På et pressemøde i Forsvarsministeriet tirsdag kommer Forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) med to interessante udtalelser i sagen om det roede indkøb af et artillerisystem, hvor han parkerer hovedårsagerne væk fra ham selv og enkeltpersoner i systemet.
”Når sådan noget kan ske – med den struktur vi har i dag – så er der noget, der taler for, at den skal laves om,” sagde Jakob Ellemann-Jensen.
Senere sagde han; ”Jeg har tillid til både mit departement og min styrelse”.
Det sidste kan virke lidt modsætningsfyldt. For på den ene side er der en klar tilkendegivelse om, at der er noget galt og på den anden side har han tillid til systemet, som lige har fejlet. Men det er næppe det, der skal tolkes ud af de to udtalelser.
Tværtimod anvender Jakob Ellemann-Jensen et lille kunstgreb, hvor han sender et signal ud til organisationen om, at han har tillid til personerne i strukturen, men det er det strukturelle, som hovedårsagen til sagens forløb.Læs også: Ellemann-Jensen erkender fejl og undskylder i sag om artilleriindkøb
Ansvar og årsager hænges op på organisering
Men hvad hvis det roede indkøb af et artillerisystem, ikke er så strukturelt og organisatorisk betinget, således som ministeren antager?
Hos et af oppositionspartierne mener man, at der er rod i embedsværket.
”Den pæneste udlægning af sagen om indkøbet af våben fra israelske Elbit Systems er, at der er alvorligt rod i embedsværket,” siger SF’s finansordfører, Lisbeth Bech-Nielsen til ritzau efter forsvarsministerens redegørelse.
”Vi får at vide, at den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør i denne sag,” lyder det, og muligvis er der noget om snakken.
I Ellemann-Jensens optik er det nødvendigt med en omorganisering af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) og det er også muligt, at en omorganisering vil løse nogle problemer, men om det løser andre grundlæggende udfordringer i indkøbskæden er ikke sikkert. Det vender vi tilbage til.
Det som er sikkert, er, at Forsvarsministeren, uanset det ansvar han påtager sig, sender ansvar og årsager ud i det organisatoriske felt. Dermed kan det være, at helt simple medvirkende grunde til sagsforløbet drukner i omorganisering og struktursnak.
Grunde som ikke nødvendigvis forsvinder ved en omorganisering.
Komplicerede indkøb kræver specifikke kompetencer
Men hvad er det så der kan dukke op, når den uvildige advokatundersøgelse, som Forsvarsministeren har bebudet, skal gennemgå sagen, der indtil nu alene har været undersøgt af FMI og Forsvarsministeriet selv?
Begreber som kompetencer og kapacitet er med mine over 20 års erfaring med udbud og indkøb centrale begreber, hvis man som organisation skal gennemføre udbud af betragtelig størrelse og kompleksitet. Det kræver med andre ord, at mandskabet i indkøbsafdelingen er på plads og har indsigt i de fagfelter, hvor man skal foretage indkøb.
Jeg kan ikke huske alle de gange, hvor jeg som rådgiver har oplevet, hvordan fagforvaltningernes personale har vendt øjne, når en presset indkøbsafdeling under økonomiforvaltningen er vendt tilbage med en markedsanalyse, der var helt væk fra vinduet i forhold til områder som hjælpemidler, madleverance til ældre, genoptræning eller jobaktivering.
Det generelle indkøbsfaglige er ofte på plads, men markedskendskabet og fagindsigten er specialviden, hvor man i kommunerne har mange dårlige erfaringer med, hvad der sker når man ikke får kombineret det indkøbsfaglige med det specifikke kategori- og markedsfaglige.
I fagforvaltningerne har man typisk en stor viden, der med fordel kan drages ind i den slags situationer. Vi ser det aktuelt på socialområdet, hvor flere kommuner etablere socialfaglige indkøbsafdelinger og det er ikke noget man gør, fordi nogen har fået en smart ide. Det er fordi denne type af indkøb er komplekse.
Jeg er helt med på, at man ikke kan sammenligne indkøb af raketkastere med indkøb af for eksempel hjælpemidler, men det er netop en del af min pointe.
Mange af dagens store indkøb er nemlig båret af fagspecifikke kompetencer. Det vil sige, at blot fordi man er en dygtig indkøber af transportkørertøjer, så er det ikke sikkert, at man har tilstrækkeligt med faglig indsigt og markedskendskab, når det kommer til indkøb af artilleri.
En hastig markedsafdækning
Men hvad vidste FMI som organisation egentlig om markedet, da Forsvarsministeriet den 4. januar spørger til, hvordan man kan erstatte det eventuelt donerede artillerisystemer?
FMI hævder i sin redegørelse på s. 156, at man i forvejen havde opbygget et kendskab til markedet for ildstøttesystemer i forbindelse med forberedelse til forsvarsforliget. Her tegnede der sig et billede af et marked, der var kendetegnet ved stor efterspørgsel, pres på produktionskapaciteten, stigende priser og lange leveringstider.
Med den baggrund, gennemførte FMI på få dage en hastig markedsafdækning ift et afgrænset søgefelt, hvor der efter FMI`s vurdering var behov for at supplerende oplysninger fra det generelle markedskendskab af leverandører, fremgår det af redegørelsens side 16.
Man havde altså ikke ret lang tid og det fremgår ikke om det var de samme kompetencer, der tidligere havde lavet markedsafdækningen, som nu var på sagen.
Der har ofte været ledige indkøbsstillinger i FMI
Ser vi kapacitetsdelen, så har udfordringen for mange kommuners indkøbsafdelinger været, at indkøberne har skullet dække et meget bredt indkøbsfelt, fra blyanter til bleer og hjemmehjælp hos ældre borgere. Her er mange indkøbsafdelinger havnet i den situation, jeg beskrev før, hvilket måske også er medvirkende til, at vi de senere år har fået flere fælleskommunale indkøbsfællesskaber.
Her vil flere sikkert pege på, at det er jo netop, det som FMI er. En fælles central indkøbsenhed. Udfordringen er bare, at hvis man googler begrebet udbudskonsulent, så myldre det frem med stillingsopslag og her er Forsvaret ingen undtagelse.
Kilder bekræfter til baggrund overfor OPS-Indsigt, at Forsvaret og FMI kontinuerligt det seneste år og særligt efter krigen i Ukraine har haft en del ledige stillinger på flere indkøbsområder.
I et af opslagene skriver man bl.a.: ”Den nuværende sikkerhedspolitiske situation medfører et øget fokus på anskaffelse af materiel til Forsvaret. Det betyder, at vi hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er på udkig efter flere fagligt stærke kollegaer med kompetencer inden for udbud og offentlige anskaffelser.”
Aktuelt har man to ledige stillinger som indkøbere i FMI (Ballerup). – Man mangler tydeligvis kapacitet og kompetencer.
Mangel på information giver tillidsudfordring
Det er altså ikke utænkeligt, at nogle af de fejl man har peget på ved markedsafdækningen og indkøbet af det israelske Elbit artillerisystem, hænger sammen med kompetencer og kapacitet.
Om FMI ikke har haft de rette kompetencer og dermed brugt nogle andre til bl.a at lave den hastige markedsafdækning, er med andre or en mulighed, så resultatet med SF-ordfører Lisbeth Bech-Nielsens ord fremstår, ”som om den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør”.
Det kan også tænkes, at det hele er gået så hurtigt, fordi den mandskabsmæssige kapacitet ift FMI ikke har været tilstrækkeligt til stede.
Det kombineret med, at Forsvarskommandoen ifølge redegørelsen havde lagt til grund, at en varig erstatning skulle have en tilsvarende operativ kapacitet som det donerede artilleri, og at Hæren hurtigst mulig skulle have rådighed over ildstøttesystemer.
I den cocktail af mulig kapacitets- og kompetencemangel med et krav om hurtig besvarelse, kan der godt opstå fejl i et forvaltningsmæssigt system, hvor man bl.a. glemmer at orientere Folketinget om, at FMI lige havde indgået forlig i en årelang strid med den leverandør, man pegede på, som leverandør til et milliardindkøb (Elbit Systems).
Et resultat der smager af genkøb som en del af et forlig og det giver i bakspejlet en forklarings- og tillidsudfordring i forhold til de politiske beslutningstagere, selvom FMI hævder, at købet af Elbit Systems ikke hænger sammen med forliget.
Burde have trukket i nødbremsen
Det bliver heller ikke bedre af, at vi nu bagefter ved, at Elbit Systems havde en svarfrist helt frem til 30. juni, altså fem måneder senere, end Folketingets Finansudvalg fik at vide.
Den brøler påtager Jakob Ellemann-Jensen sig en del af ansvaret for ved pressemødet tirsdag.
”Jeg gav Finansudvalget for kort tid. Jeg skulle have givet længere tid til Finansudvalget. Det kunne jeg have gjort ved at bede om en ekstraordinær behandling. Det har jeg netop undskyldt for over for Finansudvalgets medlemmer,” sagde han.
Det er ikke utænkeligt, at FMI vil have gavn af, at man ser på organisationen, sådan som Jakob Ellemann-Jensen lægger op til. De efterhånden mange sager om urent trav i Forsvaret antyder ligesom, at man har behov for at få vendt sagsgangene. Senest er FMI blevet bedt om at stoppe en ulovlig indkøbspraksis i forhold til nogle rammeaftaler, men i denne sag bør Forsvarsministeren og den øverste forvaltningsmæssige top måske bare tage hele ansvaret.
Når en rodet sag havner i et politisk udvalg, så er det her den politisk ansvarlige og den forvaltningsmæssige top har en rolle, hvor man med Jakob Ellemann-Jensens egne ord burde have sagt stop en halv og bedt om en ekstraordinær behandling af sagen.
Det er en ikke usædvanlig sikkerhedsventil i kommunernes forvaltning, at forvaltningschefen og udvalgsformanden sætter en sag på standby og får indkaldt til et ekstraordinært møde.
Det sker med henblik på at sikre de politiske beslutningstagere de nødvendige og rigtige informationer, hvis de bliver usikre, eller har en fornemmelse af, at de stadig står med ubesvarede spørgsmål, når sagen fremlægges til politisk behandling.
Og den sikkerhedsventil blev ikke udløst ved behandlingen af denne sag i Finansudvalget, hverken af ministeren eller hans øverste embedsfolk.
Uanset hvad den uvildige advokatundersøgelse kommer frem til, når den dykker ned i sagen, så må man håbe på, at den frem for at pege væk fra Forsvarsministeriets departement ser på sådan noget som ledelsesstruktur og om der er grund til at styrke FMI’s kapacitet og kompetencer yderligere, så vi ikke ser gentagelser.
