Udkastet til ældreloven er en omskrivning af bureaukratiet på ældreområdet i et semantisk overbud, der minder om en vendetta mod begreber som minutter, styring og kvalitetsstandarder. Det meste af det vi kender som New Public Management, hvor man har genskrevet ”ældreparagrafferne” fra lov om social service med begrebet helhedspleje som et nyskabende omdrejningspunkt.
Der er intet galt med helhedspleje. Undertegnede blev selv uddannet sygeplejerske i 80-erne med selvsamme helt fantastiske begreb som omdrejningspunkt. Det er derfor på tide, at få det frem i lyset, men at kalde begrebet nyskabende, ligesom tanken om små teams. Det er alligevel lige at strække den en kende for meget.
Det er i udgangspunktet godt, at lovgiver forsøger at hæve barren for pleje af vores ældre ved at anvende en semantik, der lægger afstand til unødvendige snærende detailstyringselementer, men i sin iver for at have fokus på faglighed, frisættelser og forandring virker det som om, man glemmer at være lige så skarp på nødvendigheden af markedsoptikker, noget der også haltede i lov om social service.
Glemmer udbredt udbudsmodel
Selvom udkastet til en ældrelov indeholder brugen af begrebet privat 158 gang, så er koblingen mellem værdier, plejeoptik og markedstænkning, så ufærdig, at man mange steder øjner muligheder for misdrift, misforståelser og et miskmask af fortsatte konfliktmuligheder.
Det er som om, at dem der har formuleret udkastet, har mere fokus på ”helhedspleje” men glemt, at det her er et marked, hvor op til over 40 pct. af de borgere der modtager hjælp, støtte og pleje efter servicelovens ”ældreparagraffer” har valgt en privat leverandør.
Det er rigtig fint, at lovgiver har arbejdet meget med den ene form for gatekeeper på hjemmeplejeområdet (visitationen) og det borgeren i runde frisatte rammer kan forvente at blive visiteret til, men de gatekeeper- og samarbejdsfunktioner der omhandler ”tildeling”, og prissætning af opgaverne, kunne man godt have givet et par ekstra tanker.
Man kommer lidt let hen over modelbeskrivelserne for anvendelse af en udbuds- eller godkendelsesmodel. Rent faktisk glemmer man en udbredt kombinationsmodel. Det betyder næppe det store, for kloge indkøbsfolk genfinder sikkert modellen, men når man nu gør så meget ud af pleje- og leverancesiden, så kunne man godt have gjort tilsvarende ud af indkøbssiden.
Ligner ikke opfindelsen af et nyt hjul
I dag anvendes kvalitetsstandarden som et centralt styrings- og prissætningselement, idet kvalitetsstandarden ofte indeholder de opgaver leverandøren kan prissætte ved fx et udbud.
Med indførelse af begrebet ”helhedspleje” som et centralt element følger i ældreloven den ændring, at kommunerne ikke længere er forpligtede til at udarbejde kvalitetsstandarder. Her kunne man så være bekymret for, at de prissætningselementer, der tidligere lå i kvalitetsstandarderne, nu er hældt ud med badevandet, men i stedet fremgår det, at kommunerne som noget ”nyt” skal arbejde med pleje- og omsorgsforløb – En slags pakkemodeller.
Der vil efter ministeriets opfattelse være tale om en konkret vurdering fra kommune til kommune, hvor mange forløb der vil skulle fastsættes. Så på den led er det ukonkret. Ligesom det er svært at spå om, hvor nyskabende og hvilke konsekvenser forløbstanken vil have på prissætningen.
Det skal i den sammenhæng bemærkes, at mindst tre kommuner i godt 20 år har anvendt pakkemodeller (Greve, Høje-Taastrup og Gribskov kommuner). Men også en lang række andre kommuner som fx Viborg Kommune har anvendt pakkemodeller, der på skrift godt kunne minde om den forløbstanke der er i lovudkastet.
Man kan roligt konkludere, at forløbspakker foreløbigt ikke ligner opfindelsen af et nyt hjul blandt prissætningselementer.
Afskrift og gentagelser
Selvom det i mange sammenhæng er beskrevet og debatteret, at der er der behov for transparens i forhold til prissætningen på godkendelsesmodellen, så indeholder lovudkastet næsten i afskrift fra eksisterende vejledninger om, at priserne ved godkendelsesmodellen skal fastsættes efter de gennemsnitlige langsigtede omkostninger for kommunen.
Det lyder rigtigt, men når vi ser tilbage på, hvor konfliktfyldt dette felt har været, kunne man i bemærkningerne godt have være mere præcis og måske endda ligefrem nytænkende.
Fortalerne for den del af udkastet vil givet hævde, at det har været det muliges kunst og der er flere nyskabelser på det markedsmæssige område, som eksempelvis en kontrolenhed under Konkurrence- og forbrugerstyrelsen. Der naturligt nok ikke er skrevet ind i ældreloven, fordi det henhøre under konkurrencelovgivningen..
Kontrolenhed ikke helt på plads
Men hvor præcis er lige den beskrivelse?
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil efter konkurrenceloven §11b ifølge bemærkningerne til ældreloven kunne behandle en sag af egen drift eller på grundlag af en klage. Bemærk særligt udtrykket ”klage”, det vil sige, når konflikten mellem kommune og leverandør allerede er accelererende.
Konstruktionen skal desuden forhandles mellem Ældreministeren- og Erhvervsministeren inden den træder i kraft.
Herefter vil Kontrolenheden bl.a. kunne undersøge, om kommunen ved har fulgt reglerne om frit valg i ældreloven og foretaget beregningerne korrekt og skulle kontrolenheden vurderer, at en afregningspris er lavere end den pris, som kommunen skulle have anvendt efter reglerne om beregning af afregningspriser, vil styrelsen kunne udstede et påbud til kommunen.
Gentager fortidens fejl
Det store nye i ældreloven set i en markedsoptik, lader på mange måde vente på sig. Til gengæld gentager man fortidens fejl ved at indføre dummebødeparagraffen og denne gang med en nyskabelse, hvor den private leverandør skal betale tilbage, hvis kommunen har sænket sine gennemsnitlige omkostninger. Baggrunden er en lighedsbetragtning, men dette har intet med lighed at gøre. Det er i langt højere grad en driver for, at vi får yderligere brug for en kontrolenhed og potentielt flere konflikter.
Det skal her bemærkes, at det en kendt sag fra andre markeder, at store leverandører kan knuse deres underleverandører i et dummebøderegime og her skal man overveje om de private leverandører med dette lovudkast er rykket ud af ”underleverandørrollen.”
Lovgiver burde i denne sammenhæng have set på, hvilke udfordringer, netop den paragraf gav da man sidste gang havde den skrevet ind i loven, særligt i perspektiv af de seneste års retssager, hvoraf nogle havnede i den øverste del af retssystemet.
Dummebødeparagraffen er potentielt en tikkende bombe af konflikter, der varsler flere problemer og mere bureaukratisk arbejde end det værdisæt som ældreloven bygger på, der udover frisættelse også bygger på, at man vil væk fra detaljestyring – Og er der noget det her kan give anledning til, er det detaljerede beregninger.
Man burde her have holdt sig til, at man skærpede ordlyden om, at kommunerne skulle efterberegne gange en årligt, samt at man får en fast sats for overhead.
Hvis man virkeligt have haft intentioner om noget nyt, burde man have arbejdet med fx faste regionale timetakster.
Kommunernes beregninger af timepriserne variere på tværs af landet ligeså meget som det blæser og da hovedudgifterne på ældreområdet er primært løn reguleret af overenskomster, burde det ikke være så svært i et lille et land, som Danmark, at fastsætte nogle regionale takster?
Kopi af et misfoster
Ældreloven er på sigt en likvidering at mindre leverandører af praktisk hjælp. Det vil sige dem, der ikke har ressourcer og opgaver til at ansætte fx en social- og sundhedsassistent eller nu en terapeut. Dermed lægger man nu afstand til den model for frit valg, der blev indført i nullerne, som netop byggede på en vækst blandt små og mellemstore virksomheder, hvor man startede fra bunden med praktiske opgaver.
I lovudkastet lægger man ganske vist op til en konsortiemodellen for de små leverandører, men det er et misfoster, som man ikke burde have importeret fra andre markeder, hvor det i øvrigt også kan være vanskeligt. Ideen med konsortiemuligheder bærer præg af, at man har, skulle please nogle erhvervsorganisationer og politiske mærkesager, frem for at være realistisk, når man nu har indført helhedsplejemodellen (i øvrigt uden sygepleje).
Exit til mindre leverandører
Et sted hvor mange givet vil synes, at loven er kludret, er ved paragrafferne om overgang, hvor borger der har valgt en privat leverandør kan beholde ordningen helt frem til 2027, selvom ældreloven er trådt i kraft første juli 2025.
Det kan synes mærkeligt og sprogteknisk kunne det nok være formuleret mere elegant, men det tager i et eller andet omfang højde for, at mange af de små leverandører, der ikke vil være kvalificerede til helhedsplejen og giver dem et længere exitforløb. Ikke mindst fordi disse leverandører ofte levere rengøring, der er den ydelse som mange borgere starter med og fastholder en årrække, inden de skal have andre ydelser/forløb.
I §45 stk. 2. står der bl.a. ”Afgørelser over for personer, der er omfattet af denne lov, og over for hvem der før den 1. juli 2025 er truffet afgørelse efter §§ 83, 83 a eller § 86, stk. 1, i lov om social service, er gældende indtil den 30. juni 2027”.
I bemærkningerne til lovudkastet, står der: ”Formålet med overgangsbestemmelsen at skabe mulighed for, at private leverandører og kommuner får mulighed at tilpasse sig de nye krav.”
At kommunerne nævnes i denne sammenhæng, har givet den betydning, at man ikke skal bruge enorme ressourcer på at revisiterer alle borgere efter den nye ældrelov inden den 1. juli 2025, samtidig med, at man skal omlægge sin organisering i både myndigheds- og leverandørdelen.
