Fra første februar har man i Region Hovedstaden haft en ambulancetjeneste, der består af både en offentlige og privat aktør. Region Hovedstadens Akutberedskab og Falck vil nemlig i de næste seks år sammen stå for ambulancedriften i Region Hovedstaden.
I en tid med mangel på arbejdskraft og kompetencer går Region Hovedstaden og Falck sammen om at øge antallet af paramedicinere, så man på sigt har mindst én paramediciner i alle ambulancer. Samtidig vil man øge paramedicinernes kompetencer gennem mere uddannelse. De to virksomheder har nemlig i fællesskab ansvaret for at løfte uddannelsesområdet og højne personalets kompetencer på tværs af de to organisationer.Hos regionen glæder man sig til det kommende samarbejde.
“Vi glæder os til at tage hul på det nye samarbejde med Falck og til at indgå som en aktiv del af ambulancedriften. Vores Akutberedskab har stor erfaring med patienttransport og behandling, og vi ser frem til sammen med Falck at udvikle ambulanceområdet og patientbehandlingen de kommende år,” fortæller Region Hovedstadens regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) i en pressemeddelelse.
Har ansvar for hver deres baser
Samarbejdet mellem de to aktører, er et resultat af et EU-udbud i 2021, hvor Hovedstadens Beredskab tabte og regionens Akutberedskab sammen med Falck vandt henholdsvis en og tre delaftaler. Fordelingen bliver kapacitetsmæssigt således, at Akutberedskabet kommer til at stå for fire ambulancebaser, mens Falck fremover står for i alt 19 baser i regionen.
Hos Falck er man utrolig glad for aftalen og det kommende samarbejde. De to parter kender nemlig hinanden gennem de seneste års samarbejde.
”Vi ser frem til at bygge videre på det gode samarbejde med regionen og Akutberedskabet, og i fællesskab skabe nogle gode rammer for alle redderne i regionen,” siger Jørgen Mieritz, ambulancedirektør i Falck Danmark
OPS-Indsigt har tidligere skrevet om, hvordan Region Hovedstaden sidste år hentede Thomas Reimann ind som ambulancechef og med sig i bagagen havde han blandt andet ni års erfaring fra Falck som bl.a. operativ redningsleder.
Overtog opgaven tidligere end planlagt
Thomas Reimann har i dag titel af vicedirektør for Akutberedskabet og han har helt sikkert haft travlt det sidste år.
Det var nemlig planen, at ambulancefolkene i Hovedstadens Beredskab først fra februar 2023 skulle overdrages til akutberedskabet i regionen, men flere medarbejdere har ikke været begejstrede for at få job hos Region Hovedstadens Akutberedskab.
Medarbejderflugten var i sommers ifølge Berlingske så massiv, at tre ud af ti medarbejdere havde forladt Hovedstadens Beredskab og man havde svært ved at dække vagtplanerne. Derfor fremskyndede man processen, sådan at Region Hovedstaden allerede fra 1. juni 2022 overtog al ambulancekørsel i københavnsområdet.