Skip to main content

En ny advokatundersøgelse, udført af Bruun & Hjejle på vegne af regeringen og Folketinget, retter skarp kritik mod Forsvarsministeriet og dets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) for håndteringen af Elbit-sagen.

Undersøgelsen, som alene er udarbejdet på baggrund af skriftligt materiale og ingen interviews har taget flere måneder og blev udskudt tre gange. Konklusionen er, når man læser ned igennem undersøgelsen, at der både i Forsvarsministeriets departement og i FMI blev begået betydelige fejl i forbindelse med købet af artilleri fra den israelske våbenproducent Elbit.

Læs også: Oplæg til Elbit-undersøgelse giver mulighed for at se på sms’er

”Advokatundersøgelsen bekræfter tydeligt, at der er blevet begået flere fejl i Elbit-sagen. Jeg tager det naturligvis meget alvorligt, når undersøgelsen udtaler kritik af både Forsvarsministeriets departement og af FMI”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen i en pressemeddelelse.

Afveg fra interne procedure

Sagen begyndte, da Danmark sendte gammelt artilleri til Ukraine og skulle anskaffe nye våbensystemer. Folketingets partier fik angiveligt kun få dage til at godkende Elbits tilbud, fordi det havde en kort udløbstid. Efterfølgende viste det sig dog, at tilbuddet reelt havde været gældende i et halvt år, hvilket betød, at partierne var blevet misinformeret.

Advokatundersøgelsen konkluderer, at FMI afveg fra sine standardprocedurer og favoriserede Elbit uden at undersøge, om andre leverandører kunne have leveret artilleri til bedre vilkår. Derudover informeredes Forsvarsministeriets departement ikke om en forligsaftale, der senere blev indgået med Elbit – en fejl, der også får skarp kritik i undersøgelsen.

Læs også: Ulovlig praksis i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Forsvarsminister Troels Poulsen (V) peger på, at der er sket store forandringer i ledelsen i både ministeriet og FMI som følge af sagen. Ifølge ministeren er der også igangsat et arbejde med at forbedre organiseringen af FMI for at undgå fremtidige fejl af samme karakter.

Undersøgelsen har allerede haft personalemæssige konsekvenser, idet den daværende departementschef i Forsvarsministeriet, Morten Bæk, blev hjemsendt og nu er partner i et konsulentbureau. FMI’s chef Kim Jesper Jørgensen blev erstattet af Per Pugholm Olsen.

Potentielt en del af et forlig

Advokatundersøgelsen påpeger, at visse medarbejdere i FMI har handlet uden for gældende retningslinjer og har givet Folketinget misvisende oplysninger om sagen.

I januar 2023 indgik FMI en forligsaftale med Elbit, efter at Elbit havde truet med et sagsanlæg mod Danmark på grund af en langvarig uenighed om våbenkøb. Samtidig indgik Danmark en kontrakt med Elbit om artilleriindkøb kort efter, hvilket ifølge undersøgelsen rejser spørgsmålet om, hvorvidt der er en forbindelse mellem forligsaftalen og købet af artilleriet.

Ministeren har derfor besluttet at følge op på anbefalingen om at afholde samtaler med ansatte i FMI for at klarlægge, om forløbet kan have ansættelsesretlige konsekvenser. Ministeren fastslår, at disse medarbejdere kan forvente tjenstlige samtaler. Troels Lund Poulsen ønsker dog ikke at uddybe, om det drejer sig om menige medarbejdere eller ledere.

Sagen har også fået en politisk konsekvens, da Jakob Ellemann-Jensen, der var forsvarsminister under Elbit-sagen, først blev sygemeldt og senere trådte tilbage som minister, partileder for Venstre og som aktiv politiker.

Læs også: Ellemann-Jensen erkender fejl og undskylder i sag om artilleriindkøb

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind