Skip to main content

Bestanden af elbiler er vokset med 68 pct. siden august sidste år ifølge Danmarks Statistik. Til gengæld er antallet af ladestandere vokset med 105 pct i samme periode ifølge Danske Bilimportører, det betyder, at hver offentlig ladestander nu skal deles med 11,1 elbiler.

Markedsinteressen for at opsætte ladestandere er altså vokset efter, at kommunerne i forbindelse med lov om infrastruktur for alternative drivmidler til transport og ladestanderbekendtgørelsen, har fået krav om at tilbyde kommunale arealer til opsætning af offentligt tilgængelige ladestandere, hvor kommunen samtidig kan modtage en koncessionsafgift fra ladeoperatøren i aftalens løbetid.

Læs også: Forslag om ”lade-ret” skal tvinge kommunerne til flere udbud

Det øgede antal ladestandere er godt nyt for den grønne omstillings udvikling, men der er fortsat behov for mere ladeinfrastruktur og har kommunerne en stor rolle i udrulningen af mere ladeinfrastruktur i følge Mads Rørvig, der adm. direktør for De Danske Bilimportører.

I Region Sjælland udgjorde el- eller hybridbiler godt fire ud af 10 nyregistrerede biler fra 1. januar og frem til september.

Her har flere af kommunerne haft travlt med afsluttet deres udbud af kommunale lokationer nær skoler, daginstitutioner, rådhuse m.v., hvor elbiloperatørerne kan opstille ladestandere, så ladeinfrastrukturen ikke bliver en hæmsko for udbredelsen af elbiler og den grønne omstilling.

Et rejsehold-koncept

Da det er en relativ ny type opgave for mange af kommunerne at skulle sikre tilstrækkeligt med ladestandere, har Region Sjælland, en række sjællandske kommuner og flere andre aktører samarbejdet tæt om projektet ”Grøn Omstilling Sjælland”. Her har de udviklet et rejsehold-koncept, som assisterer de sjællandske kommuner med juridisk og økonomisk vejledning i forbindelse med udbuddene. 

Det er sket i samarbejde med Poul Schmith/Kammeradvokaten, hvor rent man praktisk har udarbejdet en udbudsskabelon og en vidensbank, som kan trækkes på af kommunerne.

”Vi har med projektet Grøn Omstilling Sjælland haft en ambition om at understøtte kommunerne med deres udbud af ladeinfrastruktur, så det følger med det stigende salg. Det er med fornøjelse, at jeg kan konstatere, at det er lykkedes”, lyder det fra Heino Knudsen (A), Regionsrådsformand i Region Sjælland i en pressemeddelelse. 

1.500 nye ladepunkter

Hvor der lige nu er meget få offentligt tilgængelig kommunale ladestandere i Region Sjælland, har kommunerne med hjælp fra blandt andet rejseholdet lavet aftale om mere end 1.500 nye ladepunkter, som enten er ved at blive sat op eller bliver det i 2024 for de i alt seks kommuner, som har deltaget i rejseholdssamarbejdet.

Især interessen fra markedet for at opsætte ladestandere i tyndt befolkede områder har overrasket positivt:

I Faxe Kommune er det ladeoperatøren Clever, der har vundet kommunens udbud om opsætning af ladestandere.

”Vi har i forbindelse med vores udbud af ladestandere oplevet en stor interesse fra ladeoperatører, som har ønsket at opsætte ladestandere på kommunens arealer. Det resulterede i 264 nye ladepunkter og væsentligt er det, at borgerne ikke skal have penge op af lommen” siger borgmester i Faxe Kommune, Ole Vive i en pressemeddelelse.

Og i Næstved Kommune var det de to ladestanderoperatører Clever og PowerGo, der har vundet udbuddet af 204 offentligt tilgængelige ladestandere.

Kommunernes påvirkning af fremtidens ladestander

Opgaven med at udbyde kommunale lokationer til offentligt tilgængelige laderstandere er ikke mere end et par år gammel. Der har i den sammenhæng været mange overvejelser forud for etableringen af rejsehold-samarbejdet, fortæller Kenneth Jørgensen, seniorprojektleder i Gate 21, som er en af projektets partnere.

”Vi har i samarbejdet berørt mange vigtige emner, som kan have afgørende betydning for hvordan borgerne kører elbil. Det har f.eks. handlet om, hvordan kommunerne kan sikre rimelige og ikke-diskriminerende priser på opladning, hvis man kommer fra gaden og ikke har et abonnement hos den pågældende ladeoperatør,” siger Kenneth Jørgensen.

Læs også: På to år har kommunerne indkøbt over 2200 elbiler

Man har desuden i projektet haft overvejelser om, hvordan kommunen kan sikre, at der ikke opstår monopollignende tilstande, hvor en enkelt ladeoperatør dominerer. ”Vi har også gjort mange overvejelser om, hvordan kommunerne kan tilpasse behovet for ladestandere i den eksisterende kontrakt, hvis behovet ændrer sig undervejs”, siger Kenneth Jørgensen. 

Kommunernes arbejde med opsætning af ladestandere er langt fra afsluttet med de allerede gennemførte ladestanderudbud. Rejsehold-samarbejdet ser derfor også ind i, hvordan kommunerne kan være med til at forme fremtidens ladestandere, hvor der er en bedre kobling mellem lokal vedvarende energiproduktion og forbrug af energi. Det handler f.eks. om, at flere elbiler med tiden vil blive mere intelligente, så de kan kommunikere med elnettet, og oplade med vindenergi, når det blæser meget – eller omvendt bidrage med energi, når det er vindstille og overskyet. 

Om Grøn Omstilling Sjælland

Grøn Omstilling Sjælland er et tværgående klimasamarbejde for kommuner i Region Sjælland. Projektet har foruden arbejdet med ladeinfrastruktur til elbiler også fokus på samarbejde om grøn varme i regionen. 

Projektets partnere tæller, foruden Region Sjælland, kommunerne Kalundborg, Lejre, Odsherred, Solrød og Sorø, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund, Lolland og Næstved, Den grønne partnerorganisation Gate 21 driver projektet.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply