Skip to main content

Fagforeningen Danske Fysioterapeuter har den seneste måned oplevet fraktioner af det  private medlemssegment er brudt ud og dannet ikke mindre end tre konkurrerende foreninger.

Læs også: Et lille marked for fagforeninger går fra en til fire aktører på under en måned 

Bevægelsen er interessant, fordi Danske Fysioterapeuter i mere end 100 år har været fagligt talerør og forhandlingsmæssigt brohoved for i dag omkring 16.000 medlemmer. Hertil kommer, at vi med en sundhedsreform som styrker patienternes frie valg og indfører nye kronikerpakker, for bl.a. borgere i det fysioterapeutiske felt, så ligner afskalningen fra Danske Fysioterapeuter en eksistentiel krise, som du kun ser i politiske partier.

Vi har derfor sat formanden for Danske Fysioterapeuter stævne for at få hendes perspektiv.

Kalder det iscenesat

Befinder I jer i en krise?

“Det kan man godt sige. Vi har i vores 105 år lange historie aldrig haft konkurrence, så den udfordring skal vi naturligvis forholde os til,” siger Jeanette Præstegaard, der er formand for Danske Fysioterapeuter.

Hun skubber ikke problemerne ind under gulvtæppet og tager dem, som de er, men hun peger samtidig på det bemærkelsesværdige i, at det er lykkedes de tre udbryderforeninger, at få en aftale med tre hovedorganisationer.

“Jeg oplever det her iscenesat, man melder sig jo ikke lige ind i SMVdanmark eller FH, samtidig med, at man stifter en ny forening to dage efter et repræsentantskabsmøde – Det må have taget noget tid at forhandle sådan et medlemskab hjem – Det er i alt fald min erfaring,” siger Jeanette Præstegaard og fortsætter:

“Jeg ved godt, at der findes dygtige forhandlere, men virkeligheden i denne verden er, at den slags aftaler tager tid at få på plads,” understreger hun.

Jeanette Præstegaard peger på, at den kritik udbryderne rejser, har været der i mange år i medlemsskaren. En kritik hun i øvrigt selv har været med til at rejse, også før hun blev formand i 2022.

Afviser ikke udfordringerne

Noget af kritikken tager sit udspring i, at Danske Fysioterapeuter er en meget speciel konstruktion i branchen for fagforeninger, idet den både rummer klinkejere, selvstændige, assistenter, og ledere ansat i både det offentlige og private.

Men hvis kritikken har været der i årevis, skulle man så ikke have handlet noget før?

“Det kan du godt sige og sådan kan det også se ud udefra, men vi har i Danske Fysioterapeuter arbejdet med den virkelighed,” siger Jeanette Præstegaard og fortsætter:

“Det har altid været vores fælles forståelse, at vi sammen som profession står stærkest, når vi står sammen som fysioterapeuter på tværs, da vi ikke er så mange fysioterapeuter. Derfor har vores konstruktion givet os en større vægt i den sundhedsfaglige debat,” siger hun.

Jeanette Præstegaard mener nemlig, at den konstruktion som Danske Fysioterapueter har, giver resultater.

“Jeg afviser ikke, at vi har udfordringer, men vi udvikler os hele tiden og det jeg bare kan se på resultatsiden er det aftryk vi har haft på sundhedsreformen, hvor der skal være øget adgang til fysioterapi. Her har vi fået skrevet nogle målgrupper ind i kronikerpakkerne, som fysioterapeuter arbejder med,” siger Jeanette Præstegaard.

For hende at se understreger det, nødvendigheden af at stå sammen. “Når vi gør det, har vi flere muskler og bliver lyttet til i den sundhedspolitiske dagsorden,” lyder det fra formanden. 

Monopolkritik er på bagkant

Jeanette Præstegaard peger også på, at den monopolkritik der har været blandt udbryderne med, at det kun er de gamle klinikejere, der kan få et ydernummer, er ude af trit med, det som aktuelt sker.

“Men det er altså ikke helt rigtigt. Jeg medgiver at det har taget tid at få forhandlet, men her første januar blev der for første gang i 12 år udløst 86 ydernumre og det synes jeg grundlæggende er en succes for fællesskabet. Netop derfor undrer det mig, at kritikken kommer nu, hvor den sådan er lidt på bagkant,” siger Jeanette Præstegaard.

Hun erkender, at nogle af medlemmerne fundet det var anstrengende, at de nye ydernumre alene skulle gå til fysioterapueter under for den eksisterende kreds af klinikejere, “Men det er en del af, at være et fællesskab, så jeg synes timeingen er helt forkert,” understreger Jeannette Præstegaard.

Har bygget kælderen

Men er det ikke rigtigt, at Danske Fysioterapeuter ikke har en overenskomst med arbejdsgiverne?

Jeanette Præstegaard ryster på hovedet.

“Vi har helt almindelige overenskomster med de private firmaer, der har fysioterapeuter ansat, og så har vi de fysioterapeuter, der ansat i klinikkerne. Her har vi udviklet en intern arbejdsmarkedsmodel siden 2017,” forklarer hun.

Målet er her, at man arbejder med en arbejdsgiversektion, hvor arbejdsgiverne i form af bl.a. klinikejerne rådgives af eksterne advokater, så der er vandtætte skotter og så er der en arbejdstagersektion, hvor rådgivningen foretages af foreningen.

“Formanden for vores arbejdsgiversektion beskriver det, at vi har lagt gulv i kælderen og det er der tilfredshed med, men jeg hørte også på repræsentantskabsmødet, at det er de færreste huse, der kun har en kælder. Der er flere etager i et hus og det er dem, vi er på vej til at arbejde os nærmere ind i,” siger Jeanette Præstegaard.

Holder fast i praksisoverenskomsten

Men hvad tænker du om, at den nye brancheforening som er undervejs i regi af Dansk Erhverv og Sundhed Danmark, hvor man gerne vil overtage praksisoverenskomsten?

“Vi holder fast i praksisoverenskomsten, men i øvrigt tænker jeg, at hverken Sundhed Danmark eller Dansk Erhverv kan lave om på det. Det må være op til RTLN,” lyder det fra Jeanette Præstegaard. (RTLN = Regionernes Løn og Takst Nævn)

Jeanette Præstegaard er optimistisk, derfor har hun i disse dage inviteret alle udbryderne til dialogkaffe, for som hun siger med henvining til de kommende overenskomstforhandlinger: “Det at lave overenskomster kræver muskler, der er større end det enkelte små foreninger kan mønstre end kun og sammen så er vi bare så meget stærkere.” 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind