Skip to main content

Vi nærmer os den 10. september 2021, som er dagen, hvor alle restriktioner ophæves. Det står i skærende kontrast til september 2020, hvor genindførelsen af en række restriktioner så dagens lys efter en smitteopblomstring efter sommerferien. Med de mere positive fremtidsudsigter, bør det være tid til at evaluere på de erfaringer, vi under Covid-19 har gjort os med offentlig-privat samarbejde. Både for at kunne være rustet til perioder, hvor smitten igen bliver højere, men også for at undersøge, om der er tiltag eller nye samarbejdsmodeller, som kan implementeres på fast basis, når det offentlige og private skal samarbejde om at løse opgaver. 

Derfor vil vi fra Dansk Erhvervs side gerne fremhæve en række positive erfaringer, som vi med fordel kan kigge nærmere på.

Det offentlige og private handler hurtigere, når de samarbejder

Allerede fra Covid-19’s spæde start i Danmark, blev fordelene ved offentlig-privat samarbejde tydelige. På velfærds- og sundhedsområdet var der, ved første nedlukning, akut mangel på værnemidler, men med en hurtig og effektiv koordinering mellem Rigspolitiet, de relevante ministerier og erhvervslivet, blev udfordringen hurtigt håndteret, og værnemidlerne kom ud. 

Det samme så vi i detailhandlen, hvor de store distributører og supermarkedskæder sikrer, at der kontinuerligt var varer på hylderne, så vi undgik desperate scener. Samtidig lykkedes det, efter samarbejde med Sundhedsstyrelsen, hurtigt at få implementeret nye hygiejnestandarder, som medvirkede til, at danskerne med større tryghed kunne købe deres dagligvarer. 

Med andre ord viste særligt indledningen på Covid-19, at det offentlige og private med et godt samarbejde kan handle hurtigt og sikre effektive løsninger til borgernes bedste. 

Innovation og kvalitet som omdrejningspunkt

Samtidig gav Covid-19 håndteringen også anledning til en række nye innovative tiltag, som pludselig viste sig at kunne løse andre samfundsmæssige udfordringer. Hvem havde forudsagt, at udrulningen af innovative modeller for lyntest, samtidig skulle give arbejde til adskillige mennesker, som traditionelt har haft udfordringer med at komme ind på det danske arbejdsmarked? 

Eller hvem havde regnet med, at øget testkapacitet eller nye hygiejnetiltag skulle skabe nye metoder og nicher i rengøringsbranchen, hvor firmaer nu specialiserer at rengøre testcentre eller rengøringskurve i supermarkeder? 

Eksemplerne viser, hvordan der netop kan være store gevinster på kvalitets- og innovationsfronten, når det offentlige tør involvere private aktører i opgaveløsningen. En ellers besværlig og ulykkelig udfordring kan hurtigt vendes til opfindelsen af nye produkter, metoder og services, som enten kan eliminere udfordringen eller gøre den mere tålelig at leve med. 

Lad os omsætte erfaringerne

”Vi havde ikke klaret os uden samarbejde med det private”, fastslog Statsminister Mette Frederiksen på Dansk Erhvervs årsmøde den 1. september. Fra Dansk Erhvervs side glæder vi os over, at det offentlig-private samarbejde står som et stærkt eksempel på, hvordan vi som samfund kan håndtere store udfordringer som Covid-19. Derfor er det vigtigt, at det ikke bliver ved minderne, men at vi i stedet integrerer offentlig-privat samarbejde som en fast del af værktøjskassen. Det gælder både i forbindelse med den politiske dagligdag, men også ved større samfundsmæssige udfordringer. 

Derfor håber vi, at regeringen, KL og erhvervsministeriet vil sætte alle kræfter ind på at gøre den nye OPS-enhed slagkraftig, så den bliver epicenter for nye tiltag til at sikre bedre rammevilkår og nye innovative samarbejdsmodeller, som kan bidrage til at gøre Danmark til verdens bedste til offentlig-privat samarbejde. 

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply