For halvandet år siden meldte pensionsselskabet PFA og OK-Fonden sig på banen med en vision om, at de med en samlet investeringssum på 2 milliarder kroner ville bygge og drive friplejehjem i 10 større danske byer.
Til juni tager de to parter første spadestik til det første af ti de nye friplejehjem, som både skal være med til at afhjælpe den stigende mangel på plejehjemspladser og give stabile afkast på pensionskontoen, skriver PFA i et nyhedsopslag.
”Friplejehjem giver super god mening for os i PFA. Vi løfter en vigtig samfundsopgave, samtidig med, at vi kan tilbyde vores kunder en tryg alderdom, hvis de eller deres nærmeste har behov for det, og så er PFA’s investering i friplejehjem desuden noget, der er med til at give et solidt og meget stabilt afkast til pensionsopsparerne,” siger Camilla Holm, koncerndirektør i PFA i en pressemeddelelse.
Sundhedsøkonom hejser advarselsflag
Det er værd at bemærke, at pressenyheden fra PFA har prydet store artikler i både Jyllands-Posten og Finans. Her har vinklerne været, at nu investerer PFA milliarder af pensionskroner i friplejehjem for at score et afkast til kunderne, give mulighed for ekstra serviceres og fortrinsret til PFA`s mange pensionsopsparer.
”Alle har adgang til PFA’s friplejehjem, men som et ekstra værditilbud har PFA’s 1,3 mio kunder og deres mange pårørende fortrinsret,” svarer Jesper Brask Fischer, der er programchef i PFA, da OPS-Indsigt henvender sig.
Fortrinsretten betyder ifølge Jesper Brask Fischer, at det langt fra kun er PFA-kunder, som bor i de pågældende boliger, da flertallet i de nye plejehjemspladser forventes ikke at være beboet af PFA-kunder.
”At kunderne har fortrinsret til de boliger, som deres opsparing er investeret i, gælder alle boligformer i PFA, og det er helt normalt indenfor pensionsbranchen,” lyder det fra Jesper Brask Fischer.
En sundhedsøkonom ser det ikke som noget odiøst, at PFA`s kunder har en fortrinsret til. Alligevel hejser han et advarselsflag.
”Man kan som samfund godt stille spørgsmålet, om man ønsker økonomisk at bakke op om en struktur, hvor et privat pensionsselskabs egne kunder kommer i første række,” siger Jakob Kjellberg, sundhedsprofessor ved VIVE til Finans.
Gode forretningsperspektiver
I forhold til markedet for friplejehjem er det rigtig interessant, at vi nu kan se det store pensionsselskab rykke på den vision, vi første gang hørte om for ca. halvanden år siden, for i branchen har der været en mindre undren i forhold til, hvornår der skete noget på denne front.
Det gør der så nu, men hvad der også er interessant er, at ingen af de to medier, der har lavet store artikler om investeringen har stillet spørgsmålet om, hvor det det første spadestik tages?
Det fremgår heller ikke af presseopslaget på PFA`s hjemmeside, men presseafdelingen bekræfter overfor OPS-Indsigt, at det nye friplejehjem skal ligge i Slagelse Kommune.
Spørgsmålet om beliggenhed for det nye friplejehjem er interessant, fordi vi ved, at Danmark som helhed er bagud med hensyn til at få bygget plejehjem nok til at matche fremtidens behov. Det er derfor interessant, at vide hvilken kommune der er den heldige vært for et kommende friplejehjem.
Ser vi på demografien er der rigtig gode forretningsmæssige grunde til at PFA og i øvrigt også andre pensionsselskaber interesserer sig voldsomt for plejehjemsbyggeri. Forretningsmodellen er nemlig til at tage og føle på, for i 2030 vil der være over 160.000 flere danskere over 80 år. Samlet set taler vi om en ældrebefolkning på 434.000 danskere over 80 år eller en stigning på 60 pct hen over bare ti år. Og med den udvikling kommer et massivt behov for flere plejeboliger.
Der vil opstå mangel på pladser
OPS-Indsigt har tidligere skrevet om, hvor langt bagud kommunerne er med hensyn til at få bygget plejehjem for at matche behovet både nu og i fremtiden, hvad enten det er i deres eget regi eller som et friplejehjem.
Her kunne vi ved en gennemgang af kommunernes budgetaftaler konstaterer, at man var på vej med 25 plejehjem på papiret. Det vil sige kommunerne har nogle politiske intentioner, hvor der endnu ikke er solgte grunde eller stukket spader i jorden og det er problematisk, for hvis vi ud fra den nuværende visitationsgrad af en aldersgruppe skulle sige noget om, hvor mange nye plejehjem vi får behov for inden 2030, så ligger man i omegnen af ca. 300 plejehjem.
Det vil sige, at når vi når frem til 2030 vil vi sandsynligvis mangle op mod 100 plejehjem, (afhængig af størrelse) forudsat, at man politisk fortsætter med at beslutte sig for nye plejehjem i samme takt, de næste otte år.
I det perspektiv skal man have in mente, at PFA har været næsten to år undervejs fra annonceringen af deres vision til de stikker spaden i jorden i Slagelse.
Borgerne er usikre på fremtidens ældrepleje
Det store behov for plejeboliger og den usikkerhed, der er om de fremtidige muligheder for pleje, er noget, der i stigende grad bekymrer danskerne. Den seneste tryghedsmåling fra Trygfonden viser, at 58 pct. af de 40-69-årige er utrygge ved, om de kan få tilstrækkelig pleje, når de bliver gamle. I 2017 var 54 pct. utrygge.
Det er denne utryghed som PFA søger at imødekomme hos deres kunder.
”Med friplejehjemmene er vi sammen med OK-Fonden med til at sikre vores kunder en tryg ældrepleje i pensionistlivet, hvor man selv kan bestemme, hvilken hjælp man vil have. Vi mener, at de valgmuligheder er med til at øger trygheden for vores kunder,” siger Camilla Holm.
Lille ny bydel med bufferkapacitet
PFA og OK-Fonden har tidligere beskrevet, hvad det er for et projekt de har i Slagelse. Det kommende friplejehjem forventes at have 75 boliger, hvilket er inden for den idealstørrelse OPS-Indsigt tidligere har afdækket, ved at spørge plejeleverandørerne. Herudover forventer man at bygge et seniorbofællesskab med 30 boliger og 40 enkelte seniorboliger.
Ved at samle de forskellige boligtyper i en lille bydel er det visionen hos de to parter, at man vil skabe nye og anderledes muligheder for fælles aktiviteter og samspil.
Seniorboligerne og seniorbofællesskabet skal efter planen opføres som såkaldte ”Boliger for Livet”. Det er boliger, hvor man har mulighed for at blive hele livet, også hvis man en dag får brug for personlig hjælp og pleje. På den måde kan man sige, at plejehjemsdelen får en fleksibel bufferkapacitet lokalt i Slagelse, hvor man kan skrue op til næsten det dobbelte afhængigt af behov.