I jagten på profit har regeringen og dens støttepartier skabt en ny model, der danner grundlag for et lovarbejde, hvor private daginstitutioner fremover skal fastholdes i et greb, hvor økonomien er sat under administration, med krav om at skulle omdannes selveje, hvis de nuværende ejere fx ønsker at gå på pension. Nye private dagtilbud skal ikke kunne oprettes i fremtiden.
Regeringen har med Børne- og Undervisnings minister Pernille Rosenkrantz-Theil i spidsen brugt oceaner af tid på at forfølge denne agenda, men hvor meget fylder de her private dagtilbud egentlig?
Ifølge Danmarks Statistik findes der ca. 550 private dagtilbud, som huser omkring 22.000 børn i alderen 0 – 6 år. Det skønnes at godt en femtedel er kommercielle eller ikke foreningsdrevet og det er disse tilbud, der vil blive ramt hårdt af regeringens planer.
De private dagtilbud er spredt ud over hele landet, men der er en tendens til, at der er en større koncentration af dem i det vi kender som udkantsdanmark. Det har OPS-Indsigt tidligere skrevet om.
Gennem mere end 15 år har private vist, hvordan man for samme tilskud pr. barn som i kommunale daginstitutioner kan lave gode skovbørnehaver, steiner-børnehaver, landbørnehaver osv. Institutioner med en høj tilfredshed, der sikrer mange børns trivsel i Danmark.
Men hvem er de egentlig de her ildsjæle, som investerer deres liv og opsparing i at skabe private dagtilbud?
OPS-Indsigt bringer her et kort potpourri med indtryk fra stifterne af seks private dagtilbud, som med deres virke har skabt 80 arbejdspladser foruden deres egen og plads til 300 børn.
Kvalitet og lavt sygefravær, men ikke en guldrandet forretning
Det private dagtilbud Landlykke er beliggende i Jammerbugt Kommune og skabt af Malene Krogh, der er uddannet pædagog. Hun har brugt 11 år på at bygge et tilbud med landbohaver og legepladser omgivet af bondegårdsdyr, hvor der er plads til 40 børn og 11 medarbejdere for uden hende selv.
Hun stiftede Landlykke, fordi hun som pædagog ikke kunne stå inde for den kvalitet, der blev leveret i det kommunale regi og løser i dag den samme opgave som de kommunale tilbud. Men hvad der er lige så interessant er, at hun i de 11 år ikke har haft en arbejdsrelateret sygemelding blandt de ansatte.
Hendes kollega Denice Valentin er uddannet Steinerpædagog og hun har brugt 6 år på at forberede etableringen af Aurora Børnehus i Gladsaxe, hvor der er plads til 21 børn i alderen 1 – 6 år og 4 uddannede pædagoger oplyser hun.
”Jeg har taget lån i min lejlighed og skabt et børnehus med en god normering, et lavt sygefravær og fokus på at hvert enkelt barn er unikt. Løn er noget jeg får, hvis der er penge nok,” siger hun.
Hermed peger hun ned i en af de udfordringer, som flere private dagtilbudsledere har fortalt OPS-Indsigt. Ejerlederne er ikke altid fastlønnede og med en ny lovgivning, der forbyder udtræk af overskud, vil de være tvunget til fast løn, fordi, hvor de ikke må trække overskud ud. Her er problemstillingen nemlig, at så er det ikke sikkert, at det kan løbe så fleksibelt rundt, som det kan i dag, udtaler flere. De lægger nemlig ofte langt mere end 37 timer i deres tilbud.
Der er med andre ord ikke tale om en guldrandet forretning.
Hvorfor må man ikke tjene penge på velfærd?
På Fyn har Julie Lykke Haugaard skabt skovbørnehaven Lillely i et udkantsområde, hvor der for over ti år siden manglede en daginstitution. Lillely har plads til 34 børn i både vuggestue og børnehavealderen og det skaber job til 9 ansatte.
Hun elsker friheden ved at kunne gå ned i løn og i stedet bygge en garderobe til børnene, siger hun
Julie forstår ganske enkelt ikke den megen virak, der har været omkring profit på velfærd.
”Hvorfor er det tabubelagt i vores samfund at tjene penge på, at være dygtig til at lave et dejligt sted for børn. Vi har privathospitaler, og vi har praktiserende læger, der gerne må skabe overskud, men vi der arbejder, med børn skal have en fast løn,” siger hun og henviser til samme udfordring, som hendes kollega i Gladsaxe.
Samtidig har hun fat i et evig tilbagevendende element i debatten om profit på velfærd, nemlig hvorfor må nogen tjene penge på velfærd, medens andre ikke må?
Eksempelvis var der ikke en eneste tweet om profit, da de store vaccinevirksomheder offentliggjorde deres regnskab med kæmpeoverskud.
Investeret med pant i livsforsikringen
I København hvor 20 % af dagtilbudskapaciteten ifølge Danmarks Statistik er privat, møder vi Rooftop, som ligger på toppen af Fields i Ørestaden.
Her har Radikha Larsen efter to og et halvt års forberedelse i 2018 etableret et dagtilbud med plads til 100 børn og ca. 27 medarbejdere.
Radikha Larsen er uddannet pædagog, men det har ikke været let at nå dertil, hvor hun og hendes mand er. 5 millioner kroner har de investeret for at kunne åbne institutionen og det er penge som Københavns Kommune har sparet.
Pengene er ikke kommet som lån fra banken, men fra pant i deres livsforsikringer og et lån fra vækstfonden oplyser hun.
At man selv må gribe til lommerne og at det er mere end vanskeligt, at få bankerne til at give lån er en virkelighed, der gælder for de fleste institutionerne, som OPS-Indsigt har talt med. Kommunerne sparer med andre ord på, at private ildsjæle selv investere i deres institution.
Ikke et 8 – 16 job
Der er heller ikke tale om, at nogle af de her ildsjæle har et 8 – 16 job. ”Jeg arbejder ofte fra kl. 7 om morgenen til 18 om aftenen og svarer mails fra forældre om aften. ”Hvis staten skal bestemme over min løn, og bestemme over hvor mange timer jeg skal arbejde, går det ud over min motivation,” siger Radikha Larsen.
For hende er det, som hun udtrykker det ”true pleasure”, at hun kan arbejde på den måde hun gør, men med den styring regeringen lægger op til vil hun altså miste motivationen.
I Odder startede Eva Merete Otzen ”Myretuen” i 2006 som en puljeinstitution, da kommunen dengang ikke kunne opfylde pasningsgarantien. I dag er den privat og hun og hendes mand har investeret 2,4 millioner kroner i ombygning af en lejet landejendom, hvor de har plads til ca 80 børn.
”Jeg vil som borger i Danmark være skuffet og vred over, at man fratager borgerne ”det frie valg,” siger hun. For hende ligger der nemlig noget grundlæggende ved, at man som individ har flere valgmuligheder, når det kommer til velfærd.
Risikere at miste pensionen
I Jammerbugt, hvor vi startede, ligger Bamsehuset, som Ulla Christensen etablerede med to veninder for 28 år siden. De havde dengang læst, at Kommunen ønskede, at nogen startede et dagtilbud.
Den lille 22 børns vuggestue har en venteliste helt frem til juli 22 og er en af ud af de 17 private og selvejende dagtilbud, som til sammen udgør næsten 50 % af dagtilbudskapaciteten i Jammerbugt Kommune ifølge Danmarks Statistik.
Ulla er ked af det, for hendes pension ligger i de mursten, der udgør institutionen og hvis hun ikke kan sælge institutionen videre, så synes hun godt nok, det er træls at hun har investeret hele sit arbejdsliv i institutionen.
”Jeg er bekymret for, at staten vil ind og styre Bamsehusets økonomi, fordi jeg har investeret al min tid og kræfter i institutionen, så min pension afhænger af, om jeg kan sælge Bamsehuset videre en dag,” siger hun og udtrykker dermed den skygge af usikkerhed regeringens aftale om minimumsnormeringer kaster over det private dagtilbudsområde.
