Langt det meste af et moderne skibe består i dag af stål og 80 pct. af de udtjente skibe bliver ophugget under forfærdelige forhold. Ifølge mediet Shippingwatch er Bangladesh fortsat rederiernes foretrukne skrotdestination, men nu har en gruppe iværksættere via AI og moderne teknologi, tænkt at revolutionere skrotindustrien.
“Vi er ligesom sat i verden for at skabe en ægte cirkulær fremtid og for at man kan det må man have fuld transparens. Sporbarhed og transparens er nøglen i den cirkulære økonomi og til det har vi udviklet en digital platform, som kan gøre det. Her kan man spore og holde dokumentationen igennem et materialeflow fra ophugning til nyt stål,” siger Jens Thomsen, der er administrerende direktør og medstifter for Renable.
Projektet er nomineret til programpunktet “Løvernes Hule” på konferencen “Klar til fremtiden i morgen.” som afholdes af miljø- og affaldsvirksomheden Verdis i denne uge.
Det Renable sigter imod er utroligt interessant, fordi de fleste virksomheder og organisationer har brug for stål på den ene eller anden måde. Enten via de maskiner, der bruges i virksomhederne eller i bilerne, i hjemmeplejen eller til affaldstransporten.
Men processen fra malm, jern og stål er enormt ressourcekrævende. Energiselskabet Ørsted har ifølge mediet Metal Supply tidligere beregnet, at 8 pct. af det globale CO2-udslip kommer fra stålproduktionen.
Med kunstig intelligens, track & trace
Men hvad er det egentlig, at Renable gør?
“Vi tager gamle skibe, som skal hugges op, og det gør vi ved at bringe dem til værfter der er på EU`s liste af godkendte værfter, så det bliver gjort på en ordentlig måde.
Her skilles skibet så ad bid for bid og undervejs dokumenteres, det hvad for materialer der er tale om,” forklarer Jens Thomsen og fortsætter:

“Vi sikrer via vores digitale platform, at man får den højeste standard og transparens inden for recycling dokumenteret. Herefter transporteres det her skrotstål til smelteværker med en grøn profil. Her kan man reducere C02 udledningen med op til 90 pct. for en secondary steel production, ved at anvende elektrolyseovne, frem for at bruge råmateriale.”
Renable anvender altså nye teknologier såsom kunstig intelligens, track & trace og databaser for at optimere ophugning, dokumentation og genanvendelse af materialer fra de ophuggede skibe signifikant, mht tidsforbrug, udledning og omkostninger.
To kundegrupper
Men hvad er egentlig særligt ved den model, for der er efterhånden skrevet en del om potentialet ved genanvendelse af bl.a. stål?
Der er mange der genbruger enkelte elementer, men der er ingen der tager processen fra ophugningsklart skib til en slutbruger af stål, som kan være for eksempel aktører i vindmølleindustrien, fortæller Jens Thomsen.
I det flow har Renable to kundegrupper. Den ene er dem der gerne vil have skrottet et skib og som gerne vil have gjort det rigtigt og registreret i deres ESG-regnskab. Den anden kundegruppe er fx aktører i vindmølleindustrien, som har brug for en grøn profil i forhold til opførelsen af deres anlæg.
“Det er her, vores digitale platform har en helt unik betydning, fordi vi kan dokumentere stålets vej fra ophugning til slutbruger,” siger Jens Thomsen.
Metode vil kunne udbredes til andre industrier
Renable har endnu ikke gennemført et helt flow, men udviklet den digitale platform, som via AI gør det muligt, at dokumentere de enkelte elementer i et ophugget skib fra A til Z.
“Vi har kontrakter på, at skulle levere cirkulært stål i 2026 til en aktør i vindmølleindustrien, hvor stålet skal indgå i en havvindmøllepark,” siger Jens Thomsen.
Men deres sigte er ikke kun at levere “genbrugt stål” til Business to Business. “Vi vil også gerne levere stål til de her nye flådeskibe, som der ligger i forsvarsforliget. Her mener vi, at man bør sætte krav om, at man skal bygge så grønt som muligt og få et så lavt CO2-aftryk som muligt,” siger Jens Thomsen.
Stifterne i Renable har taget udgangspunkt i den maritime industri, fordi det er her de har mange års erfaring fra Maersk indenfor drift og dekommissionering af maritime aktiver.
“Når processen indenfor de maritime industrier er optimeret, vil vores metode kunne anvendes i en lang række andre industrier,” slutter Jens Thomsen.
Mere om Renable
Renable er stiftet i 2022 og iværksættertrioen bag Renable består af Ole Andersen, Ole Udsen og Jens Klit Thomsen.
Stifterne i Renable har taget udgangspunkt i den maritime industri, fordi det er her de har mange års erfaring fra Maersk indenfor drift og dekommissionering af maritime aktiver.
“Når processen indenfor de maritime industrier er optimeret, vil vores metode kunne anvendes i en lang række andre industrier,” slutter Jens Thomsen.