Hvis fremtidens fly skal flyve på grønt brændstof, så skal staten træde til som fødselshjælper.
EU`s krav om, at luftfartsselskaberne allerede i 2030 skal anvende en hvis mængde grønt brændstof, kan nemlig godt vise sig bare at være en politisk drøm.
Situationen er nemlig den, at hvis brændstoffet skal være tilgængeligt i 2030, skal producenterne træffe investeringsbeslutning senest ved udgangen af 2025. Derfor haster det med at få truffet politiske beslutninger.
Det kan man læse ud af en ny rapport fra interesseorganisationen Green Power Denmark.
“Det er nu, at politikerne skal træffe de beslutninger, som skal til for at understøtte markedet, så det bliver muligt for os at flyve grønt efter 2030,” siger Michael Madsen, afdelingschef for Power-to-X i Green Power Denmark i en pressemeddelelse.
Og han kommer ikke og beder om nye penge, for
Producenterne har øjne på risikoen
Rapporten er interessant fordi luftfartssektoren står for 2-3% af verdens CO₂-udledninger. For at sikre en bæredygtig fremtid, er der behov for en grøn omstilling af sektoren, hvor e-SAF (elektricitetsbaseret Sustainable Aviation Fuel), ifølge Green Power Denmark, er en nøgleløsning.
Så hvorfor går man så ikke bare i gang?
“Udviklingen er kun lige ved at komme i gang. Mange virksomheder er klar til at investere i produktion af e-SAF, men investeringerne sker kun, hvis producenterne er sikre på, at de kan afsætte brændstoffet. Flyselskaberne er på den anden side pressede økonomisk, og de har ikke mulighed for at indgå kontrakter på køb af brændstof mange år ud i fremtiden,” forklarer Michael Madsen.
Fire udfordringer
Producenterne står ifølge Green Power Denmark over for fire barrierer, der forhindrer dem i at komme i gang:
- Høj prisforskel: e-SAF er op til 6-8 gange dyrere end fossile brændstoffer. Luftfartsselskaber, der allerede er økonomisk pressede, kan ikke absorbere denne merpris.
- Mangler langsigtede aftaler: Producenterne har brug for 10-årige købskontrakter for at sikre stabil finansiering til deres projekter, men luftfartsselskaber kan kun indgå kortsigtede kontrakter på grund af økonomisk usikkerhed.
- Storskalaproduktion er nødvendig: For at reducere produktionsomkostningerne skal e-SAF produceres i stor skala. Men det kræver betydelige investeringer, der er afhængige af sikre og langsigtede aftageraftaler.
- Usikkerhed om efterspørgslen: Selvom EU har indført krav om brug af SAF fra 2030, er der usikkerhed om betalingsvilligheden for e-SAF og om, hvornår produktionen bliver økonomisk bæredygtig.
Staten som fødselshjælper
For at overkomme disse udfordringer foreslår Green Power Denmark, at staten spiller en central rolle som mellemhandler. Luftfartsbranchen og producenterne har forskellige behov, der kun kan forenes ved, at en neutral aktør, som staten, påtager sig risikoen i den tidlige fase af e-SAF-produktionen.
Man kan kort skitserer de to aktørers behov således:
- Producenterne har behov for langsigtede kontrakter for at sikre finansiering og økonomisk stabilitet til investering i produktionsanlæg.
- Flyselskaberne har kun mulighed for at købe brændstof gennem kortsigtede kontrakter på grund af usikkerhed om fremtidige priser og hård konkurrence.
Det er her Green Power Denmark foreslår, at staten indtager en usædvanlig rolle i et offentligt-privat samarbejde, hvor staten bygger bro mellem disse modstridende behov gennem en markedsmekanisme, der sikrer de to kommercielle parter på noget økonomi og Danmark ift et potentielt grønt energieventyr.
En dobbeltsidet udbudsmodel
Green Power Denmark foreslår en innovativ løsning inspireret efter tysk model, hvor man har en dobbeltsidet auktionsmodel. Modellen fungerer ved, at staten som mellemhandler afholder to separate auktioner:
- Købsaftaler: Staten indgår lange købskontrakter med producenterne, typisk på 10 år, for at give dem finansiel sikkerhed. Det sikrer, at producenterne kan træffe endelige investeringsbeslutninger.
- Salgsauktioner: Staten videresælger e-SAF gennem kortere kontrakter på fx 1 år til luftfartsselskaber eller brændstofleverandører. Salgsprisen kan justeres årligt for at afspejle markedspriser og regulering.
Forskellen mellem køb- og salgspriserne dækkes af de midler, der allerede er afsat i den politiske aftale “Grøn luftfart i Danmark”. Modellen er fleksibel og kan ifølge Green Power Denmark tilpasses markedets udvikling, samtidig med at den minimerer statens økonomiske risiko.
Behov for yderligere finansieringskilder
Auktionsmodellen burde ikke kun kickstarte produktionen af e-SAF, men også sikre, at Danmark bliver en global frontløber i den grønne luftfart.
Den dynamiske støtteordning forventes at reducere behovet for statslig støtte over tid, efterhånden som prisen på e-SAF falder, og betalingsvilligheden blandt aftagere stiger.
Green Power Denmark anerkender dog, at de nuværende 1,1 mia. kr., der er afsat til grøn luftfart, ikke er tilstrækkelige til at etablere en storskalaproduktion af e-SAF.
De foreslår derfor yderligere finansieringskilder, herunder midler fra EU’s ETS-kvotesystem. Danmark kan potentielt modtage op til 685 mio. kr. årligt fra dette system, som bør øremærkes til e-SAF-produktion, fremgår det af rapporten.
Kort om aftalen: “Grøn luftfart i Danmark”
Regeringen, SF og Enhedslisten har indgået en aftale om at oprette en enkelt grøn flyrute i 2025. Den kommer formentlig til at flyve på brugt fritureolie eller andre biobrændstoffer, da der endnu ikke er en produktion af e-SAF. Fra 2030 skal al indenrigsflyvning – ifølge aftalen – foregå på grønne brændstoffer.
