Det er som om, at man har blandet æbler og pærer sammen i en ny rapport om kommunernes vikarudgifter på ældreområdet. Tallene er givet trukket rigtig ind fra diverse kilder, men sammenblandingen giver et ufuldendt analysearbejde bl.a., fordi de data der anvendes i rapporten er behæftet med stor usikkerhed.
Man kan spørge sig selvom om, hvorfor og hvordan en sådan rapport er sluppet ud af det ministerielle faktatjek, for det her er ikke noget, man ser hver dag.
Rapporten som er udarbejdet i Beskæftigelsesministeriet med back up fra bl.a. fire andre ministerier, hvoraf det ene er Ældreministeriet, fører særligt læsere med mindre kendskab til området på vildspor.
Allerede i sammenfatningen slår man fast, at kommunernes udgifterne til eksterne vikarer på ældreområdet inden for få år er steget fra omtrent 1,5 milliarder kroner til omtrent 2,2 milliarder kroner.
Altså en stigning på hele 0,7 milliarder kroner i perioden 2018 – 2022.
Vi bliver også gjort bekendt med, at antallet af fuldtidsstillinger pr måned, der varetages af privatansatte vikarer på tolv år er steget fra 1200 til 4400 om måneden.
Alt i alt voldsomme tal. Der understøttes af, at Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i en pressemeddelelse siger, at hun er glad for, at vi nu har et grundigt analysearbejde, der viser omfanget af eksterne vikarer i den kommunale ældrepleje.
Rapporten giver ikke overraskende anledning til medieoverskrifter, som ”Stor stigning i antallet af vikarer fra private bureauer i den kommunale ældrepleje,” og ”Vikarer sprænger budgetterne”.
Anvender ufuldendte udgiftsdata
For mig at se er analysearbejdet ufuldendt, fordi udgiftsdata som anvendes i rapporten, er behæftet med den førnævnte usikkerhed, og skal fortolkes med store forbehold.
Dels har det ikke været muligt for de fem ministerier og KL, som også står bag rapporten, at udlede det nøjagtige antal eksterne social- og sundhedsvikarer i den kommunale ældrepleje. Det skyldes, at registerdata ikke gør det muligt at udlede, hvor det observerede vikararbejde udføres. Dels gælder det, at udgifterne til eksterne vikarer i ældreplejen ikke kan isoleres til vikarer, der udfører social- og sundhedsarbejde på ældreområdet.
Det vil sige, at vi taler om nogle usikre bruttotal fra hele det kommunale velfærdsområde og ikke kun ældreområdet som er rapportens fokus. Det er her værd at bemærke, at ca. 20 pct. af borgerne, der modtager det vi kender som hjemmepleje og hjemmesygepleje, er under 65 år ifølge Danmarks Statistik og dermed ikke en del af ældreområdet.
Når jeg ved, at udgiftsdata er ufuldendt, er det fordi det bl.a. står på første side i sammenfatningen, hvor embedsværket tager forbehold for, hvordan analysen skal læses.
Tager det ene forbehold efter det andet
Hele fem gange anvender embedsværket begrebet ”forbehold”, ligesom man adskillige gange nævner usikkerheden ved data på den ene eller anden måde. Alene det burde få alarmklokkerne til at ringe hos medier og andre interessenter.
Blandt andet skriver man: ”Analysen i denne delrapport er af beskrivende karakter, og resultaterne er ufuldstændige i den forstand, at data fra Danmarks Statistiks registre og det indsamlede udgiftsdata ikke er tilstrækkeligt til at afdække årsager og bevæggrunde bag social- og sundhedspersonalets arbejde som eksterne vikarer.”
Det skyldes bl.a., fremgår det af rapporten, at det ikke ud fra kontoplanerne er muligt at adskille udgifterne til eksterne vikarer fra de øvrige driftsudgifter i kommunerne. Derfor har man bedt VIVE foretage en spørgeskemaundersøgelse blandt kommunerne. Resultatet af den undersøgelse fremstår ikke tydeligt, men embedsfolkene lover, at det vil fremgå af en ny rapport.
Men hvad skal vi så med denne rapport, kunne vi ikke have ventet?
Samtidig og næsten modsatrettet skriver embedsværket, at ”Der vurderes dog samlet set, at de anvendte udgiftsdata udgør et validt grundlag for analysen.”
Ja for dem der ikke kender ældreområdet, giver det et billede, men for andre ligner det en gang frugtsalat, hvor man har svært ved at bestemme de enkelte frugter, fordi man har blandet dem i en eller anden creme.
Burde have haft et faktatjek i praksisperspektiv
Det rodede indtryk, som rapporten giver, betyder for mig at se, at man ikke kan regne med ret meget, af de analyseresultater man fremlægger i rapporten.
Den giver mig desværre nogle kedelige mindelser fra min tid som fagforvaltningschef i kommunerne, hvor nye engagerede økonomifolk kom løbende fra økonomiforvaltningen, for at fortælle mig om katastrofer de lige havde beregnet sig frem til.
Heldigvis kunne vi dengang tage en dialog og give de ivrige økonomifolk kvalificeret modspil fra praksis, så deres store arbejde kunne få et stærkere fundament. Det burde man også have gjort med denne rapport.
I rapporten skriver man bl.a., at udgifterne til eksterne vikarer i 2022 udgør 6,3 pct. af de samlede personaleudgifter i ældreplejen, men hvordan kan man det, når man ikke har kunnet isolerer udgifterne til vikardækning i ældreplejen, fordi man ikke har de nøjagtige registerdata?
Det virker alt i alt som om, at det penneførende ministerium ikke har rakt tilstrækkeligt ud til ressortministeriet eller KL. Ikke mindst fordi jeg hurtigt stilles videre til Beskæftigelsesministeriet med nogle af mine spørgsmål, da jeg henvender mig i Ældreministeriet.
Misser flere væsentlige årsager til vikarforbruget
Men hvad er det så for analyseresultater, vi får ud af denne rapport?
Den er ikke et direkte angreb på vikarbranchen, men kan anvendes som sådan, fordi den er så upræcis og ligesom antyder at pengene bare vælter ind i vikarbranchen, men den kan også bruges til at udskamme kommunernes styring af ældreområdet.
Det skal dog nævnes, at man i rapporten fremhæver nødvendigheden af vikarer i ældreplejen, hvor man bl.a. skriver:
”Kommunerne vil generelt altid have et behov for en fleksibel arbejdskraft på området, da der opstår uforudsete situationer såsom sygdom, hvor der er behov for, at nogen dækker ind, samt ferieperioder, hvor der ikke kan lukkes ned for servicen.”
Ja det er rigtig fint iagttaget, for på ældreområdet har borgerne retskrav på den bevilligede service og vi har eksempler på, at Ældre Sagen har meldt adskillige kommuner til Ankestyrelsen for at reducere hjælpen pga personalemangel.
Borgernes retskrav og den problemstilling inddrages dog ikke i rapporten. Her peger man i sammenfatning på tre medvirkende årsager til de øgede vikarudgifter, men misser for mig at se mindst lige så mange faktorer.
For det første peger embedsværket i rapporten på, at udviklingen i ældreplejens udgifter til eksterne vikarer skal ses i lyset af COVID-19, dernæst er sygefraværet blevet markant højere i ældreplejen siden 2020, og så har kommunerne haft rekrutteringsudfordringer.
Læs også artiklen: Aktører om stigende vikarudgifter på ældreområdet
Til gengæld skriver man ikke et ord om, hvad der mon kan være årsagen til, at sundhedsfagligt personale søger ud i vikarbranchen frem for at være interne vikarer, ligesom man heller ikke adresserer om de øgede udgifter kunne være koblet til den almindelige lønudvikling eller en øget aktivitet (flere ældre). Her skal det i parentes bemærkes, at der er kommet 33.000 flere ældre over 80 år de sidste fem år ifølge Danmarks Statistik
Alt i alt summer rapporten af en hel del tal, ord og data, som i sin fremstilling og analyse kunne have fremstået skarpere og mindre upræcist og vildledende, hvis rapporten havde får et ekstra tjek inden den blev udgivet.
Jeg betvivler ikke engagementet bag rapporten eller de anvendte datas ægthed, men det generer mig, at man har brugt tid på at udsende noget så ufuldstændigt, for det giver anledning til misforståelser, hvis man ikke når længere end pressemeddelelsen.
