Skip to main content

Et af handicapbranchens leverandører af handicaphjælper-ordninger (BPA) er begæret konkurs. Det drejer sig om firmaet Naesborg A/S fra Næstved og rammer ca. 150 ansatte og 25 svært handicappede borgere. 

Både hos FOA, brancheorganisationen Handicap Danmark og på Christiansborg er man ude med riven efter kommunernes ageren i denne sammenhæng.

”Denne konkurs er et tydeligt eksempel på, hvad der er galt med systemet. Vi har i FOA gentagne gange påpeget, at virksomheder med ordnede vilkår slet ikke modtager tilskud, der svarer til lønomkostningerne,” siger Thomas Enghausen, der er forbundsnæstformand i FOA i en pressemeddelelse.Dødens gab

Det er ikke to måneder siden, at vi her på OPS-Indsigt bragte et interview med FOA`s forhandlingschef Jakob Bang

”Handicapområdet har udviklet sig til et spare-klondike, hvor det er kommunernes bevillingsniveau, der sætter rammerne for vores overenskomst på BPA-området,” sagde han.

Han pegede samtidig på, at man på andre området ville kalde det social dumping, den måde som kommunerne udmøntede betalingen til leverandørerne.

Hos Handicapbranchen Danmark kalder formanden Michael Graatang konkursen for det første ofre, for det man i branchen lidt morbidt kalder ”Dødens gab”. Her har man i forbindelse med en konference på Christiansborg tidligere grafisk illustreret, hvordan KL`s løn og prisfremskrivnings indeks på den ene side er vokset og det reelle administrationsbidrag, nu er så langt nede, at der ganske enkelt ikke er grundlag for at kunne drive en forretning.

 

 

Branchen rykker sammen om borgeren

”Det er beklageligt, at Naesborg er gået konkurs og nogle borgere på den led er kommet i klemme. Vi har derfor i branchen aftalt, at vi rykker sammen i bussen omkring Naesborgs kunder og vil gøre alt hvad vi kan for at hjælpe borgerne og kommunerne med hurtigst muligt at få det til at køre igen,” siger Michael Graatang, der er formand for Handicapbranchen Danmark.

Det er hans og branchens vurdering at, der er kapacitet nok i branchen til at hjælpe i den nuværende situation, ”Kommunerne skal bare henvende sig til os, hvis de har et problem,” siger han.

Han peger ligesom Jakob Bang fra FOA på, at en medvirkende årsag til, at vi nu ser den første konkurs, hænger sammen med kommunernes måde at fortolke og administrere BPA-ordningen på.

”Kommunernes fastsættelse af løn og administrationsgebyr har været med til at bringe området i den udpinte situation, hvor vi nu befinder os i. Der udmåles langt fra altid løn efter den faktiske overenskomst med FOA eller sammenlignelige overenskomster på området og det udhuler ordningerne, virksomhedernes afregning og dermed eksistensgrundlag for at levere handicaphjælp,” siger Michael Graatang.

Han imødeser yderligere virksomhedslukninger, hvis Christiansborg ikke griber ind over for kommunernes underbetaling og vedtager en genopretning for området.

Enhedslisten: Kommunernes udmåling er for ringe

På Christiansborg er Enhedslistens handicapordfører Jakob Sølvhøj egentlig ikke overrasket over udviklingen.

”Jeg ser ellers stort på arbejdsgiverundskyldninger, men her er et regulært problem, fordi kommunernes udmåling er for ringe,” siger han.

På den led ligger han sig op ad både FOA og Handicapbranchen Danmark.

”Selv når vi ser på non-profit-virksomhederne har de svært ved at få det hele til at hænge sammen,” siger han.

Han peger på, at når kommunerne ikke udmåler det der skal til for at dække almindelige overenskomstmæssige vilkår, skaber det et dilemma. ” Det gør det, hvis de virksomheder, der driver BPA-ordningerne har et ønske om at imødekomme FOA`s krav, så har de et problem med finansieringen, som er helt regulært, ” siger Jakob Sølvhøj og det er med til at øge risikoen for en konkurs.

Socialministeren er sent på denJakob Sølvhøj vil nu rejse sagen overfor ministeren.Men har de ikke været lidt sent på den inden på Christiansborg, hvis de først vil til at gøre noget nu? På den konference, som LOBPA afholdt i foråret, var der ellers opbakning fra alle partiernes ordfører til, at nu skulle der ske noget.

”Det kan du jo godt sige, men vi har faktisk rejst denne problemstilling i årevis, så det man i alt fald kan sige er, at ministeren er for sent på den,” siger Jakob Sølvhøj.

Han gør opmærksom på, at man sidste år i forbindelse med finansloven fik afsat 30 millioner kroner til forbedring af ordningen, som på sigt vil føre til det Jakob Sølvhøj, betegner som noget lapperi.

112 millioner kroner kan genoprette området

”Socialministeren har indtil videre afvist at gøre det der skal til, man har ganske enkelt ikke ville bruge de nødvendige penge til genopretningen,” siger Jakob Sølvhøj.

Og hvor meget er det så der skal til for at genoprette området?

Det fremgår af et dokument som OPS-Indsigt har adgang til, at Dansk Erhverv, FOA og Handicapbranchen Danmark sammen har foreslået Social-og ældreminister Astrid Krag flere tiltag, herunder en national takstmodel.

Prisen for genopretningen omkring BPA-ordningerne beløber sig ifølge en beregning fra Handicapbranchen Danmark til små 112 millioner kroner – Altså ikke et særligt stort beløb for at sikre de godt 1800 borgere, der aktuelt har en BPA-ordning.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort Log ind 4 ugers gratis prøveperiode

Leave a Reply