Dagligt køber den en offentlige sektor ind for over en milliard kroner, svarende til ca. 380 milliarder kroner om året, eller ca. 14 procent af BNP. Disse tal illustrerer det enorme samspil, der er mellem den offentlige og private sektor og man skulle derfor tro, at der eksisterede masser af forskningsbaserede lærebøger om offentligt-privat samarbejde, men dette er ikke tilfældet.
Der findes ganske vist flere bøger med dybe analyser af konkrete eksempler på udlicitering og privatisering af den offentlige sektor, men en samlet indføring til centrale former for offentligt-privat samspil har vi ikke haft før nu.
Professor Ole Helby Petersen og Lektor Lena Brogaard fra Roskilde Universitet har nemlig rådet bod på den mangelsituation vi har stået i og her op til sommerferien lanceret bogen: ”Offentligt-privat samspil – En introduktion til centrale teorier, modeller og erfaringer.”
Bogen har allerede fra start fået en hel del positiv opmærksomhed i OPS-Danmark, ligesom vi har anmeldt den her på OPS-Indsigt.
”Vi har besluttet, at bogen er det grundpensum medarbejderne fremover tager udgangspunkt i hos DI-offentlig-privat. Så den vil vi købe til alle nye medarbejdere,” sagde branchedirektør i Dansk Industri Jakob Scharff, da han indledte sit oplæg i forbindelse med boglanceringen.
Efterspørger forskning omkring velfærdsmonopolet
Men nye bøger skaber også spørgsmål. Blandt andet mener branchedirektør Jakob Scharff i Dansk Industri, der deltog i et debatpanel ved boglanceringen, at man i debatten om det offentlige-private samspil alt for ofte vender tingene på hovedet og tager udgangspunkt i, at et monopol er godt.
Han pegede her på, at der er ikke så meget forskning på velfærdsområderne med hensyn til offentlig-privat samarbejde. ”Her er der reelt tale om monopoler og det skaber for mig at se en skæv præmis for at tale om argumenter for og i mod offentligt-privat samarbejde,” siger Jakob Scharff og fortsætter;
”Man kunne godt forskningsmæssigt interessere sig lidt mere for, hvordan er det her monopol er skruet sammen og om det leverer de effekter vi egentlig gerne vil have?”
Den handske tager Ole Helby Petersen hurtigt op.
”Vi har i vores forskningscenter gennemført mere end 80 procent af samtlige forskningsbaserede effektmålinger og studier af offentlige og private leverandører, der nogensinde har været gennemført i Danmark. Så vi føler i al beskedenhed, at vi har gjort vores til at belyse spørgsmålet, men det er helt rigtigt, at der er mange emner og spørgsmål, som stadig skal belyses. Dem har vi planer om at kaste os over i igangværende og kommende forskningsprojekter,” siger Ole Helby Petersen.
I USA er det omvendt, men metodisk gør man det samme
Jakob Scharff argumenterer for, at vi bliver nødt til at diskuterer det, han kalder status-quo-bias, hvor man ligesom tager for givet, at monopolet (det offentlige er det rigtige) og konkurrencen (det offentlige-private samarbejde) skal bevise, at det bringer noget godt med sig.
”Det er for mig at se, at vende situationen fuldstændigt på hovedet, når vi samtidig ved, at vores samfundsudvikling har været drevet af fri og åben konkurrence,” siger Jakob Scharff.
”Jeg kan godt se, at det set fra en erhvervsorganisation med medlemsinteresser i flere private opgaver kan se sådan ud. Men forskningsmæssigt er vi nødt til at holde fast i, at udgangspunktet for effektmåling altid er en systematisk sammenligning. Der starter man i forskningen naturligt med at sammenligne det nye tiltag med det eksisterende – fuldstændig som når man på sundhedsområdet vurderer en ny behandlingsmetode op imod en eksisterende. Derfor bliver private aktører sammenlignet med de eksisterende offentlige aktører, når man laver forskning, ” siger Ole Helby Petersen.
Men han anerkender, at det er spørgsmål han støder på, når han kommer ud i verdenen.
”Vi møder det bl.a. hos vores amerikanske kolleger, hvor udgangspunktet ofte er omvendt. Her har man en stærk tradition for, at flere velfærdsservices er private mod betaling. Når det offentlige så opretter tilsvarende tilbud, for at komme ud i den bredere og uforsikrede del af befolkningen, har man den modsatte situation, hvor man evaluerer de offentlige tilbud op mod det private udgangspunkt,” siger Ole Helby Petersen.
Prioritering mellem det overordnede og det specifikke
En af de andre spørgsmål der rejser sig, når man læser bogen er, hvor blev begrebet friplejehjem af?
Et begreb som de seneste år har fyldt meget i byråd og medier.
”I forhold til friplejehjem er det et udtryk for, at vi på det her område ikke har ret meget evidens, ”siger Lena Brogaard.
Hendes kollega Ole Helby Petersen gør desuden opmærksom på, at der også har været et prioriteringsperspektiv, da de skulle udarbejde bogen.
”Vi har måttet prioriterer mellem at have fokus på det overordnede og generelle i forhold til det mere specifikke og detaljerede. Det er ganske rigtigt, at Friplejehjem har en stor betydning på ældreområdet, men her skal man se det i forhold til det samlede indkøb i den offentlige sektor på 380 milliarder kroner. I den sammenhæng udgør friplejehjem kun en meget lille del,” siger Ole Helby Petersen.
Han peger altså på, at selvom friplejehjem som begreb er dominerende inden for et segment af offentligt-privat samarbejde, så er det et forsvindende lille element i det samlede billede.
”Vi har også i den sammenhæng skulle se på, hvad der var relevant for målgruppen i forhold til bogens formål og forsøgt at ramme en balance som dækkede offentligt-privat samspil på ældreområdet tilstrækkeligt af uden at favne alt, ”siger Lena Brogaard.
Ole Helby anerkender, at friplejehjem godt kunne have været en del af afsnittet om frit valg, men gør her opmærksom på, at plejehjemssektoren er klart domineret af kommunale plejehjem, som udgør over 80 procent af plejehjemskapaciteten. Den resterende del er i øvrigt domineret af selvejende plejehjem, således at friplejehjem udgør under 6 % ifølge tal OPS-Indsigt har fået oplyst fra Sundhedsstyrelsen.
”Hvis vi som forskere i denne sammenhæng går ned i den detalje, så ville der også have været en lang række andre elementer vi vil skulle have taget med og så havde vi mistet det overordnede perspektiv vi har ønsket med bogen,” siger Ole Helby Petersen.
Det specialiserede socialområde kræver sin egen model
En af de sidste ubesvarede spørgsmål som rejser sig, når man læser bogen er, hvor blev det specialiserede socialområde af?
Kommunerne indkøber årligt for godt 50 milliarder kroner både af hinanden, men også af de private aktører.
”I forhold til det specialiserede socialområde har vi lidt den samme udfordring. Vi har ganske enkelt ikke kunne dække det hele af. Når vi fx i kapitlet om frit valg har taget sundhedsområdet med og frit valg af hospital, så handler det derudover bl.a. om, at det fylder rigtig meget i kroner og ører, mens frit valg på det specialiserede socialområde er næsten ikke-eksisterende. Vi har tilstræbt at finde en balance, der taler til praksis og som så også har en rimelig solid forskning vi kunne bygge på,” siger Lena Brogaard.
Ole Helby mener, at det specialiserede socialområde åbner op for en hel ny model i det offentlige-private samspil.
”Her kan man have en pointe i, at vi måske skulle have beskrevet dette område noget mere i forhold til det offentlige private samspil, men da området hverken kan karakteriseres som et klassisk indkøb, eller en ren udbudsmodel, så havde det krævet, at vi havde udviklet en syvende model. En slags ad hoc-model,” siger Ole Helby med henvisning til bogens opbygning, hvor forfatterne gennemgår seks former for offentligt-privat samspil.
