbud, hvilket ikke giver mening ved en prisindhentning i en konkret sag, hvor man blot skal afdække, hvilket beløb der bevilliges til borgeren.
Her bliver det ifølge Anja Piening, særligt udfordrende, hvis kommunen i forvejen har en udbudt leverandøraftale og anvender gennemsnitsbetragtningerne ift til en prisindhentning, da der ofte på en tilbudsliste kan optræde produkter, der er prissat til overpris, hvor den enkelte pris drukner i det samlede billede.
Mindre retssikkerhed: Borgerens ret til frit valg af hjælpemiddel bliver begrænset, hvis kommunen henviser til en ”kommunal leverandør”, når der ikke er sket en konkurrenceudsættelse, men kun er foretaget en prisindhentning.
Markedsforvridning: Leverandører risikerer at blive presset ud af markedet, hvis kommuner indirekte favoriserer bestemte virksomheder via udbud ved at lade deres ”samlet set billigste pris” gælde ved en konkret prisindhentning, frem for, at man anvender prisen opgjort på tilbudslisten.
Forståelsen af baggrunden for juraen
For at løse disse udfordringer er det afgørende, at kommunale indkøbere ikke blot forholder sig til juraens teknikaliteter, men også forstår formålet bag reglerne. Anja Piening understreger, at juridiske bestemmelser i serviceloven er designet til at beskytte borgernes rettigheder og sikre, at de får det mest egnede hjælpemiddel.
”Hvis kommunerne fokuserer udelukkende på at reducere udgifter frem for at sikre borgernes behov, undergraves lovens egentlige intention,” siger hun.
Ved at forstå baggrunden for juraen kan kommunerne undgå at lade administrative procedurer styre borgernes valg. Det er afgørende, at beslutninger om hjælpemidler først og fremmest træffes af fagpersoner, og at prissætning sker på en måde, der sikrer fair konkurrence og gennemsigtighed.
Klarhed, uddannelse og politisk opbakning
For at rette op på den type af fejl er der behov for en mere konsekvent tilgang til kommunale indkøb. Følgende tre tiltag kan være afgørende, lyder det fra Anja Piening:
- Uddannelse af kommunale indkøbere: Kurser og vejledninger skal sikre, at indkøbere forstår forskellen mellem udbud og prisindhentning, og hvordan de korrekt implementerer begge processer.
- Standardiserede procedurer: Udvikling af tjeklister og retningslinjer kan minimere fejl og sikre, at hver proces følges korrekt. Dette vil også hjælpe med at beskytte borgernes retssikkerhed.
- Politisk og ledelsesmæssig opbakning: Kommunernes indkøbspolitik skal være fokuseret på borgernes behov og ikke på kortsigtede besparelser.
Som Anja Piening påpeger: “Hvis en kommunal sagsbehandler får at vide, at de skal bevillige det bedst egnede og billigste hjælpemiddel, men samtidig får at vide, at de bliver målt på besparelser, så er det lige så sikkert som ammen i kirken, at det primært er besparelserne, der bliver fokuseret på.”
Ved at sikre, at kommunale indkøb gennemføres korrekt, kan vi skabe en mere gennemsigtig og effektiv offentlig sektor. Borgerne vil modtage de hjælpemidler, de reelt har brug for, markedet vil forblive fair for leverandører, og kommunens ressourcer vil blive anvendt på den mest optimale måde.
En konsekvent og retfærdig praksis vil ikke blot gavne den enkelte borger, men hele samfundet.
