Det er på ingen måder breaking news, at vi har ganske alvorlige problemer på ældreområdet, hvor et boom i antallet af nye ’kunder’ er under opsejling og med sommerens faktiske oplevelse af mangel på hænder, varsler det, hvor vanskeligt det bliver at sikre alle de mange kommende ældre den forventede livskvalitet og værdighed.
Det er cirka sådan, at socialchefernes formand, Jakob Lundberg perspektiverer det i et nyhedsopslag på foreningens hjemmeside forud for Ældretopmødet torsdag den 16. september, men han stopper ikke her. Han slipper nemlig i slutningen af sit indlæg en prøveballon fri, hvor han stiller spørgsmålet:” Kunne vi for eksempel prøve at se fordomsfrit på, om alle fritvalgsregler og almenboligloven altid skaber de bedste rammer og mest mulig tryghed for de ældre og pårørende et sårbart sted i livet?”
Sætningen skal lige fordøjes, for er socialchefernes formand i virkeligheden i færd med at foreslå det frie valg afskaffet?
”Jeg er ikke i færd med at nedlægge det frie valg i form af indflydelse på eget liv, medbestemmelse og inddragelse, men jeg synes, at det er på tide, at vi ser fordomsfrit på de regler, der blev indført om frit valg og om de stadigvæk er tidssvarende,” siger Jakob Lundberg, der foruden at være formand for Socialchefforeningen (FSD) også er værdfærdsdirektør i Næstved Kommune.
Tre centrale og sammenhængende udfordringer
Jakob Lundberg mener, at vi har behov for en større samtale om fremtidens ældrepleje, hvor vi løfter os fra enkeltsager som Elsesagen.
”Når jeg rejser spørgsmålet, er det fordi vi drukner de store udfordringer i detaljer og enkeltsager. Hvis man virkelig vil se på udfordringerne på ældreområdet, skal vi så ikke i stedet for at snakke om værdighed på to plejecentre i Århus og Randers se mere grundlæggende på, hvordan vi løser de store udfordringer, der er på området?” siger Jakob Lundberg til OPS-Indsigt.
Han peger på, at vi i helikopterplan er tvunget til at se på udfordringerne med demografien, reguleringen og organiseringen. ”De tre udfordringer hænger nemlig sammen og man kan ikke løse ældreområdets udfordringer ved blot at pille ved det ene,” siger han.
Ikke ved at skrive de private ud af området
For det første er der demografien med flere ældre og færre til at betjene dem. Det er en særskilt udfordring der skal løses. For det andet skal man have for øje, at borgerne har det rigtig skidt, når de kommer på plejehjem. Knapt en tredjedel lever ifølge Danmarks Statistik og Ældresagen mindre end et år efter de er flyttet ind. Så hvem er det i virkeligheden, der vælger plejehjemmet for den ældre, hvor mange i dag har en demenssygdom?
”Reglerne for det frie valg af plejebolig er skabt i en anden tid, hvor borgerne på plejehjem havde et andet livsperspektiv, når vi i dag så ser, hvad den raske ægtefælle skal tage stilling til, når livsledsageren skal på plejehjem alene i forhold til almenboligloven med lejekontraktsforhold osv., så bør vi også se på det frie valg og alle de retskravs mekanismer vi lægger over på de pårørende,” siger Jakob Lundberg.
Han understreger, at han er ikke ved at skrive de private leverandører ud af området, men hejser blot et flag for en gentænkning af al den regulering, der er i den forbindelse.
Hvad skal vi med myndigheden?
Den tredje udfordring Jakob Lundberg peger på, er organiseringen af ældreområdet.
Buurtzorg er jo på alle læber. Kaffe først og pleje bagefter, hvor man giver ansvaret ud til selvkørende tværfaglige teams, der skal arbejde sammen med borger i en gruppe og prioritere, hvad borgeren skal have af hjælp.
”Hvis man vil give ansvar for borgerne til medarbejderne efter Buurtzorg-modellen, hvor de i teams sammen beslutter, hvad borgeren skal have af hjælp netop i dag, skal vi så ikke også tage en diskussion om myndighedens opgaver?” spørger Jakob Lundberg og fortsætter
” Og hvis teamet skal beslutte den konkrete hjælp til den enkelte borger i dag, har vi så ikke også brug for at se på, politikernes muligheder for at fastlægge et kommunalt serviceniveau? Spørgsmålet er, hvor langt, vi kan og vil udbrede tillidsdagsordenen, og hvad vi skal fastholde styring af, for at tage hensyn til retssikkerhed.”
På den led stiller Jakob Lundberg ganske relevante spørgsmål i forhold til alle de forventninger og forestillinger om, hvor langt man kan nå, hvis man slipper faglighederne løs via eksempelvis buurtzorg-modellen og samtidig har en forventning om en stram økonomisk styring med en ensartet kvalitetsudmøntning på ældreområdet.
