Velfærdsiværksætteren Thomas Helt har gjort det igen. Opbygget en velfærdsvirksomhed på noget der ligner rekord tid og solgt det meste videre. I 2018 overtog han Falck Lægehuse og herunder 12 klinikker, som han på knapt tre år har fået til at vokse til 32 inden for et nyt brand, kaldet Alles Lægehus.
Det interessante ved denne historie er ikke så meget, at Thomas Helt har solgt en del af den virksomhed han har bygget op, men at det er anden gang han gør det og samtidig anden gang han sælger en virksomhed, der har innoveret et kompliceret velfærdsområde.
Første gang var med virksomheden Quick Care, som han grundlagde i 2007 med det formål at tilbyder forebyggende sundhedsydelser til kommunerne for bl.a. at hjælpe syge tilbage i arbejde i samarbejde med jobcentrene. Dengang i kølvandet på kommunalreformen var det banebrydende, i dag er det ganske almindeligt med anden aktører af den kaliber.
Historien om Alle Lægehus er også fortællingen om almen praksis i Danmark, hvor vi i årevis har manglet praktiserende læger af forskellige årsager, men pointen er her, tilsvarende fortællingen om Quick Care, at Alles Lægehus fandt en sprække i velfærdsmarkedet, hvor man innovativt kunne gentænke den praktiserende læge.
OPS-Indsigt har tidligere skrevet om, hvordan Alle Lægehus via en partnerskabsmodel med praktiserende læger har været med til at løse et samfundsproblem med manglende lægedækning i landets udkantsområder.
Tilføres ny muskelkraft
Med den nye partnerskabsaftale omkring Alle Lægehus og Vikteam (Begge med Thomas Helt som hovedaktionær) træder privathospitalet Capio ind i aktionærkredsen med et ejerskab på 51% af de to sundhedsvirksomheder, der tilbyder behandling inden for en bred vifte af sundhedsfaglige specialer over hele landet.
Der er tale om et partnerskab med Capio, hvor Thomas Helt fortsætter som bestyrelsesformand for både Alles Lægehus og Vikteam, ligesom den øvrige ledelse bag virksomhederne fortsætter uændret.
Jyske Vestkysten kalder det nye partnerskab for en ”kæmpe handle” til et trecifret millionbeløb, men hvad andet binder de to parter sammen?
”Capio og vi deler værdier og kan styrke hinanden. Vi ser os begge som partnere for et godt offentligt sundhedsvæsen og som et godt supplement, der bidrager til at sikre patienter behandling af høj kvalitet,” siger Thomas Helt til OPS-Indsigt.
Han peger på at med partnerskabet får Alles Lægehus og Vikteam tilført ny muskelkraft fra Capio i form af stærke administrative ressourcer og en solid sundhedsfaglige ekspertise og erfaring fra Sverige med at drive lægepraksis. ”Det vil vi bruge til at fokusere endnu skarpere på det, vi er bedst til – at sikre lægehjælp og omsorg af høj kvalitet til borgerne,” siger Thomas Helt.Får en erfaren velfærdsnavigatør
Capios CEO, Christian Bech Høngaard glæder sig til samarbejdet og beskriver partnerskabet som et godt match, fordi begge virksomheder brænder med sammen intensitet for at udvikle deres ydelser og så betyder det helt sikkert også noget for Capio, at Thomas Helt ikke forlader skuden.
”Med Thomas Helt får Capio en erfaren dansk sundhedsiværksætter ombord. Thomas Helt har vist, at han som få formår at nytænke sundhedsområdet. Det har kommet patienter til gode i alle dele af landet,” siger Christian Bech Høngaard i en pressemeddelelse.
Capio køber sig altså adgang til andet og mere end blot succesfulde virksomheder i vækst. De får også adgang til know how og praksis erfaring med velfærdsinnovation på et spirende marked for partnerskabsklinikker, der ikke er et let farvand at besejle, hvis man lige ser et halvt år tilbage og har Praktiserende Lægers Landsorganisations angreb på partnerskabsklinikker in mente.
Det er som sagt ikke første gang Thomas Helt præsterer at sælge det andre ville kalde et livsværk. Første gang stiftede han Quick Care A/S i 2007, som han i foråret 2011 sammen med hans partner solgte 60 % af til TryghedsGruppen, senere i 2014 overtog Falck Healtcare hele Quick Care forretningen, som de fortsat driver. som tilbyder forebyggende sundhedsydelser til det offentlige – fx for at hjælpe syge tilbage i arbejde i samarbejde med kommunernes jobcentre
Om de to virksomheder
Alles Lægehus A/S har 32 lægeklinikker, heraf 18 i Jylland, tre på Fyn og 11 på Sjælland, mens Vikteam formidler læger og sygeplejersker til sundhedssektorerne i de skandinaviske lande samt Grønland og Færøerne.
Capio tilbyder med afdelinger i Viborg, Skørping, Aarhus, Odense og Hellerup behandling inden for en bred vifte af sundhedsfaglige specialer i hele Danmark.
I 2018 blev Capio en del af den internationale sundhedsvirksomhed Ramsay Santé, der er en ledende leverandør af sundhedspleje i Europa og tilbyder en bred vifte af medicinske, kirurgiske og psykiatriske ydelser i seks lande.
Christian Bech Høngaard har siden 2020 været CEO for Capio i Danmark med en lang erfaring fra sundhedsområdet bl.a. fra Coloplast.
Thomas Helt er uddannet fysioterapeut.