Der er en revne – En revne i alt – Det er sådan lyset kommer ind

Del artiklen:
Grete Mikkelsen, direktør for Granhøjen / Gran Recovery and Health
Grete Mikkelsen, direktør for Granhøjen / Gran Recovery and Health - Foto: Presse

Med baggrund i Cohen-citatet: ”There is a crack, a crack in everything. That’s how the light gets in” sparker direktøren for Granhøjen en debat i gang med fokus på, at der nu er så mange, der kigger med, når de sociale tilbud gør deres arbejde, at det spænder ben for dem.

Debatindlæg af: Grete Mikkelsen, direktør for Granhøjen / Gran Recovery and Health

I 40 år har jeg arbejdet i den private sektor med løsning af psykiske problemer og lige så længe er jeg blevet kigget over skulderen af forskellige instanser. Af både offentlige og private; af både enkeltindivider og medier; og både på opfordring og nogen uopfordret.

Fælles for dem alle er, at de selvfølgelig bare vil sikre, at vi gør vores arbejde godt og rigtigt og til størst mulig gavn og hjælp for de borgere, der har brug for os. For så vidt er vi rørende enige!

Men der er nu så mange, der skal kigge med, når vi gør vores arbejde, at det på det nærmeste spænder ben for, at vi kan gøre det. Misforstå mig ikke – jeg mener også, at der skal være tilsyn med de tilbud, som samfundets borgere er afhængige af, så vi fanger de brodne kar, der desværre har vist sig også at eksistere på vores område, og som vi desværre ikke kan gardere os helt imod.

Men vi er nok et af de mest regulerede forretningskoncepter herhjemme. Ud over Socialtilsynet og en lovbestemt whistleblower-ordning har vi tilsyn fra Sundhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet, Datatilsynet og levnedsmiddelkontrol, og vores revisor er underlagt forvaltningsrevision, hvilket betyder, at de skal kontrollere, at vi ikke bruger de penge, vi tjener i vores forretning, på unødigt pjank.

Regeringen gik bl.a. til valg på at begrænse tilsynene og sammenlægge dem, så det ene tilsyn ikke kræver noget, det andet ikke kan acceptere. I dag er det noget af en balancegang ikke at træde nogen over tæerne. Vi mødes af lovgivninger og krav, silotænkning og økonomi, som spærrer for et positivt samarbejde på tværs af sektorerne – et samarbejde som ellers kunne bidrage til positiv udvikling til gavn for samfundet og de borgere, vi behandler.

Her er et par eksempler, hvor det går galt:

1.    Sektoransvarlighedsprincippet

Sektoransvarlighedsprincippet går ud på at give borgere med handicap samme muligheder som borgere uden handicap. Men på vores område har man vendt sektoransvarlighedsprincippet på hovedet og siger, at handicappede ikke må få bedre behandling end borgere uden handicap:

Private bosteder har konceptfrihed, men må ikke købe tilbud, som er forankret i sundhedsloven, hvis bostedet modtager betaling fra sociallovgivningen, selvom de selv betaler for den hjælp, de ønsker at købe til deres indskrevne borger. Med den måde at tolke det princip, kan det være vanskeligt at tilbyde den rette hjælp til de borgere, der har brug for hjælp.

2.      Regionernes monopol på behandling af borgere med behandlingsdomme

I Sundhedsloven, som er fra 1980’erne, bliver det beskrevet, at alle personer med dom til behandling skal følges af en psykiater fra et hospital, men det er ikke nærmere defineret hvilken slags hospital.
Problemstillingen er, at en stor del af de borgere, som er dømt til behandling, opholder sig på private bosteder.  Når de borgere ikke vil tage deres medicin eller deres dom bliver aktiveret, skal de indlægges på psykiatriske afdelinger, som ikke har plads og derfor udskriver dem hurtigt igen. Dernæst skal de konsultere distriktspsykiatrien, hvor der ofte ikke er en psykiater til stede.

Bostedet råder ofte over psykiatere, som med fordel kunne varetage den daglige behandling, uden ekstra omkostning til regionen, hvilket de er forhindret i, fordi regionen ikke vil overgive opgaven.

3.    Jobcentrenes monopol på aktivering af borgere på kontanthjælp

Når en borger modtager kontanthjælp, skal vedkommende møde op på bopælkommunens jobcenter. Der skelnes ikke mellem, hvilken form for udfordringer borgeren har. De borgere, som indskrives på et privat bosted, er ofte ramt af alvorlige psykiske eller sociale problemer, som er af en sådan karakter, at anbringende kommune ikke har kunnet løse opgaven, hvorfor de anbringes i et privat bosted. Mange bosteder har udviklet beskæftigelse netop til den gruppe af borgere, men kan ikke få lov til selv at aktivere borgeren, på trods af at anbringende kommune betaler for opgaven.

Klare retningslinjer frem for tilfældige synsninge
 På trods af at vi kontinuerligt lever op til vores ansvar og gør vores arbejde bedre og hurtigere, bliver vi til stadighed skudt i skoene, at vi kun arbejder for profit. Og bevares, vi er selvstændige virksomheder, så vi forsøger faktisk at tjene penge – og det kræver loven i øvrigt også, at vi gør.Men at vi aldrig diskuterer kvaliteten af tilbuddene på lige præcis det specialiserede område, men altid skal tale om profit er for mig uforståeligt. Og en hån mod alle de ekstremt specialiserede tilbud som er blevet udviklet af private aktører i Danmark.

Derudover drømmer jeg om, at der kommer nogle klare retningslinjer for de private aktører, så vi ved, hvad vi har at rette os efter, og ikke er underlagt nogle tilfældige synsninger, som ændrer sig alt efter, hvem der ser på os.