Det er snart halvanden år siden at corona brød ud i Danmark, men private og selvejende velfærdsvirksomheder har fortsat mere end vanskeligt ved at blive kompenseret for deres merudgifter, det viser en redegørelse fra Kommunernes Landsforening, som er sendt til Finansministeriet, skriver Jyllands Posten.
Problemstillingen er ikke ny, for allerede to måneder efter corona-udbruddet i 2020 skrev vi her på OPS-Indsigt om, hvordan KL sagde nej til, at en privat virksomhed fik kompensation for merudgifter til værnemidler.
Siden har vi med jævnlige mellemrum beskrevet en hel uigennemsigtig situation for de private og selvejende velfærdsvirksomheder, når det kommer til kompensation for covid-19 merudgifter.
Kattelem og ordkløveri
Både af økonomiaftalen for 2020 og 2021 fremgår det, at der afsættes milliarder til at kompensere velfærdsinstitutionerne, men aftalen for 2020 blev fortolket af kommunerne på en sådan måde, at mange private oplevede sig forfordelt. En oplevelse der ikke blev mindre, da socialministeriet i efteråret 2020 sendte et brev til KL, som gav kommunerne en kattelem, hvor de kunne undgå at betale de private virksomheder.
Ministeriet søgte senere at rette op på misforståelsen, men helt godt blev det aldrig, selvom Finansminister Nikolai Wammen flere gange var ude og understrege, at kompensationen skulle ske på ensartede betingelser.
Med økonomiaftalen for 2021 mellem kommunerne og staten opstod der et lille håb i forsommeren 2021, for her skrev man meget tydeligt, at de kommunale og private virksomheder skulle behandles ens.
Af aftalen kunne man læse følgende:
”Regeringen og KL er enige om, at den aftalte kompensation i 2020 og 2021 dækker både offentlige og private velfærdstilbud. [….] Regeringen og KL er enige om væsentligheden af, at kommunale og private tilbud behandles ens, og at rammerne understøtter dette…”
Men den aftale ser endnu ikke ud til at være implementeret når man læser Jyllands Posten.
Pengene forsvinder i kommunerne
Samler man velfærdsydelserne leveret af private og selvejende på tværs af børn, ældre og sociale tilbud rummer de op mod 20 pct. af de borgere, der modtager velfærdsydelser, men de har kun fået 180 mio. kr. ud af de godt 1.4 mia. kroner som er afsat til den direkte kompensation for merudgifter. Det svarer til 13 pct., fremgår det af en redegørelse fra Kommunernes Landsforening.
Branchedirektør i Selveje Danmark, Jon Krog tvivler på de kommunale beregninger, der ligger til grund for den lokale forvaltning og udmøntning.
”Men selv hvis de 180 mio. kr. er korrekt, så er det alt for lavt. Selvejende og private velfærdstilbud hjælper 20 pct. af borgerne på disse områder, og 180 mio. kr. svarer til, at de selvejende kun får halvdelen af det, som kommunerne har fået til deres tilbud,” siger Jon Krog til Jyllands Posten med henvisning til, at coronamidlerne både skal uddeles til private, selvejende og kommunernes egne institutioner.
Halvdelen har ikke fået kompensation
Samtidig viser en undersøgelse fortaget af Dansk Erhverv og Selveje Danmark i foråret blandt 59 private tilbud, at den gennemsnitlige kompensation til private institutioner ligger på 19 pct. af det beløb, organisationerne ansøger kommunerne om. Hertil kommer, at over halvdelen af de private institutioner slet ikke har fået nogen kompensation.
Det bekræfter for Jon Krog, at det handler om tilfældigheder, når kommuner udmønter corona-kompensation til private og selvejende.
”Selveje Danmark har fx kendskab til en kommune, hvor et tilbud fik værnemidlerne gratis og et andet tilbud skulle selv betale for dem. Det viser tydeligt, at der sidder nogle kommunale sagsbehandlere, der ikke ved, hvad de skal stille op – og så er det tilfældigheder der afgør, hvorvidt et selvejende eller privat velfærdstilbud får værnemidlerne gratis eller selv skal ud og købe,” siger han.
Ligebehandling efter kommunal målestok
Hos Kommunernes Landsforening mener Morten Mandøe, der er cheføkonom, at der kan der være flere forklaringer på de lavere udbetalinger til de private institutioner. Det kan bl.a. skyldes, at mange af kommunernes egne institutioner ikke haft ekstraudgifter, og derfor vil man heller ikke udbetale penge til de private aktører.
Her render man så ind i endnu en kompleks drøftelse om begrebet ensartet behandling. Man skulle ellers tro, at der var en ensartet forståelse af det begreb, således som det er nedfældet i økonomiaftalen.
Men er ensartet det samme som, at institutionerne skal have det samme beløb uanset om de har haft udgiften eller ej? – Eller betyder ensartet, at institutionerne, hvad enten de er kommunale, selvejende eller private kun skal kompenseres for, de udgifter de reelt har haft?
Ved den første model straffer man de private ud fra en kommunal målestok, hvis de ikke har haft merudgifter, hvilket ikke er ensartet. Man skal her have in mente, at forholdene er meget forskellige på en lang række områder for private og kommunale institutioner og derfor ofte ikke helt sammenlignelige.
Ved den anden model er det nærliggende at reflektere over, hvorfor nogle kommunale institutioner ikke har haft de her merudgifter og om de kommuner så i virkeligheden skulle betale deres del af kompensationsmidlerne tilbage?
