Af Flemming Trap, Indehaver af Trap Consulting og bestyrelsesmedlem i Dansk Sundhed og Velfærd.Den kronisk dårlige kommunale økonomi er igen i vælten, uden at nogle reelt bliver stillet til ansvar for kommunernes dårlige økonomiforvaltning, og lige nu drøftes især de udgiftsdrivende faktorer på det specialiserede socialområde. Jeg kan efter 35 års virke i det specialiserede socialområde, bl.a. som social- og sundhedsdirektør komme med mange gode grunde samt årsager til at udgifterne stiger som de gør, men vil lige nu slå ned på et fænomen, som ingen politikere tilsyneladende rigtigt har blik for, som vil betyde stadigt stigende udgifter på det specialiserede socialområde, hvis ingen stopper op og spørger sig selv, om det er den vej vi skal. I Trap Consulting oplever vi desværre, at der med tilkomsten af de kommunale indkøbsafdelinger på socialområdet, er opstået en betydelig uklarhed omkring kommunernes roller, opgaver og ansvar, særligt for den del af det specialiserede socialområde, der er underlagt Lov om Socialtilsyn. Uklarheder som er udgiftsdrivende og medfører øgende især administrative omkostninger og i værste fald tab af borgerrettede timer på de mange sociale døgntilbud. De kommunale indkøbsafdelingers roller, opgaver og ansvarFlere kommuner har de senere år etableret enheder der vel kan oversættes til ”den kommunale indkøbsafdeling på socialområdet”.
Den kommunale indkøbsafdelings opgave er bl.a., at undersøge et potentielt socialt tilbuds indhold nærmere forud for en kommunes eventuelle visitation til et socialt døgntilbud. Altså hvordan opgaven løses, hvad indholdet i indsatserne er, om de er korrekt sammensatte og ikke mindst om prisen er gennemsigtig og (så lav) som kommunen gerne vil have den. Dette dels med henblik på at afdække hvad kommunen får for sine penge, og ikke mindst skabe grobund for sammenligning og forhandling af tilbuddenes takster. Jeg er i udgangspunktet enig i, at det er den enkelte kommunes ansvar, at føre tilsyn med hvordan de kommunale opgaver løses, jf. Retssikkerhedslovens § 16, stk. 1, hvor det er nævnt, at tilsynet omfatter både indholdet af tilbuddet og den måde opgaverne udføres på. Dette kan indkøbsforvaltningen fint gøre, for så vidt angår de områder/sociale indsatser på socialområdet der IKKE er omfattet Lov om Socialtilsyn § 4. Ingen hjemmel til at føre driftsorienteret tilsynMen det går i min optik galt for de kommunale indkøbsafdelinger, når de retter en generel henvendelse til de sociale tilbud godkendt af Socialtilsynene, og i den forbindelse ønsker at tilbuddet skal levere en lang række detaljerede oplysninger, der relaterer sig til driften, gennemsigtighed i økonomien, takter og organisatoriske forhold, samt hvordan opgaven løses i øvrigt. At bede særligt privat socialt døgntilbud om sådanne virksomhedsmæssige oplysninger kræver klar og tydelig lovhjemmel. Denne hjemmel kan jeg ikke se indkøbsafdelingerne har. Det fremgår nemlig tydeligt af Retssikkerhedslovens § 16, stk. 2, at tilsynsopgaven med den kommunale opgaveløsning og måden den løses på, som nævnt i § 16, stk. 1 er udlagt til Socialtilsynene.
For ikke at spilde tilbuddenes og kommunernes tid, er det det derfor helt afgørende vigtigt, at kommunernes indkøbsafdelinger, forinden de henvender sig til et socialt tilbud, holder tungen lige i munden, når de fremsætter ønske om at indhente et tilbuds oplysninger for at sikre transparens i takstsammensætningen, og ikke mindste ”forhandle” et tilbuds takster, så de retter deres henvendelse målrettet og med rette hjemmelsbeføjelse som reference. Indkøbsenheden må som alle andre orientere sig i lovgivningenSocialtilsynene står i henhold til Socialtilsynsloven til enhver tid på mål for kvaliteten i de tilbud de fører tilsyn med, og at der er sammenhæng mellem pris og kvalitet. Dette arbejde inkluderer, at Socialtilsynene løbende hen over året fører tilsyn med, at tilbuddenes kvalitet er i orden, herunder vurdere om der er gennemsigtighed i tilbuddets økonomi, og at der er sammenhæng mellem et tilbuds kvalitet og den døgntakst (pris), der opkræves. Det var netop det der var formålet med Socialtilsynsreformen, at denne opgave blev løftet over til Socialtilsynene. Det ville derfor være trist, hvis indkøbsafdelingernes ageren i realiteten er udtryk for kommunal mistillid til den opgave som Socialtilsynene løser.
Indkøbsenheden må i stedet – som alle andre – orientere sig ind mod lovgivningen, deres hjemmelsgrundlag samt oplysningerne på Tilbudsportalen, tilbuddets hjemmeside og hvor de ellers kan få de oplysninger de vurderer, de har brug for, for vurdere om de (evt. fortsat) vil købe en ydelse hos en leverandør, sammenligne priser, takster, indsatser m.v. via Tilbudsportalen. En opgave som oprindeligt var tiltænkt den enkelte socialrådgiver, der sidder med borgernes sager og skal finde det rette botilbud på Tilbudsportalen, for at sikre det gode match. I stedet ser vi nu igen en stigende og bureaukratisk opdeling af opgaver i kommunerne, hvor ansvaret flyttes væk fra dem der kender borgerne. Det er ikke en god udvikling, og vil på sigt komme til at koste kommunerne yderligere, når borgerne ender ude i de forkerte tilbud, fordi fokus mest af alt er på pris og ikke kvalitet. KL kæmper massivt imod regnskabspligt for offentlige tilbudHvis kommunerne ikke synes gennemsigtigheden i taksterne er tydelige nok, har de kun KL selv at takke.
Det var KL der tilbage i 2015 fik reduceret betydeligt i de krav, der blev stillet til økonomioplysningerne i budgetskemaerne, fordi kommunerne opdagede at tilsynene fik alt for meget indsigt i hvordan økonomien hang sammen i de offentlige tilbud, eller for nu at sige det som det er, ikke hænger sammen. Det er bl.a. den væsentligste grund til, at KL kæmper massivt imod at offentlige tilbud underlægges regnskabspligt på samme vilkår som de private. Hvis tilsynene og offentligheden fik indblik i hvor usammenhængende økonomien er i de offentlige tilbud, ville de fleste skulle lukkes lige på stedet. Et af hovedargumenterne fra KL´s side dengang var, at det påførte de kommunale tilbud ikke ubetydelige ekstraomkostninger til administration og tid der gik fra borgerne ude i tilbuddene, hvis tilsynene skulle have ”alle de økonomioplysninger” loven tilsagde, og dermed blev det meget dyrere at drive tilbuddene. Derfor blev budgetskemaernes oplysninger reduceret betydeligt i forhold til at kunne sikre socialtilsynene transparens i taksterne. Kommunerne ved derfor allerede, at de er udgiftsdrivende, når de går ud og indhenter yderligere oplysninger fra tilbuddene. Den udgiftsdrivende faktorDet er faktuelt således, at det enkelte sociale døgntilbud i dag løbende skal forholde sig til flere kommuners indkøbsafdelinger, der henvender sig og ønsker møder om yderligere indblik i tilbuddenes økonomi i forbindelse med takstforhandlinger. Møder som tilbuddet sjældent tør sige nej tak til, selvom de har retten til det, for ikke at risikere at stå sig dårligt med kommunen, som jo kan være en vigtig ”kunde”. Nogle indkøbsafdelinger truer sågar tilbuddet med at ophøre med at benytte tilbuddet, hvis ikke tilbuddet vil samarbejde og udlevere de ønskede oplysninger. Nogle ville måske kalde dette ren rå magtfordrejning. Disse møder trækker rigtigt mange timer ud af et tilbud, som skal findes andre steder og dermed i sidste ende tages fra de borgerrettede timer, fordi det oftest involverer ledelsen, bestyrelsen, flere medarbejdere m.v. Hvis et tilbud ender med at acceptere en lavere takst, risikerer de, at deres godkendte budgetterede indtægter falder, at de bliver nødlidende, og i værste fald får problemer med kvaliteten og dermed trues af lukning af Socialtilsynet. Dårligere kvalitet er i sig selv en udgiftsdrivende faktor, fordi borgerne risikerer ikke at få den hjælp og støtte de er bevilget og har behov for. Fortsætter denne negative udvikling vil tilbuddene blive nødt til at ansætte mere ledelse, og flere administrative medarbejdere, der skal bruge tid på at servicere kommunernes indkøbsafdelinger.
Omkostninger der ”kun” kan henføres til taksten, eller tages fra de borgerrettede timer, hvis tilbuddet ikke skal blive økonomisk nødlidende og lukke. Er det det vi vil, eller bør vores politikere tænke sig rigtigt godt om, inden de lader indkøbsafdelingerne ”hærge” den del af det specialiserede socialområde som er omfattet af Socialtilsynenes kompetenceområde. Lad i stedet Socialtilsynene gøre deres arbejde, og hold så fokus på at lave den gode visitation i stedet for, og følg så op med et kompetent personrettede tilsyn, hvor kommunen har alle muligheder for at have den gode dialog med tilbuddet om borgerens udvikling, om den enkelte borgers støttebehov m.v. Det er den bedste vej til at holde udgifterne nede på den lange bane.