866 danske virksomheder gik konkurs i marts 2021, hvilket er en stigning på næsten 200 procent, hvis man sammenligner med marts 2020, men det er lige skarpt nok, for i marts 2020 havde vi ekstraordinært få konkurser bl.a. på grund af skifteretternes nedlukning.
Generelt er antallet af konkurser i marts på niveau med, hvad man har set gennem de sidste 5 år ifølge Danmarks Statistik.
En bølge i horisonten
Samlet set er antallet af konkurser fortsat på et lavt niveau trods coronaudbruddet og de mange restriktioner, men økonomer ser en bølge i horisonten.
Hos Danske Bank vurderer cheføkonom Las Olsen, at der er mange virksomheder, som er på randen af konkurs, der lige nu bliver holdt i live af diverse hjælpepakker og lånemuligheder.
”Der er ingen tvivl om, at en stor gruppe virksomheder har tabt rigtig mange penge, og en del af dem må få svært ved at overleve, så på den måde skubber vi stadig et problem foran os,” siger han til ritzau.
Visse sektorer er særligt udsat
Corona-nedlukningerne har tæret på mange virksomheders likviditetsreserver og med udfasningen af hjælpepakkerne og usikkerheder med hensyn til hastigheden og omfanget af den økonomiske genopretning, vurdere flere eksperter det sandsynligt, at virksomheder i visse sektorer fortsat vil have økonomiske udfordringer.
Las Olsen peger især på risiko for en bølger af konkurser inden for restauranter, hoteller og i rejsebranchen.
”Virksomhederne som samlet gruppe har en god økonomi og har øget deres opsparing markant under coronakrisen, men krisen har ramt enkelte brancher ekstremt hårdt, og det er ikke blevet bedre under de fire måneders nedlukning,” siger han i en kommentar.
Samme vurdering kommer fra cheføkonom Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank.
”Vi vil se flere konkurser for en periode i takt med, at dynamikken vender tilbage, og hjælpepakkerne fases ud. Coronakrisen kommer ikke til at prelle af, men konkurserne går næppe gennem loftet,” siger han i en kommentar.
Størst pres på hovedstadsområdet
Danmarks Statistik har i alt modtaget data om 866 konkurserklæringer i marts, hvoraf de 201 er i aktive virksomheder, der har ansatte og/eller en omsætning over 1 mio. kr. De resterende 665 konkurser er i de såkaldte nulvirksomheder, der ikke har ansatte og kun en mindre omsætning.
Der blev tabt 740 job ved de 866 erklærede konkurser i marts. 40 pct. af de tabte job i marts var i Region Hovedstaden, 16 pct. i Region Midtjylland og 8 pct. i Region Syddanmark. Region Nordjylland stod for 22 pct. af de tabte job, mens Region Sjælland stod for 14 pct.
Regionalt er det især i hovedstadsområdet, at konkurserne tikker ind, men Bo Rasmussen, der er direktør hos data- og analysevirksomheden Experian, maner til ro, da antallet sandsynligvis er kunstigt højt, fordi Sø- og Handelsretten i København har haft en pukkel af tvangsopløsninger
”Det er helt normalt, at hovedstadens virksomheder hyppigere går konkurs, mens sydjyske virksomheder er Danmarks mest robuste,” siger han i en kommentar.
/sho/ritzau/