Skip to main content

Hvis du i dag spejder op mod byens tage, vil du i langt de fleste tilfælde opdage, at pladsen på tagene ikke bruges til noget særligt. Men det har et nyt partnerskab tænkt sig at lave om på ved at placere solceller på offentlige bygninger i hovedstadsområdet og på den måde generere en masse energi.

Der skal ganske enkelt være solceller på skoler, plejehjem og idrætshaller, der sikrer grøn strøm i stikkontakten, det er ambitionen for et samarbejde, som 12 offentlige myndigheder og HOFOR har indledt, fremgår det af en pressemeddelelse.

Udfordringen har tidligere været, at hvert eneste solcelleanlæg skulle oprettes som et selvstændigt selskab, men nye regler gør det nu muligt for kommunerne at oprette ét fælles selskab til at håndtere solceller på egne tagarealer og bygninger.

Kommunerne og Region Hovedstaden har peget på HOFOR til at igangsætte samarbejdet og undersøge mulighederne for et fælles selskab. HOFOR har erfaringer med solenergi og er desuden offentligt ejet.

Bygninger spiller vigtig rolle i den grønne omstilling

HOFOR vil sammen med de involverede kommuner forsøge at gå en helt ny vej, der ikke er gået før ift. den grønne omstilling. Men der er meget, der skal falde på plads både juridisk og finansielt, inden man er helt i mål.

Rødovre Kommune er en af de 11 kommuner, der indgår i partnerskabet. Her gør man hvad man kan for at sætte skub i den grønne omstilling lokalt, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

”Derfor har vi meldt os ind i det samarbejde, der nu skal undersøge muligheden for at etablere et fælles selskab, der kan realisere vores ønske om at opsætte solceller på vores egne bygninger. Det er et vigtigt skridt i vores målrettede arbejde mod at være CO2-neutrale i 2050,” siger Britt Jensen.

Ifølge DTU udgør energiforbruget i bygninger næsten 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug, og bygninger spiller derfor en vigtig rolle i målet om at få mere grøn energi.

”Vi skal have mere fart på den grønne omstilling og udnytte alle muligheder, så det er helt oplagt at udnytte mulighederne i de mange tage, som står ubenyttet hen. Sætter vi solceller op, kan vi dække strømforbruget med lokal grøn strøm.” siger Susanne Juhl, der er formand for HOFORs bestyrelse.

Samfundsøkonomisk fjollet

Men hvorfor skal solenergien selskabsgøres på denne måde og hvor kan kommunerne ikke bare få lov til at sætte solceller på de kommunale tage?

”Det handler om, at det er en kommerciel aktivitet,” lyder svaret fra Pernille Aagaard Truelsen

Hun er advokat og partner i Advokatfirmaet Energi & Miljø i Aarhus. Firmaet har indtil nu hjulpet kommunerne med at gøre det muligt at sætte solceller op på de kommunale tage, så den enkelte kommune kan få lov at bruge energien fra solcellerne. Det er sket ved, at advokaten hjælper kommunen med at danne et selskab.

Selvom Pernille Aagaard Truelsen tjener penge på at gøre det muligt, ser hun det som et problem i et større perspektiv.

”Samfundsøkonomisk er det her fuldstændigt fjollet. Jeg ville hellere bruge min tid på noget, der giver mere værdi til samfundet, siger hun til Danish Offshore Industry – DOI.dk

Hvis en kommune kunne producerer strøm fra solceller på de kommunale tage og bruger den selv, ville det ifølge hende mindske belastningen af elnettet, som i forvejen er en flaskehals i den grønne omstilling. Samtidig skal der heller ikke betales nettarif, og der er intet nettab af strøm. Af samme grund er advokaten ikke i tvivl om, hvad reglerne faktisk betyder.

”Det her er en forhindring for kommunerne i den grønne omstilling,” siger Pernille Aagaard Truelsen.

Og det er denne forhindring man nu vil reducere i samarbejdet mellem HOFOR og de 12 offentlige aktører.

De 11 kommuner bag samarbejdet er: Ballerup, Brøndby, Dragør, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Glostrup, Ishøj, København, Rødovre, Vallensbæk, Tårnby samt Region Hovedstaden.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind