De administrerer over 100 milliarder skattekroner og ca. 30 procent ender som indkøb i den private sektor. Ja rigtig gættet, der er tale om sundheds- ældre- og socialområdets kommunale chefer og ledende politikere.
De er torsdag og fredag traditionen tro samlet i Aalborg Kongrescenter, hvor der er plads til mindst 1500 og her plejer der at være proppet med mennesker fra det kommunale landskab.
Under overskriften ”Vi tager ansvar for vores velfærd” samles disse dedikerede mennesker, der står i spidsen for den nære velfærd i den yderste kommunale frontlinje.
Allerede i det oplysende magasin som deltagerne kan trække via en app, trækker formanden for KL`s socialudvalg borgmester i Viborg Kommune Ulrik Wilbek forventningerne til regeringen skarpt op.
”Ligeså klar, som vi er, til at tage ansvaret på os, forventer vi også, at staten er det. Kigger man på de tørre tal, tegner der sig en kedelig tendens til, at det fra statens side går den modsatte vej med tilliden. I løbet af fem år er antallet af ansatte i centraladministrationen vokset med godt 11.800 medarbejdere. Det svarer til 32 pct. flere ansatte i ministerierne og 41 pct. flere ansatte i styrelserne. Til sammenligning er antallet af administrative årsværk i kommunerne steget med 2,4 pct. i samme periode,” skriver Ulrik Wilbek.
Han peger på, at regeringen kræver, at kommuner og regioner sparer 3 mia. mere på administration, mens staten endnu ikke er blevet konkrete på, hvordan de tilsvarende vil slanke administrationen.
”Den massive vækst af ansatte i centraladministrationen afspejler sig i flere mere eller mindre detaljerede krav og anbefalinger til kommuner og regioners opgavevaretagelse og dokumentation heraf,” skriver han.
Her er det værd at bemærke, at store dele af de her krav, også påvirker de private aktører, som kommunerne køber ind hos og medvirker til øgede takster på diverse velfærdsområder og dermed udgifter for kommunerne.
En underskov af virksomheder i kælderen
Men et er kommunernes fokus på hvad stat og regering bør og gør, noget andet er, hvilke leverandører det er, der ser det her topmøde, som en mulighed for at møde de mest indflydelsesrige indkøbere i velfærdsdanmark?
Går man ned i kælderen under Aalborg Kongrescenter kan man aftenen før se, at 35 virksomheder og organisationer har sat deres stande op i håb om, at få kontakt med eller sende et signal om, at de også befinder lige inden for rækkevidde.
Her finder du en bred vifte fra KMD, SKI, Intervare A/S, Det Danske Madhus og virksomheder som S.T.O.P. der arbejder med pædagogisk sikkerhed og Pareta, der levere vikarserviceses til den kommunale sektor.
Spørgsmålet er hvorfor de er her og får de som udstillere noget ud af, at sætte en stand op i kælderen under Aalborg Kongrescenter medens de mange kommunalpolitikere og deres administration fx har travlt med, at finde ud af hvorfor velfærdssamfundet ikke kan sættes på formel ifølge professor Nina Smith?
Det kommer vi til at se nærmere på i de kommende dage.