Skip to main content

Stigende priser på byggematerialer, inflation og uenighed med en opsagt totalentreprenør betyder, at prisen for Danmarks største kommunale plejecenter med 360 boliger stiger med omkring 600 millioner kroner, vurderer Københavns Almene Boligselskaber (KAB) ifølge Altinget.

Det drejer sig om præstigebyggeriet Plejecenter Sølund, der oprindeligt skulle koste 1,4 milliarder at bygge. Af de penge skulle 800 millioner kroner gå til entreprenørfirmaet Züblin. 

Men allerede i maj 2022 stod det klart, at 800 mio. kr. ikke kunne dække udgifterne til entreprisen og derfor krævede Züblin 340 mio. kr. ekstra for at opføre byggeriet. Det ville de to almennyttige boligselskaber KAB og SAB (Samvirkende Boligselskaber), der står for byggeri og bygningsdrift af det kommunale plejehjem ikke være med til, så de opsagde kontrakten.

EU-udbudspligt spænder ben for kommunalt byggeri

Administrerende direktør i KAB Jens Elmelund er ikke tilfreds med forløbet, men understreger, at det ville være i strid med loven at betale Züblin de ekstra millioner.

“Vi havde ingen mulighed for at gøre det inden for det aftalegrundlag, som vi er underlagt i den almene sektor. Vi er EU-udbudspligtige, og vi kan ikke æde 30 eller 40 procent ekstra uden et nyt udbud,” siger han.

Casen fra København er et eksempel på, hvordan byggeri af friplejehjem finansieret og ejet af eksempelvis kapitalfonde, adskiller sig fra plejehjemsbyggeri foretaget af almennyttige boligforeninger i samarbejde med en kommune, hvor bl.a. EU-regulering er anderledes. Den situation som KAB og København aktuelt står i, var potentielt ikke opstået med et byggeri af et friplejehjem, lyder det til baggrund blandt aktører af friplejeleverandører og bygningsudviklere i friplejebranchen.

Her havde parterne så at sige ”ædt” ekstraudgifterne og arbejdet videre, hvis det var muligt.

Bliver dyrere for KAB og Københavns Kommune

Entreprisen på Sølund skal derfor på grund af EU-regler genudbydes. Det tager ekstra tid og det er her, at man vurderer, at det samlet set kommer til at blive 600 millioner kroner dyrere. I alt stiger prisen for byggeriet til to milliarder koner.

Jens Elmelund er i den konkret sag med Sølund af den mening, at når entreprenører byder i det her marked, hvor priserne udvikler sig meget uforudsigeligt, så må de lave en kalkuleret risiko fra starten.

De ekstra 600 millioner kroner skal findes mellem KAB og Københavns Kommune og ifølge Altingets oplysninger ender regningen for Københavns Kommune på minimum omkring 100 millioner kroner.

De øgede udgifter udfordrer kommunens økonomi

Det var planen, at Plejecenter Sølund skulle stå klar til nye beboere i april 2026, men ifølge KAB kan vi nu lægge halvandet år oven i den tidsplan, så vi havner i slutningen af 2027. 

Ifølge borgmester for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Sisse Marie Welling så skønner kommunen, at man ud over de ekstra udgifter til byggeriet vil have udgifter på 100 millioner kroner ekstra pr år fra 2027, hvis ikke plejehjemmet står klar. 

Det hænger sammen med, at de ældre borgere i stedet skal bo på andre plejehjem uden for kommunen eller modtage hjemmehjælp, som alt andet lige er en dyrere løsning.

Borgmesteren mener, at de øgede udgifter river gulvtæppet væk under den københavnske økonomi. Om ikke andet belaster det kommunens anlægsramme yderligere.

Dyrere husleje skal dækkes af lejere og kommune

Det bekymrer desuden borgmesteren, at de øgede udgifter også har konsekvenser for de fremtidige beboere.

”Det betyder jo dyrere husleje for vores ældre, der i fremtiden skal på plejehjemmet,” siger Sisse Marie Welling til Building Supply

I den sammenhæng er det værd at bemærke, at huslejen på en plejebolig sjældent betales 100 procent af beboeren og det gælder også når der er tale om et friplejehjem,

Resten af udgifterne dækkes af andre ”kasser” i kommunen på kommunens socialområde i form af boligtilskud. Det vil sige store dele af udgifterne til den forhøjede husleje, som følge af dyrere plejehjemsbyggerier (fripleje eller kommunale) ligger andre steder end hos beboerne.

Vi har tidligere på OPS-Indsigt undersøgt, at den rene husleje for en nybygget plejebolig godt kan ligge et sted mellem 10.000 – 12.000 kroner om måneden før diverse boligtilskud, som så bringer den ned i nærheden af 4000 kr. for borgeren. Det giver i snit de offentlige kasser et sted mellem 6000 – 8000 kr. i tilskudsudgifter pr borger på nye plejehjem pr måned.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply