Af Flemming Trap, Adm. direktør Trap Consulting. I Randers Kommune mener socialdirektør Helene Bækmark, at de private udbydere på socialområdet har fat i den lange ende når det kommer til prissætning på det sociale område, og at de kan prisfastsætte som de har lyst til. Det fremgår af en artikel i OPS-Indsigt den 20. marts.
Jeg er indledningsvis enig med Helene Bækmark i, at Kommunerne generelt har mangel på kapacitet, og derfor skal købe sig til kapacitet. Det kan de gøre på tværs af den kommunale og regionale sektor, mellem hinanden og selvfølgelig ude hos de private velfærdsleverandører. Sælgerne kan ikke bare prissætte fritMen det betyder ikke, at ”sælgerne” i dette tilfælde de private leverandører kan prissætte som de har lyst til. Her er socialdirektøren i Randers helt galt afmarcheret, hvis man kaster et blik på lovgivningen.Det følger af § 16, stk. 2. i Lov om Socialtilsyn, at pris- og dermed takstfastsættelsen, sker med afsæt i leverandørens udarbejdede årsbudget, jf. § 16, stk. 1. Udarbejdelsen af årsbudgettet sker med udgangspunkt i grundlaget for beregning af tilbuddets takster, jf. regler fastsat i medfør af § 174, stk. 3 i lov om social service, og de indtægts- og omkostningstyper, der fremgår af beregningsgrundlaget. Det nærmere beregningsgrundlag fremgår af § 2 i bekendtgørelse nr. 219 af 10/02/2022 om finansiering af visse ydelser og tilbud efter lov om social service samt betaling for unges ophold i Kriminalforsorgens institutioner. Videre er de private leverandører underlagt en betydelig strammere regnskabspligt end de offentlige tilbud jf. Socialtilsynslovens § 18 og bekendtgørelse om revision af regnskaber for private tilbud, foreninger og private virksomheder omfattet af Lov om Socialtilsyn, særligt § 5, hvor revisor blandt andet skal påse seks punkter, som fx at regnskabet ikke afviger væsentligt fra det af socialtilsynet godkendte budget. (Link til lovgivningen)Endeligt skal Socialtilsynet i forbindelse med deres driftsorienterede tilsyn bedømme om der er sammenhæng mellem pris og kvalitet i tilbuddet. Der har dermed fundet en betydelig og meget grundig afdækning af et privat tilbuds økonomi sted, og Socialtilsynet har sikret sig, at der er sammenhæng mellem pris og kvalitet. Ikke muligt at sammenligne æbler og pærerGenerelt oplever jeg, at kommunerne forsøger at sammenligne takster mellem offentlige og private tilbud, og ofte hører jeg, at de private tilbud generelt er dyrere end de private tilbud. Fra min tid i Socialtilsynet, og i mit daglige virke, kan jeg kun sige, at det ikke er muligt at sammenligne offentlige tilbuds takster med private tilbuds takster. Når man ikke kan sammenligne de to størrelser, handler det mest af alt om, at der grundlæggende ikke er gennemsigtighed i de offentlige tilbuds takster. I langt de fleste tilfælde er det ikke muligt for Socialtilsynene at få samme gennemsigtighed i de offentlige tilbuds budgetter, og fordi der ikke er samme regnskabspligt i de offentlige tilbud, er det ikke muligt for tilsynene at følge pengestrømmene. Jeg ved fra min tid i tilsynet, at der er en række omkostninger såsom ejendomsomkostninger, ledelsesnormeringer, og administrationsomkostninger, der typisk ikke erm medtaget i de offentlige tilbuds budgetter, og dermed ikke indgår i takstberegningsgrundlaget. Dermed kommer de offentlige tilbuds takster til at fremstå lavere end de reelt set er, hvis man havde medtaget alle de lovpligtige omkostninger, jf. § 2i i takstbekendtgørelsen som jeg tidligere refererede til. Det betyder, at de offentlige tilbud ofte underbyder markedet – altså den modsatte situation af det Charlotte Bækmark fremhæver.På den måde fremmer kommuner konkurrencemæssigt egne tilbud fremfor private, fordi det overfor det politiske niveau ser ud som om kommunen kan drive egne tilbud billigere. Det er min påstand, at det kan de ikke. Snarere tværtimod, hvis man alene ser på hvad administrationsomkostningerne udgør. De ligger gennemsnitligt dobbelt så højt som i de private tilbud. Det lige skal behandles lige Hvis vi skal have denne drøftelse omkring offentlige og private tilbuds takster, og ”ulige konkurrencevilkår”, så skal afsættet for drøftelserne ske med afsæt i lige vilkår for sammenligningen.Et godt sted at starte ville være at underlægge de offentlige tilbud samme regnskabspligt som de private, så vi kan få vished for pengestrømmene i de offentlige tilbud. Dermed kan Socialtilsynene også bedre sikre at de offentlige tilbuds budgetter og dermed taksterne er retvisende, og at der er sammenhæng mellem pris og kvalitet. Det offentlige og private skal spille hinanden godeJeg kigger med bekymring på den udvikling der er igangsat med at offentlige tilbud etableres på tværs af kommuner, og evt. mellem kommuner og regioner. Erfaringerne er ikke gode, og jeg deler Helene Bækmark bekymring. Det jeg ser er, at der er alt for mange usikkerhedsparametre både administrativt og politisk i forhold til at sikre tryghed for, at sådanne tværkommunale tilbud kan opretholde den nødvendige kvalitet, når administrative og politiske beslutninger skal træffes på tværs af kommuner og i konsensus. Særligt i forhold til økonomisk transparens, når der er flere kommunale økonomier og budgetter, der skal ind over. I stedet bør vi som velfærdssamfund helt nøgternt anerkende, at det private har været en meget central aktør på socialområdet i henved 150 år med masser af erfaringer i at løse velfærdsopgaver. Har vi et stærkt tilsyn der har de rette kompetencer og redskaber til at føre et grundigt tilsyn med de private leverandører, så er jeg helt tryg ved, at vi som skatteborgere for masser af god velfærd for vores skattekroner. Den kommunale selvforståelse om, at opgaverne løses bedst og billigst i eget regi, er ikke korrekt og i min optik en fejlslutning baseret på et ukritisk blik på egen evne til at drive virksomhed. Kommunerne ville nå meget længere i forhold til at få pengene til at slå til, ved at have fokus på den forebyggende og rehabiliterende indsats, og en langt bedre udredning og visitation, fremfor den aktuelle her og nu fokus på ”hvad koster det”.
