Private leverandører skal have “fair vilkår”, når de ønsker at træde ind i ældreplejen og for eksempel, vil drive friplejehjem eller levere hjemmepleje. ”Men det er ikke den rigtige vej at gå, hvis man vil det gode offentlige-private samarbejde og så indfører en kontrolenhed målrettet den ene part,” lyder fra Stine Louise Eising von Christierson.
Hun er administrerende direktør i en af de største danskejede private plejevirksomheder Forenede Care og følger med interesse regeringens skivevis servering af den kommende ældrereform.
Læs også: Med to håndgreb vil regeringen sikre fair og lige vilkår på ældreområdet
Senest har økonomiminister Stephanie Lose (V) i et interview med Ritzau meldt ud, at regeringen vil indføre en ny model for afregning, der sikrer en ensartet sats for de indirekte udgifter i alle kommuner, hvilket der ikke er i dag.
Samtidig vil hun oprette en kontrolenhed, hvor de private leverandører af pleje kan klage eller får prøvet, den del af beregningen som kommunerne fortsat skal udføre (De direkte omkostninger)
”Derfor prøver vi nu både at rydde noget bureaukrati og bøvl af vejen og gøre det nemmere at navigere i for både virksomheder og kommuner,” siger Stephanie Lose til Ritzau.
Konkurrenceperspektivet manglerMen her er Stine Louise Eising von Christierson ikke enig. Hun stiller sig anderledes kritisk end de fleste i hendes branche, der har hænderne over hovedet efter udmeldingen om en kontrolenhed. Hun er skeptisk overfor en kontrolenhed, fordi den i hendes perspektiv kan skubbe til, at kommunerne lukker sig endnu mere om sig selv.
”En kontrolenhed der er tænkt for at sætte kommunerne på plads, skaber ikke mindre bureaukrati og slet ikke et grundlag for et bedre samarbejde med kommunerne endsige incitament for at hilse private velkommende i de mange kommuner, som rent faktisk har behov for, at vi kommer og byder ind,” siger hun til OPS-Indsigt.Læs også: Her kan det blive vanskeligt at indføre helhedspleje med privat deltagelse
Professor Per Nikolaj Bukh er også kritisk over for tanken om en kontrolenhed. Han kalder den en omgang ekstra statslig administration og så peger han på en fast sats på indirekte omkostninger ikke løser så meget.
“Det er sikkert fint, at der ikke skal bruges tid på at beregne en overheadprocent, men løser det et problem, der betyder noget for de private aktørers konkurrenceevne?” spørger professor Per Nikolaj Bukh.
Stine Louise Eising von Christierson er enig i at konkurrenceperspektivet mangler.
”Med udliciteringer får vi konkurrencen om borgerens valg og kommunerne kan få fastsat priserne ud fra andre prisskøn end deres egne. Desuden skaber det en helt anden dynamik, hvor kommunerne så at sige får trygtestet pris og kvalitet på pleje af deres ældre og sårbare. Med andre ord et alternativt til en godkendelsesmodel i hjemmeplejen eller den evige takstdrøftelse omkring friplejehjem,” siger hun.
Fast takst er flere penge til de private
Per Nikolaj Bukh er forundret over, at man politisk ved at fastsætte taksten på de indirekte omkostninger, som udgør en meget lille del af taksten, mener man har imødekommet de privates synspunkt om, at når timepriserne ikke afspejler de faktiske omkostninger, så er det meget svært at drive virksomhed på ældreområdet.
“For mig at se ændrer en fast sats på de indirekte omkostninger ikke noget. Det er jo typisk kun 4-8%, så hvis alle sætter det til 5% er det jo nemt,” siger han til OPS-Indsigt og fortsætter:
“Det ville være enkelt, hvis man kunne have helt samme timebetaling alle steder. Men realiteten er jo, at omkostningerne vil være forskellige kommunerne imellem, så en ensartet sats er enten for høj eller for lav. I nogle kommunerne vil de private ikke kunne levere til satsen – og i andre får de ekstra betaling. Endelig er der den udfordring, at en fast takst vil kræve, at regeringen tilfører flere penge, men det giver ikke mere ældrepleje, blot flere penge til de private aktører,” slutter Per Nikolaj Bukh.
Samme takst – mere individuel frihed
Stine Louise Eising von Christierson mener, at en fast takstmodel for plejehjem herunder også de kommunale kunne sidestille og danne baggrund for en anden form for læring og samarbejde mellem de kommunale og private.
”Vi står i en situation, hvor vi inden for de næste seks år skal have udbygget plejeboligsektoren med tusindvis af plejeboliger. I den situation har vi behov for at sektorerne arbejder sammen. Så mit forslag er, at regeringen går hele vejen og fastsætter en national takst for alle plejeboligformer og hvis kommunerne mener, at de kan gøre det billigere, så er det dem der skal løfte bevisbyrden,” siger hun.
Stine Louise Eising von Christierson peger på, at med faste takster stilles alle plejeboligformer lige og undgår en masse bureaukrati og bøvl. Det potentielle overforbrug henholdsvis mindreforbrug et privat, selvejende eller kommunalt plejehjem måtte få ved deres egen drift, skal de så forholde sig til helt individuelt og konkret.
”Hvis vi som private får et overforbrug, så rammer det ikke skatteyderne, og hvis et kommunalt plejehjem får et mindreforbrug, så vil det kunne bruge pengene til noget andet eller sende dem direkte i kommunekassen,” siger Stine Louise Eising von Christierson til OPS-Indsigt.
Hun peger desuden på, at en fast takstmodel, hvor man fremskriver prisen ville gøre det så meget lettere for KL og staten, når de en gang om året skulle fastsætte budgettet for plejehjemsektoren.
”For det er jo et relativt simpelt regnestykke at tage antallet af plejeboliger beliggende i kommunen og så gange dem med den fastsatte takst,” siger Stine Louise Eising von Christierson.
”Men det forudsætter naturligvis, at vi får valide tal for, hvor mange plejeboliger, der rent faktisk er,” slutter Stine Louise Eising von Christierson.Læs også: Friplejeleverandør: Hvert plejehjem er en forretning, der skal stå for sig selv
