Det dyreste bud løb med opgave til flere hundrede millioner

Del artiklen:
Den nuværende it-platform som styre de studerendes SU-udbetaling består af it-elementer, der kan dateres tilbage til 80-erne.
Den nuværende it-platform som styre de studerendes SU-udbetaling består af it-elementer, der kan dateres tilbage til 80-erne. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Det økonomisk mest fordelagtige tilbud baseret på “bedste forhold mellem pris og kvalitet”, handler ikke altid om pris. Det måtte to tilbudsgivere sande, da de trods prisbud, der lå millioner under vinderen, tabte opgaven med statens nye SU-Platform.

Af Steen Houmark, redaktør af OPS-Indsigt, steen@nb-medier.dk

Da Uddannelses- og Forskningsstyrelsen skulle vælge leverandør til den nye SU-platform, valgte man det dyreste bud. Tilbuddet fra virksomheden NNIT mellem 16 og 52 millioner kroner dyrere end konkurrenternes, fremgår det af en artikel i DIGITECH.

Tilbuddet på statens nye it-platform til SU-området lød på i alt 325,9 millioner kroner. Det er bl.a. interessant, fordi det skal erstatte den nuværende platform, som bruges til administration af SU for omkring en halv million studerende og sikre at der årligt bliver udbetalt omkring 25 milliarder kroner i stipendier, lån m.v.

Her er det værd at bemærke, at når den nuværende platform trænger til udskiftning, handler det blandt andet om, at den består af it-elementer, der kan dateres tilbage til 80-erne. 

Bedst i tre ud af fem kategorier

Når NNIT løb med opgaven, så skyldes det, at styrelsen vægtede de kvalitative udbudsparametre højere end prisen, hvilket styrelsen allerede varslede for et år siden.

Gode indkøbspriser er i sagens natur vigtigt, når den offentlige sektor køber ind for godt 300 mia. kr. årligt. Men den bedste økonomi realiseres ikke altid ved at vælge varerne med den laveste enhedspris. Mange varer og ydelser indgår fx i det offentliges medarbejdertunge kerneforretning, og tit er der flere penge at spare, hvis produktet er effektivt i brug, end ved at det nødvendigvis er billigst i indkøb.

I forbindelse med udbuddet havde ordregiver valgt, at leverandørerne skulle bedømmes på i alt fem forskellige parametre. Udover prisen var de fire andre kvalitative. Her var NNIT bedst i tre ud af fem kategorier ifølge DIGITECH.

Her er det værd at bemærke, at det kun lykkedes de andre konkurrenter at slå NNIT på parametrene pris og implementering. Det bliver derfor interessant at følge særligt implementeringen. Kontrakten på opgaven løber i otte år med mulighed for udvidelse yderligere to år.