I ti år har Aarhus Kommune haft en selvforsyningspolitik, hvor sigtet har været, at 80 procent af de borgere, der bliver visiteret til et botilbud, skal modtage et tilbud fra kommunens egen leverandør. Det er ikke lykkedes. Kommunen er trods en betydelig indsats og udvidelser fortsat på det samme niveau i selvforsyningen som for ti år siden.
”Vi kan på nuværende tidspunkt tilbyde to ud af tre aarhusianere et tilbud. Selvom vi i de seneste år har udvidet med mere end 250 boliger,” skriver socialforvaltningen til OPS-Indsigt, da vi spørger ind til, hvor langt er med at udvide antallet af pladser, så man kan blive selvforsynende.
Kan ikke opnå højere selvforsyningsgrad
Til trods for at Aarhus Kommune ikke har opnået sit selvforsyningsmål efter ti års indsats, så fortsætter man helt ureflekteret og næsten rituelt at danse efter samme mål. Hele 16 gange nævner kommunen i en 50 siders lang udviklings- og omstillingsplan de såkaldte eksterne leverandører som en udfordring, man skal have gjort op med, da de antages at være dyrere end de kommunale tilbud. Det kan på ingen måde dokumenteres.
Det skal her bemærkes, at udgifterne til socialområdet i Aarhus er steget med 35 procent siden 2012 ifølge kommunens egne tal. Her skal man så bare lige huske, at det er kommunens egne leverandører, der står for 66 procent af driften og dermed har en vis andel i de stigende udgifter.
Samtidig er antallet af borgere med særlige behov steget med 28 procent. Det fortæller måske lidt om, at selv Danmarks næststørste kommune ikke er stor nok til fagligt og kapacitetsmæssigt at opretholde en selvforsyningsgrad på mere end 66 procent, når efterspørgslen ruller.
Lovgivning indeholder alternativ til selvforsyning
Det virker derfor besynderligt, når byrådet har besluttet sig for over de næste 10 år at investere flere hundrede millioner anlægskroner i yderligere 274 botilbudspladser på voksenområdet, for at se om man kan øge selvforsyningen. Det fremgår af en mail fra forvaltningen til OPS-Indsigt.
I stedet for at tænke i alternativer og potentielle fordele, hvor man ikke skal belaste anlægsbudgettet og øge forbruget af skattekroner for at opretholde en politisk målsætning, som har vist sig umulig, fortsætter man den rituelle kommunale stammedans.
Et alternativ kunne nemlig være at forhøre sig om en eller flere eksterne leverandører inden for friplejeboligloven kunne være interesserede i at bygge de pågældende botilbud inden for kommunegrænsen. Herved ville man medvirke til at opfylde målet om, at borgeren fik en indsats tættere på familien i Aarhus.
De fleste forbinder nok friplejeboligloven med ældreplejen, men lovgivningen giver faktisk mulighed for, at man også bygger botilbud efter denne lovgivning med samme indbyggede fordele for kommunen.
I et kommunalt perspektiv er det værd at bemærke, at man i forhold til botilbud bygget efter friplejeboligloven har det styringsgreb, at det er beliggenhedskommunen, der godkender taksten. Man har altså i et eller andet omfang en vis styring med priserne fremadrettet, samtidig med at man har sparet på anlægsrammen. ”So, what’s not to like”
Vil spare under 2 procent på hjemtagelser
Omstillingsplanen fra Aarhus Kommune bliver endnu mere interessant, når man går ned i de faktiske tal omkring hjemtagning og genforhandling af kontrakter. Her kan man til fulde iagttage det rituelle element, hvor retorikken understøtter den kommunale selvforståelse af, at Aarhus Kommune er bedre og billigere og derfor nødvendiggør, at der skal arbejdes med hjemtagning og genforhandling af kontrakter.
Men hvad er det lige for en effekt kommunen sigter efter i forhold til hjemtagning og genforhandling?
I et specifikt afsnit, der alene omhandler hjemtagning af borgere og genforhandling af priser fremgår det, at man vil spare omkring 1.5 millioner kroner. Samtidig vil socialforvaltningen indfører en ny indkøbsmodel, som skal give en besparelse på 5.4 millioner kroner allerede fra 2023. I alt små 7 millioner kroner af budgettet til eksterne leverandører, som er på 398 millioner kroner.
Man vil altså spare hele 1,75 procent af et budget på 398 millioner kroner.
Det er her, man kommer til at tænke på signalværdi mere end på effekt.
Værktøjet til genforhandling er ikke på plads
Det fremgår videre af forvaltningens omstillingsplan, at det er kontoret for udbud og indkøb i borgmesterens afdeling, som er i færd med at udvikle den nye indkøbsmodel.
Tanken med den nye indkøbsmodel er, at det skal stille kommunen stærkere i forhandlingerne med eksterne leverandører.
OPS-Indsigt har henvendt sig til borgmesterens forvaltning for at få et bedre billede af denne nye indkøbsmodel.
Her har vi flere gange måttet rykke for svar og da svaret kommer, fremgår det, at man ikke kan svare, da en nøglemedarbejder er bortrejst, men grundlæggende forstår vi, at det kræver en intern afstemning af værktøjets formål, inden man kan besvare spørgsmålet om, hvornår modellen kan forventes at være oppe at køre.
Med andre ord indkøbsmodellen er ikke færdig, men der arbejdes på den, og det er jo interessant, eftersom vi snart ruller ind i 2023, hvor den skal medvirke til besparelser på 5.4 millioner kroner ved indkøb og forhandling af priser på det specialiserede område.
