Kommunernes omkostninger til ”egne” plejeboliger og den måde de opgøres på, er i langt de fleste tilfælde afgørende for takstfastsættelsen for friplejehjem, og dermed for hvordan markedet for friplejeboliger fungerer, men en ny undersøgelse konkluderer, at der ikke er nogen sammenhæng.Undersøgelsen er udarbejdet af tidligere direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Finn Lauritzen og blev præsenteret på et debatseminar torsdag hos Forum for Fremtidens Velfærd, der har bestilt undersøgelsen. Både VIVE og OPS-Indsigt har tidligere beskrevet markedsbilledet for friplejehjem mht bl.a. antallet af friplejehjem (ca. 60), hvor de hovedsageligt findes, hvor mange kommuner der har et friplejehjem (ca. 40) og friplejehjems andel i den samlede plejeboligmasse (ca. 5 pct).
VIVE har desuden klarlagt, at der er en prisvariation på 39 pct. mellem den højeste og laveste døgntakst, hvilket i kroner og øre svare til et sted mellem 800 – 900 kr. for den samme ydelse.
De her elementer bekræftes og beskrives sådan set også i den nye undersøgelse med lidt varierende tal. Det kan skyldes to ting, at markedet hele tiden er i bevægelser og denne undersøgelse så at sige kommer lidt senere end de andre, men også at data på det her område, som vi tidligere har beskrevet på OPS-Indsigt ikke er let tilgængelig, idet der ikke findes ensartede offentlige opgørelser.
Læs også: Folketinget har ikke fået retvisende oplysninger om antal plejehjem og ejerform
Ingen sammenhæng mellem pris og omkostninger
Undersøgelsen fra Forum for Fremtidens er også interessant, fordi den modsat VIVE`s bygger på aktindsigt fra samtlige kommuner med data fra 84 kommuner, hvor VIVE har fat i et noget mindre antal kommuner. – Herudover kommer den med nye resultater.
Ved præsentationen pegede Finn Lauritzen på, at det mest overraskende resultat og dermed den vigtigste figur var den der dokumenterer, at der ikke er nogen sammenhæng mellem kommunernes lønniveau og dermed omkostninger, og den døgntakst man har beregnet sig frem til.
” Et af KL`s argumenter for et ny takstsystem tilbage i 2015 var, at hvis man havde ensartede takster i Danmark, var det umuligt at lave friplejehjem i dyrere kommuner og man ville betale alt for meget i billige kommuner,” sagde Finn Lauritzen, da han gennemgik nedenstående grafik.
Det skal her bemærkes, at hovedparten af omkostningerne ved at drive plejevirksomhed udgøres af lønomkostningerne.
Ingen sammenhæng mellem omkostninger og flytning
I undersøgelsen har man også spurgt ind til, hvor mange beboere på plejehjem, som hver kommune betaler andre kommuner, for de borgere der er flyttet ud af kommunen. (Betalingskommune princippet)
Spørgsmålet er interessant, når man skal vurdere, hvordan markedet for plejeboliger fungerer. En del ældre vælger nemlig at benytte sig af det frie valg og flytte til en anden kommune.
I gennemsnit er det 15 pct. af de ældre der visiteres til en plejehjemsplads, der flytter ud af kommunen, men med store variationer, fremgår det af undersøgelsen.
I undersøgelsen har man desuden set på, om der er en sammenhæng mellem ”flytteprocenten” og kommunens omkostningsniveau.
”Der er en svag tendens til, at kommuner med et højt omkostningsniveau ”eksporterer” lidt flere ældre ud af kommunen, men denne tendens er insignifikant. Man kunne tro, at et højt omkostningsniveau giver et højt kvalitetsniveau, og dermed alt andet lige lidt færre, der flytter ud af kommunen, men det er heller ikke tilfældet;” skriver man i undersøgelsen.
Nogle kommuner følger ikke reglerne
Alle kommuner, der har indgået en aftale med friplejeleverandører er blevet spurgt om såvel afregningstaksten samt kommunens egne omkostninger. Resultatet er ifølge undersøgelsen, at der er bemærkelsesværdig forskel mellem disse to beløb i pct. af kommunernes omkostninger sammenholdt med friplejeboligernes andel af alle plejeboliger i kommunen.
Finn Lauritsen kalder det i sit oplæg ”kriminelt.” ”En ting er, at sammenhæng mellem omkostninger og priser er meget ringe,” siger han samtidig med, at han peger på, at der er regler for hvordan man skal opgøre de her omkostninger.
”Nogle kommuner følger reglerne, andre gør ikke, og da sammenhængen mellem egne omkostninger og prisen ikke er særlig stærk, er konklusionen, at reglerne følges kun delvist,” lyder det.
Finn Lauritzen peger i undersøgelsen på, at VIVE´s evaluering konkluderer, at de fastsatte takster ”er et rimeligt udtryk” for omkostningerne, og kommunerne ”forsøger at beregne omkostningerne korrekt.”
”Disse konklusioner er efter vores vurdering ikke retvisende generelt, men muligvis retvisende for de 6 udvalgte kommuner. Vores vurdering er således, at de fleste kommuner opfatter reglerne for, hvordan omkostningerne skal opgøres, som så indviklede, at mange af dem kun følger reglerne delvist,” konkluderes der i undersøgelsen.To veje at gåI undersøgelsen konstaterer man, at der er to veje at gå for, at få rettet op på de udfordringer der er på takstområdet:
- Kommunerne kan enten følge reglerne. Det vil sige beregne taksterne efter de udstukne vejledninger og få dem valideret af en anden instans end kommunen selv.
- Eller opgøre de direkte omkostninger, og hertil lægge en fast procentsats for ledelse, overhead, plejeudstyr og servicearealer på 25 pct. inkl. nettomoms.
