Virksomheden Intervare A/S er på konflikt eller kollisionskurs med snart sagt alle elementer i det kommunale marked. Det være sig kommunerne som lige nu afventer en undersøgelse af kritiske arbejdsforhold, det faglige forbund der har varslet konflikt mod underleverandørerne og så nu måske værst af alt forbrugerene.
For en uge siden var Nemlig.com billigst i Politikens pristjek af onlinesupermarkeder, men tilhører du gruppen af ældre, handicappede og syge, der kan købe ind via den kommunale fritvalgs-aftale hos virksomheden Intervare A/S, der er moderselskab for Nemlig.com, så koster de samme vare 10 procent mere. Det skriver Politiken.
Det giver panderynker i Københavns Kommune, der har 2200 borgere, der benytter sig af Intervare, hertil kommer, at København er den største kommunale kunde hos Intervare og sidste år betalte omkring 5 millioner kroner for tjenesteydelser hos virksomheden.
Nemlig.com har bekræftet, at der er prisforskel, men at den ligger på 2 procent højere i gennemsnit hos Intervare end hos Nemlig.com, målt over 6 måneder.
På konfliktkurs
Men ikke nok med at virksomheden er i søgelyset for at kræve højere priser hos svage og udsatte end hos resten af samfundet, så ser det ud til, at der er lagt op til en konflikt med 3F efter en stærk kritik af de arbejdsforhold Nemlig.coms chauffører har.
”I næsten tre uger har 3F forhandlet med onlinesupermarkedet, men det er ikke lykkedes at indgå en aftale,” lyder det fra formanden for 3F Transport, Jan Villadsen og derfor er der nu udsendt konfliktvarsel. Det skriver fagbladet 3F.
”Vi skal have chaufførerne overenskomstdækket. Den eneste måde, det kan ske på, er ved at varsle konflikt mod alle vognmænd, der kører for Nemlig.com,” siger Jan Villadsen.
Det betyder at konflikten ikke er rettet direkte mod Nemlig.com, for de har ikke ansat chaufførerne. Chaufførerne er nemlig ansat af selvstændige vognmænd, der har kontrakt med Nemlig.com.
Konfliktvarslet er aktuelt udsendt till 40 vognmænd, hvilket svare til en tredjedel af dem der kører med varer for Nemlig.com. Og der vil blive sendt flere afsted, skriver fagbladet 3F.
Indsatsteam mod Social Dumping
I Københavns Kommune har man sat kommunes Indsatsteam mod Social Dumping på sagen. Resultatet af den undersøgelse afventer flere kommuner, som har lagt både Intervare og Nemlig.com på is.
Hos det københavnske indsatsteam har man undersøgt en række områder i forhold til de kontraktlige krav kommunen har ift Intervare. Blandt andet har man gennemført et uanmeldt kontrolbesøg for lidt over 14 dage siden. Det fremgår af et svarbrev fra forvaltningen til medlem af Borgerrepræsentationen Charlotte Lund (Ø).
Heraf fremgår det, at man på kontrolbesøget interviewede både medarbejdere og den lokale ledelse om karakteren af det udførte arbejde og om løn og ansættelsesvilkår i virksomheden. I forlængelse af besøget har ind[1]satsteamet anmodet Intervare A/S om at fremsende skriftlig dokumentation for løn- og ansættelsesvilkår. Når dokumentationen foreligger, vil forvaltningen vurdere om medarbejderne er blevet underbetalt i forhold til arbejdsklausulens krav.
Hvis der, når undersøgelsen er afsluttet, konstateres en overtrædelse, vil kommunen med tilbagevirkende kraft kunne kræve, at medarbejderne efterbetales bagudrettet, og evt. ophæve kontrakten i meget grove tilfælde. Står der i svarbrevet.