Af Katrine Pape Huldahl, chef for bæredygtighed og CSR i Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI)Det er en kollektiv indsats at få den offentlige sektor til at købe grønnere ind. Hvis det skal lykkes, sker det ikke uden et tæt samarbejde mellem offentlige ordregivere og private virksomheder, som skal bringe løsninger til bordet.Som bæredygtighedschef i SKI støder jeg ofte på den udfordring, det er at forene grønne ambitioner med det offentliges råderum, markedets modenhed og udbudsloven. Den ærlige dialog med markedet er nøglen. Uden konkret feedback fra dem, der skal levere de grønne løsninger til det offentlige, famler vi i mørket.
Som offentlige ordregivere har vi nogle lovgivningsmæssige rammer – måske endda begrænsninger – vi skal agere indenfor. Målet er effektiv konkurrenceudsættelse af offentlige indkøb – uden at pege på specifikke produkter eller aktører.
De rammer og nuancer synes jeg ofte, der mangler en helt grundlæggende forståelse for i markedet – og til dels også i den offentlige debat.
Hvilke muligheder giver udbudsloven?
Hensigten med udbudsloven er at sikre en fair og lige konkurrence om de mange milliarder, den offentlige sektor bruger på alt fra sociale tilbud og byggeprojekter til it-hardware og bleer.
Det, vi som offentlige ordregivere er sat i verden for – og som udbudsreglerne understøtter – er at facilitere en effektiv konkurrence, der på fair vilkår behandler virksomhederne lige. Vi kan tillægge de tilbudte produkter og løsninger positiv betydning i vægtningen af tilbuddene, hvis det er muligt at sammenligne den grønne profil eller energieffektiviteten på tværs af tilbuddene. Vi kan ikke pege på det produkt eller præcis den løsning, det offentlige skal løbe. Eller hvem, de skal købes hos. Det er ikke sådan, offentlige udbud fungerer.
Vi kan som offentlige ordregivere også kun stille krav til selve de produkter eller ydelser, vi køber, dvs. alt det, der indgår i værdikæden – fra råstofudvinding over produktion, logistik, forbrug og efterliv. Denne værdikæde gennemgår vi i SKI altid systematisk i et udbud for at stille de skarpest mulige krav.
Det betyder fx på SKI’s helt nye aftale for fagsystemer som software as a service, at vi godt kan kræve, at de servere, leverandøren bruger til at hoste servicen til det offentlige, skal drives af vedvarende energikilder. Men vi kan ikke kræve, at leverandøren bruger vedvarende energi i alle dens operationer.
Vi kan heller ikke vægte eller stille krav til en virksomheds interne klimapolitik i en udbudskonkurrence, hvis den ikke har noget med virksomhedens produkt eller ydelse at gøre – noget, som mange private aktører er begyndt at gøre.Pris er ikke bare pris
En kritik vi som offentlige ordregivere ofte bliver mødt med er, at vi kun lægger vægt på prisen. Og her savner jeg også en lidt mere nuanceret drøftelse.
Det er en forsimplet påstand, der ofte skyldes en misforståelse af mekanismen i det offentlige udbud. For selvom man rent udbudsteknisk vægter prisen højt, når man evaluerer de indkomne tilbud, udelukker det ikke, at man prioriterer bæredygtighed højt.
I langt de fleste tilfælde er ambitiøse mindstekrav nemlig mere virksomme end at medtage det grønne som konkurrenceparameter, hvor ordregiver ikke er sikker på, hvad der bydes ind med.
Fx accepterer SKI på sin forbrugsartikelaftale ikke personlige plejeprodukter, der indeholder nogen former for skadelig kemi i fx håndsæbe og solcreme til daginstitutioner og plejehjem. Det betyder, at vi stiller så høje mindstekrav til hvert enkelt produkt, at de endda i nogle tilfælde overstiger kravene til anerkendte miljømærker.
Når det giver mening, supplerer vi grønne mindstekrav ved også at evaluere på det grønne, så vi kan belønne de mest grønne tilbud. I næsten alle vores udbud vægter kvalitet over pris og bedømmes blandt andet ud fra miljømærker og grønne indsatser, fx vores udbud af server og storage og bleer.
Hjælp os med at blive konkrete
Når SKI udbyder aftaler på vegne af den offentlige sektor, gennemgår vi den bæredygtige værdikæde med en tættekam for at identificere alle de håndtag, der kan drejes på. Vi har et stigende fokus på adfærd og bruger mange kræfter på at vejlede og rådgive. For mindre indkøb og mere bæredygtigt forbrug er et vigtigt parameter, hvis vi i Danmark skal sænke vores klimaaftryk.
Derfor har vi behov for sparring fra markedet – og måske også mere konkret sparring end den, vi nogle gange bliver mødt med i dag. Vi har også brug for, at virksomhederne på et givent marked trækker i samme retning. For hvis et marked ikke kan blive enige om, hvad der er grønt, hvordan skal vi så kunne lægge et snit som offentlige indkøbere?
Jo flere specifikke tilbagemeldinger vi får fra markedet, og jo mere virksomhederne kan bidrage med standardisering inden for det grønne område på tværs af virksomheder, des bedre rustede er vi til at stille krav, der både er ambitiøse og realistiske.
Så lad os hjælpe hinanden, når vi drøfter de løsninger, det offentlige skal efterspørge. Vi ved, at det er tidskrævende for markedet at deltage i markedsdialoger og høringer, men det er her, vi kan gøre en forskel. Og vi er klar til at lytte.
Vi kan som offentlige ordregivere ikke arbejde med hensigtserklæringer og klimapolitikker – vi har brug for konkrete forslag til de konkrete produkter og ydelser, vi udbyder.
