Skip to main content

Et positivt fund i et ellers kaotisk år med Covid-19, har været det styrkede samarbejde mellem offentlige og private aktører, som med snarrådighed og effektivitet, har leveret løsningerne på nogle af Covid-19’s største udfordringer. Kort efter den første nedlukning kom der styr på indkøb og distribution af værnemidler, der var en stor mangelvare på daværende tidspunkt. Da landet senere på foråret skulle genåbnes, skete det i tæt samarbejde med rengøringsfirmaer over hele landet. Den samme udvikling så vi i forbindelse med den markante udvidelse af testkapaciteten, som medvirkede til, at vi kunne teste endnu flere op til store højtider som jul og nytår. 

Med andre ord har det offentlig-privat samarbejde været en hjørnesten i bekæmpelsen af Covid-19 i Danmark. Og det har bestemt ikke skortet på rosen fra bl.a. Statsminister Mette Frederiksen, som på Dansk Erhvervs årsmøde i 2020 roste erhvervslivet for en flot indsats. 

Offentlig-privat samarbejde på velfærdsområdet skal styrkes

På trods af de positive erfaringer med offentlig-privat samarbejde, har regeringen i ly af Covid-19 kørt en ideologisk kampagne mod offentlig-privat samarbejde på velfærdsområdet. I forbindelse med det nye frikommuneforsøg, som ellers skulle give kommunerne mere frihed, blev det indarbejdet i lovteksten, at kommuner kan afvige fra borgerens eget valg af ældrepleje. Også på socialområdet forsøgte regeringen at samle flertal for et forbud mod kommercielle private tilbud. Endeligt lykkedes det i forbindelse med Finansloven for 2021 at indarbejde et forbud mod profit på private dagtilbud. 

Samtidig ser vi en udvikling, hvor antallet af hjemtagninger i kommuner og regioner er steget markant, ligesom de såkaldte IKU-tal, der angiver konkurrenceudsættelsen i kommunerne, er faldende gennem de seneste år. Det offentlig-private samarbejde er dermed for nedadgående på trods af et år, der har understreget dets nødvendighed.

Signalforvirring er uholdbar

Vi skal undgå en situation, hvor det private kun inviteres indenfor, når det er bekvemt, og der er points at hente. Det skaber usikkerhed. Ikke blot blandt de daginstitutioner, specialtilbud eller plejefirmaer, der frygter, at de i sidste ende må dreje nøglen om, men også i de kommuner, hvor man har et positivt syn på samarbejdet med private og dybt afhængige for at kunne hjælpe kommunens ældre og udsatte borgere. 

Få visionerne på bordet

Tværtimod bør vi vende diskussionen om og fokusere på, hvordan vi kan skabe verdens bedste offentlig-private samarbejde. Det er nødvendigt i en tid, hvor den demografiske udvikling kræver nye og optimerede velfærdstilbud, samtidig med, at vi skal have skubbet gang i den grønne omstilling. Løsningen findes ikke ved, at det offentlige lukker sig ned om sig selv, men i stedet, at der bygges videre på de positive erfaringer fra samarbejdet med private, som vi bl.a. har set det under Covid-19.

Fra Dansk Erhvervs side glæder vi os over, at regeringen har nedsat en OPS-enhed, der netop skal fremme det offentlig-private samarbejde, men skal den have optimal effekt, skal der sættes en politisk retning for, hvad offentlig-privat samarbejde i Danmark skal kunne. Ellers bliver det bare højtflyvende snakke og hyggelige kaffemøder, blottet for konkrete politiske tiltag. Derfor håber vi, at regeringen vil komme på banen med sine visioner for offentlig-privat samarbejde, så erhvervslivet ved, hvilken rolle de skal spille i udrulningen af den grønne omstilling på kommunalt niveau og fremtidssikringen af det danske velfærdssamfund som helhed.

Vil du læse resten af artiklen?

Prøv OPS-Indsigt gratis i 4 uger

Få adgang med det samme - ingen binding - ingen kreditkort 4 ugers gratis prøveperiode

Log ind

Leave a Reply