”Selvom man ude i regionerne har gjort meget de senere år for at sikre, at alle kan få en praktiserende i nærheden af, hvor de bor, må vi desværre konstatere, at det flere steder fortsat er et problem at sikre lægedækningen. Det kan borgerne ikke være tjent med,” siger Sundhedsminister Sophie Løhde i en kommentar til et nyt lovforslag.
Lovforslaget mødte for en uge siden kritik hos erhvervsorganisationen Dansk Erhverv, for i lovforslaget fjerner man den passus, der i dag gør at regionerne er underlagt et krav om udbud i de tilfælde hvor regionen ikke kan afsætte en lægepraksis til en læge i almen medicin.
” At regionerne får mulighed for at oprette en regionsklinik uden foregående udbud, mener vi er en forkert vej at gå,” sagde markedschef Katrina Feilberg til OPS-Indsigt.
Katrina Feilberg betragtede i sidste uge forslaget som lidt af en showstopper for et mindre udbudsmarked af aktører, som i flere år har drevet de såkaldte udbudsklinikker, netop i de områder, hvor regionen ikke selv har kunnet skaffe læger.
Hos aktører i branchen oplever man, at regeringen er i gang med et indgreb, som ikke helt er i tråd med regeringsgrundlaget, hvor man bl.a. skriver, at man vil styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor, og sikre større konkurrence mellem leverandører.
Men det perspektiv deler Sundheds- og Indenrigsminister Sophie Løhde (V) ikke.
”Med afsæt i den sundhedsaftale, som blev indgået af et bredt politisk flertal i Folketinget sidste år, lægger vi med lovforslaget op til, at gøre lovgivningen om regionsklikker smidigere. Regionerne vil altså fortsat have mulighed for at indgå aftaler med private om at drive lægehuse og nærklinikker,” hun til OPS-Indsigt
Håber at regionerne vil lytte
Det smidige handler ifølge Sophie Løhde om, at man nu konkret giver regionerne mulighed for, at sikre lægedækningen på anden vis, der hvor det ikke har været muligt ved, at en læge ønsker at overtage ydrenummeret. ”Konkret giver man regionerne mulighed for enten at gennemføre et udbud eller etablere en regionsklinik ud fra en vurdering af, hvad der giver bedst mening lokalt,” siger hun.
Det håber man i Dansk Erhverv på, at regionerne vil lytte til.
”Det er positivt, at Sundhedsministeren understreger, at regioner fortsat vil have mulighed for at udbyde og indgå aftaler med private om at drive lægehuse og nærklinikker. Vi håber at regionerne vil lytte til Sundhedsministeren her,” siger Katrina Feilberg til OPS-Indsigt.
Nødvendigt med en bred pallette af løsninger
Udfordringerne med lægemanglen er nemlig store. Et faktaark fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) viser, at antallet af praktiserende læger, som er medlem af PLO, er faldet med 8,5 procent på ti år. Værst står det til i udkanten af Danmark. I Region Nordjylland, hvor det er faldet over 13 pct. og i Region Sjælland for faldet er oppe over 16 pct.
Det skal samtidig ses i perspektiv af, at vi har en stærkt stigende ældrebefolkning over 80 år. I 2030 forventes det, at vi vil have over 160.000 flere ældre over 80 år end i 2021. Her er det værd at bemærke, at ældre over 80 år i snit har over 15 årlige lægekontakter i dagtimerne.
Det er her Katrina Feilberg mener, at udfordringerne med lægemangelen nu og de kommende år, er så stor, og det vil være dumt ikke at have en så bred en pallette af forskellige muligheder for etablering af lægeklinikker som muligt.
”Det er nødvendigt, fordi de lokale udfordringer med lægemangel er forskellige og med forskellige patientgrupper, hvilket gør, at man ikke bare kan rulle den samme løsning ud alle steder. Derfor er det godt, at vi har private aktører, som netop har vist at de kan hjælpe, når ingen læger ønsker at overtage et ydernummer” siger hun.