Selvom kalenderen står på sommer, så er efteråret lige om hjørnet og det tegner til at blive et heftigt et af slagsen for offentligt-privat samarbejde, når vi lægger reformvarslerne for ældre, social, sundhed og arbejdsmarked oven i hinanden.
Alle fire velfærdsområder er præget af stærke private aktører, som i dag bl.a. leverer hjemmepleje, plejehjem, botilbud, hospitaler og aktivitetsindsatser til det danske velfærdssamfund.
De fire reformpuljer vil præge deres efterår i større eller mindre grad. Nogle vil endda på sigt blive ramt af flere, men spørgsmålet er om nogle af de her mange tiltag taber bladene og går i hi eller om de bibeholder en mere stedsegrøn farve?
Hæver man sig op i helikopteren, står du med et kludetæppe af reformtanker, aftaler og delaftaler der mange steder allerede vikler sig ind i hinanden og egentlig binder de tre regeringspartier på flere punkter her ved sommerens slutning.
Ideelt kunne man have forestille sig et klart overbliksperspektiv med fri bevægelighed for innovation og ændringer, men flere steder har man politisk allerede låst sig fast i nogle elementer.
Kommunal eller regional sygepleje?
Konturerne af ældreformen som blev lanceret i januar med en efterfølgende aftale om en ældrelov, låser på flere punkter regeringen i forhold til en af de centrale pointer fra Sundhedsstrukturkommissionens rapport.
Kommissionen ser et stort potentiale i en stærkere integration af opgaveansvaret på sundheds- og ældreområdet under én myndighed.
I aftalen om ældreloven, hvor der er et stærkt fokus på helhedspleje, tilkendegives det, som man skriver; ”at kommunerne organiserer arbejdet, så det i højere grad fremmer tværfaglighed, sparring og læring på tværs af hjemmepleje og kommunal sygepleje.”
Man konstaterer altså her, at skal tanken om helhedspleje føres ud i livet, vil det kræve, at kommunerne også har deres egen kommunale sygepleje. Dermed er et vigtigt element i drøftelsen om ældreområdet som en del af regionernes myndighedsområde afskrevet.
Både Ældre Sagen, regionerne og den tidligere direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm har været ude med deres version, af at ældreområdet skal rykkes væk fra kommunerne til regionerne, men de blade på reformtræet ser allerede ud til at være visnet. Spørgsmålet er om ideerne overvintrer?
Udspil om sundhed kommer før ældrelov
En af de elementer der står i vejen for, at rykke ældreområdet ind i regionerne er ikke kun Sundhedsminister Sophie Løhde, der har udtalt, at det ikke kommer til at ske.
Nej det her kan godt komme til at handle om timing. For medens udspillet om ældrereformen kom først i bølgen af reformforslag, så ser sundhedsområdet ud til at stå først for her efter sommerferien.
I denne uge var det sidste mulighed for at indgive høringssvar til Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger, så nu følger arbejdet for regeringen med et reformudspil, forventeligt i begyndelsen af september.
Her forlyder det, at særligt de store kommunepartier i regeringen (S&V) håber på at få lukket en politisk aftale, inden der går alt for meget kommunal- og regionsvalg i arbejdet. Det er lettere sagt end gjort, for der er flere sten på vejen, blandt andet så skal regeringen lige forbi en central gatekeeper, nemlig den praktiserende læge der parentes bemærket, er et liberalt erhverv, selvom der er tale om en overenskomst i lighed med mange offentligt ansatte.
Her har Sundhedsstrukturkommissionen foreslået, at økonomi, vilkår og honorarstruktur for alment praktiserende læger, fremover fastlægges via en centralt forhandlet rammeaftale. Det er ikke fuldstændigt klart, hvad det betyder, men der er helt sikkert behov for reformering af dette minefelt, når vi ser på de mange ”fejlfaktureringer” i millionklassen fra det erhverv.
Styringsretorik der peger i hver sin retning
Ældreloven har altså umiddelbart længere udsigter end `Sundhedsreformen´ og her er det spørgsmålet om den taber bladene i løbet af efteråret og først står klar med måske nye skud i foråret. Vi har allerede set hvordan lokalplejehjem og professionelle bestyrelser er gået fra, at være et must til, at det skal være et lokalt tilvalg.
Vi skal desuden tænke på det enorme arbejde ministeriernes embedsfolk står med, hvor de skal starte fra noget nær bunden, samtidig med at de skal sikre udkast til parallelle tilretninger i både Sundhedsloven og Lov om Social Service.
Tranæs-rapporten havde i foråret fokus på styring og stramning og her har flere aktører været ude og pege på risikoen for en øget kommunalisering af området, hvor kommunerne får mulighed for bl.a. at bygge nye egne specialiserede tilbud på særlige vilkår.
Samlet stå styringsretorikken i Tranæsrapporten med anbefalinger af standarder lidt i kontrast til det Ældrereformen, der lægger op til frisættelse med selvstyrende teams og nedlæggelse af lovkravet om at kommunalbestyrelserne hvert år skal godkende kvalitetsstanderne.
Det sidste er ganske interessant, for samtidig med at ældrereformen lægger op til mere samarbejde med de private, vil man pille ved et af de redskaber, der indgår i pris- og omkostningsfastsættelsen af området. Konsekvenserne af det får tiden vise og vi ser dem næppe i efteråret.
Blandt de mere konkrete lovforslag på socialområdet, som vi kan se frem til, er et forslag om et nyt Socialtilsyn samt en nedre grænse for, hvad et alternativt tilbud til det, kommunen visiterer til, må koste.
Endelig er der spørgsmålet om en ny takstmodel, som vi nok skal høre om i efteråret og var regering og embedsværk bare lidt smarte, så skete dette arbejde parallelt med, at man på ældreområde skal have fastsat en model for en fast overheadsats for private leverandører af hjemmepleje og friplejehjem.
Mere plads til private
På arbejdsmarkedsområdet bragede endnu en af regeringens ekspertgrupper frem med et hav af anbefalinger lige op til sommerferien.
Her peges på nedlæggelse af jobcentre og fri kommunal organisering af beskæftigelsesindsatsen, samt mere plads til a-kasser og private leverandører, hvor de to sidste får nye opgaver i indsatsen med mere valgfrihed for borgerne.
Det er endnu svært at sige, hvilket mål der har stået først. Frisættelsen og opgøret med kontroltænkningen, så vi fremover skal have en mere fleksibel indsats med færre krav til borgere og sagsbehandlere eller en besparelse på tre milliarder kroner, hvor de kommunale jobcentrene, som vi kender dem, bliver nedlagt.
Anbefalingerne er nu sendt i høring frem til efteråret (medio september). Det betyder, at både aktører og kommuner må væbne sig med tålmodighed inden, vi får et regeringsudspil på det felt.
